Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

dårligt med at være mig

Jeg har det utroligt dårligt.

Jeg er vokset op i en familie med en bror som truede mig og som slog, også min mor og far slog han. De gjorde ingenting. De udsatte mig for psykisk nedværdigende behandling og særligt min mor pålagde mig altid skyld for alt og sagde så meget ydmygende til mig. ( at jeg var dum, grim, at ingen kunne lide mig, at jeg var koldt og sart og psykisk syg. )

Jeg bor for mig selv og prøver at tage en uddannelse. Min familie ser jeg ikke, jeg er bange for dem! Særligt min mor! Hun forstår det ikke.

Resten af familien tror ikke på mig, det jeg har været igennem, fordi på overfladen var vi den lykkelige glade familie. De skiver sure mails til mig om at jeg er “ondt” fordi jeg ikke vil se familien og at jeg skal tilgive. Jeg har ingen venner! Ikke engang een! Jeg ser ingen mennesker og hele sommerferien skal jeg være alene.

Jeg sad hele dagen igår og græd! Jeg er så ked af det og frygteligt ydmyget. Jeg tror jeg er grim og på mit studie har jeg meget svært ved at deltage i sociale ting og gruppearbejde, fordi jeg har denne her gennemgribende følelse af at være grim og dum!

Jeg har aldrig haft en sød kæreste men har valgt kærester meget hurtigt, altså troet at jeg skulle vise verden at jeg kunne have en kæreste. Jeg har gjort sexuelle ting som jeg idag skammer mig over. Ting som jeg egentlig gerne ville vente med.

Men derhjemme har jeg aldrig måttet sige fra, stille krav og tage ting i mit tempo-så derfor så har jeg rettet mig efter de kærester og har givet mig selv til ting som jeg idag fortryder. Jeg har nok taget en der bare vidste lidt interesse for mig, fordi jeg tænkte, at det ikke sådan så jeg kunne finde en der var sød ved mig.

Jeg har gået til psykolog i over 1.5 år. Men jeg synes slet ikke det hjælper. Jeg har det så skidt og psykologen mener også at jeg har PTSD fordi jeg har levet i et hjem hvor min bror har truet mig med at slå mig ihjel. Min bror er skizofren og får nu medicin. Jeg har ikke set ham siden jeg flyttede

Jeg vågner mange gange om natten og sengetøjet er vådt af sved. Jeg kan idag slet ikke slappe ordentligt af og jeg er konstant på vagt, nervøs og på overarbejde, mentalt, fordi jeg altid tænker situationer meget igennem når jeg skal være/er sammen med andre mennesker: Har jeg nu skyld i noget eller gjort noget forkert( noget min mor især har sagt altid, at jeg var skyld i alt muligt).

Jeg er så ydmyget og jeg hader mit liv. Psykologen ved godt, at jeg hele tiden tænker på selvmord som en “udvej” men ikke ønsker det. Og ikke kommer til at forsøge det!

Jeg har snart fødselsdag og jeg har ikke een ven jeg kan invitere. Ved I hvor ensomt det er? I skal ikke skrive, om der ikke er en, for det er der ikke. Dem fra mit studie ser jeg ikke privat og kender ikke ret godt. Hvad skal jeg på min fødselsdag, som er præcis om en måned?

Det var også derfor jeg bare sad og græd igår, fordi jeg er så ensom. Jeg savner jo en familie.

Min læge som gav mig henvisningen til psykologen mener at begge mine forældre har en “karakterafvigende” forstyrrelsen. Det er jo ikke normalt at give sin datter skyld hele tiden og bare ignorere trusler og at de har ladet mig leve i daglig utryghed, det ser de intet problem i, ( særligt ikke min mor) kun at jeg idag har følger af det( læs: det er min reaktion der (igen) er forkert!).

Jeg har lyst til at drikke mig fuld. Sove. Jeg er aldrig glad og jeg trænger så meget til et knus! Jeg savner fysisk kontakt, også med en kæreste. Min krop trænger til berøring. Og nej jeg vil ikke skynde mig med at have sex, det er ikke det som det handler om.

Jeg savner en sund, god relation hvor også jeg må være med til at bestemme, give udtryk for ønsker og behov.

Jeg har ikke tillid til vokse mere. Jeg tror ikke, at man vil tro mig, jeg har jo lært, at mine ord (forklaringer) ikke har værdi. Kun min læge har troet mig, og hun mener, at jeg ikke er psykisk syg men en meget krænket ung pige!

Jeg kan ikke holde fremtiden ud. Jeg kan ikke holde ud at høre dem fra mit studie fortælle om deres søde forældre. Jeg kom til at græde igår fordi en jeg kender havde lagt billeder af sin familie på Facebook.

I må svare mig. Hvad skal jeg gøre. Hvordan lærer jeg at sætte grænser ? Er det ok at jeg slet ikke vil se min familie, og slet ikke min bror som jeg stadig er bange for!

hilsen

Det mest ensomme menneske.

Pige, 23 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 23 år

Tak for dit brev - hvor du meget gribende forsøger at forklare, hvordan det er at være dig lige nu. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig videre, for selvom det lige nu virker meget "sort" og svært, så er der håb - og jeg synes faktisk, at dit brev viser, at du inderst inde også tror på på det, og det er altafgørende for, at det kan lykkes.

