depression og selvmordstanker

Kære du

Dit brev er meget velkomment. Du har meget fint forklaret mig din situation, og hvilke følelser du sidder tilbage med. Tak for det!

Først vil jeg sige, at det er super flot gjort af dig, at du har været hos lægen og psykologen. Det kan være enormt svært at samle mod til, når man har det så svært, som du har det. Alligevel viste du en drivkraft dér. Hvor kommer den fra? Det er en meget vigtig egenskab, du fandt frem!

Når man har det svært i sindet og døjer med en depression, så er der ikke nogen hurtig og nem løsning på problemet. Det kræver et stykke hårdt arbejde. At skrive dagbog kan være en lettelse, fordi man kan skrive om alle sine tanker og følelser uden at såre sine venner eller familie. På den måde kan man alligevel få lettet for det, der er svært. Det kan også være svært for psykologen at hjælpe dig bedst muligt, hvis der er nogle ting, du ikke fortæller – fx. om dine selvmordstanker. Som du selv skriver, vil du gerne være rask og glad, og det er første skridt at lægge kortene på bordet og være ærlig overfor psykologen. Dine tanker er ikke unormale eller forkerte – den type tanker rammer os mennesker, når vi føler os utilstrækkelige og ikke kan se meningen i livet. Det ved din psykolog også. Derfor vil det være til stor gavn for dig selv, hvis du kunne samle modet til at fortælle psykologen om dine selvmordstanker, og at du føler dig som en fiasko. Hvis du ikke er tryg ved at sige det højt i første omgang, kan psykologen måske få lov til at læse om dem i din dagbog?

Det lyder rigtig dejligt for dig, at din mor gerne vil hjælpe dig. Selvfølgelig er det ikke rart for forældre, at deres børn har selvmordstanker, men samtidig vil de fleste forældre gøre alt, hvad de kan for, at deres børn kan få det godt igen. Mon ikke din mor også vil det? Jeg tror, at du har ret i, at hun prøver at hjælpe dig, men at hun ikke ved, hvad hun skal gøre eller sige. Har du gjort dig nogle tanker om, hvad du godt kunne tænke dig, at hun gjorde eller sagde? 

Det kan være meget grænseoverskridende at åbne op overfor psykologer og ens forældre, men jeg har talt med andre unge, der har været enormt glade for, at de alligevel gjorde det. 

Når man er i gang med at arbejde med sig selv og på vej til at bearbejde en depression, kan det være en kæmpe stor mundfuld at starte på en uddannelse. Der er en masse ting, man skal gøre og forholde sig til – og hvis man ikke har overskuddet, vil man ofte få det værre. Har du tænkt på, om du mon skal vente til du har et større overskud og større tro på dig selv?

Kender du til Ungdommens Uddannelsesvejledning? Disse UU-centre findes i hele landet, og de vejleder unge til og med 30 år, der ikke er i gang med en uddannelse eller har et arbejde. Jeg tænker, at du kunne ringe til dem og fortælle om, at du overvejer en uddannelse, men at du på grund af din depression har brug for støtte til at gennemføre? Måske kan de fortælle dig om, hvilke muligheder du har, hvis du beslutter dig for, at du alligevel gerne vil i gang med en uddannelse nu? Du kan læse mere her og finde dit nærmeste UU-center: https://www.ug.dk/flereomraader/maalgrupper/6til10klasse/ungdommens-uddannelsesvejledning

Jeg sender dig de allerbedste og varmeste tanker.

Mange kram fra BørneTelefonen