I dit brev fortæller du mange forskellige ting om dit liv, og selvom jeg godt ved, at alle tingene spiller en rolle, så har jeg for overskuelighedens skyld valgt at inddele mit svar i 2 dele. Jeg håber, det er okay med dig?!

Dit forhold til din familie:
Når du fortæller om din familie, er jeg ikke i tvivl om, at de har gjort det rigtig svært at være dig. Det har været så svært, at du har været nødt til at stoppe kontakten til din familie. At træffe sådan et stort valg må have krævet rigtig meget mod af dig – og jeg er sikker på, at du kun har gjort det, fordi det har været nødvendigt.

I slutningen af dit brev spørger du, om det er okay, at du slet ikke vil se din familie, og til det vil jeg svare ja! Du er 23 år, og du har ret til at træffe sådan en beslutning, også selvom det ikke er en beslutning, som alle vil og kan forstå. Det er ikke dit ansvar at forklare dit valg til forskellige familiemedlemmer. Det vigtigste er, at du selv forstår dit valg og kan stå inde for det, men som du også skriver, så kan det være enormt ensomt at leve uden sin familie – også selvom man godt ved, at ens familie har nogle udfordringer.

Det mest betydningsfulde i en familie er måske, at man respekterer hinanden og forsøger at forstå, hvordan det er at være den anden. Når du fortæller om dine forældre, og måske mest din mor, så lyder det som om, at din mor har enormt svært ved at forstå, hvordan det har været for dig at vokse op i en familie med en bror, der har en psykisk sygdom og en voldelig adfærd.

Derudover fortæller du også, at din mor har talt grimt til dig, hvilket på ingen måde er acceptabelt. Derfor tænker jeg på, om du nogensinde har fået fortalt din mor, hvordan du har det? Om hun ved, hvor ked af det, hun har gjort dig? Hvis ikke kan du måske overveje, om du en dag har lyst til at fortælle hende det? Måske kunne du vise hende dit brev hertil og måske mit svar? For jeg er slet ikke i tvivl om, at du har brug for, at din mor forsøger at forstå, det du har oplevet. Det kan også være, at du sammen med din psykolog kunne skrive et brev eller måske endda holde et møde/en samtale, hvor din mor er med? Jeg ved ikke, om det er noget, du har lyst til, men du kan jo overveje det?!

At føle sig ensom
I dit brev er der flere ting, der peger på, at du føler dig meget alene. At føle sig ensom er hårdt, da vi som mennesker har brug for nogen, som vi kan dele glæder og sorger med. Du fortæller bl.a., at du ikke deltager i sociale arrangementer på din uddannelse, fordi du føler dig ”grim og dum”. Hvor er jeg ked af, at det er sådan, du oplever dig selv. Når jeg læser dit brev, får jeg et helt andet billede. Jeg får et billede af en sej pige, der i alt for mange år har fået rykket sine grænser, så hun til sidst har svært ved at finde ud af, hvem hun er, hvilket også kan gøre det at opbygge relationer til andre til en vanskeligere opgave.  

Hvis man ikke kan se sine egne kvaliteter, får man dem aldrig vist til omverdenen – og dermed bliver det rigtig svært at bryde et negativt mønster, hvor man måske lukker sig inde i sig selv. Selvom du har haft nogle usunde relationer tidligere, så er der heldigvis mange mennesker, der godt kan acceptere, at man siger fra og tager tingene stille og roligt. Her tænker jeg både på potentielle kærester og veninder/venner. Men det kræver, at du selv viser initiativ - og det kan være svært.

Hvis du har lyst, kan du måske give dig selv en udfordring?! Du kan fx udvælge en person fra studiet, og så skal du spørge, om han/hun har lyst til at ses udenfor studiet? Måske til en kop the eller kaffe efter undervisningen? Det kan også være, at du måske kan sige ”Hold da op, hvor må det være dejligt at have sådan et godt forhold til sine forældre. Jeg ville ønske, at det var mig.”. Det kræver selvfølgelig, at du har lyst til at give noget af dig selv, og det kræver en masse mod, men det kan være, at du en dag har lyst til det og mod på det - og så er det jo forsøget værd? For hvad er mon det værste, der kan ske ved det?! 

Det kan også være, at du skal overveje, om du kunne lave noget udenfor studiet, som du godt kan lide? Måske har du tænkt på en sportsgren eller måske en anden hobby, som du godt kunne tænke dig at prøve? Der findes mange gode tilbud, hvor man kan være sammen med andre om ”noget”. Så behøver man nemlig ikke starte med at fortælle så meget om sig selv – det kan komme med tiden, når man bliver lidt tryggere. Det kan også være, at du kunne undersøge, om der fx var et kursus i sommerferien, som du kunne deltage i. Jeg ved, at der findes mange forskellige højskoleophold af én uges varighed. Hvad tænker du mon om den ide? 

Afslutningsvis vil jeg give din læge ret. Du lyder som en pige, der har været udsat for en masse væmmelige oplevelser, og det er du desværre nødt til at arbejde med, så du stille og roligt kan få det bedre. Jeg håber, at mit svar har givet dig nogle nye perspektiver, som du måske kan bruge?!

Hvis du har brug for det, er du hjertelig velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116 111.

De varmeste hilsner
BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat