Kære pige på 18 år
Tusinde tak for dit fine og ærlige brev, hvor jeg kan læse, du har mange overvejelser lige pt. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle råd.
Du fortæller, at du er i tvivl om du bør se din far, som du ikke har haft kontakt med i mange år. Du er kommet i tvivl, fordi du har fundet ud af, at han har lavet en børneopsparing til dig, selvom I ikke har set hinanden.
Det er vigtigt, at du ved, at du skal gøre det, der føles rigtigt i maven. Du skriver, at din barndom med ham har været traumatisk. Når jeg læser det, virker det ikke som om, at du har haft en særlig rar relation med ham. For traumatisk er jo aldrig en god ting. Du skriver ikke, hvad der er sket, og det behøver du heller ikke. Men når jeg læser det, får jeg sådan lyst til at sige, at det er dig, der bestemmer over dit liv, og du behøver ikke snakke med din far, blot fordi han har lavet en opsparing til dig. Jeg synes, det er en rigtig fin og moden tanke at føle, at du gerne vil takke ham. Der er jo rigtig mange måder at sige tak til ham på, selvom du ikke behøver genoptage kontakten.
Man kan jo fx skrive et brev til ham, hvor du takker for, at han har tænkt på dig og lavet en opsparing til dig. Det kan både være som fysisk brev til hans postkasse eller som mail, hvis du har hans mail. Det kan også være, at du kan fortælle ham om nogle af de svære ting, som du har følt i din barndom. Nogle gange er det nemlig nemmere at skrive sine følelser ned. Vi har lavet en guide som du kan bruge, hvis du synes det er svært at sige højt. Den finder du her.
Det kan også være, at du føler, at det kunne være rart at give ham en chance for at vise, om han har ændret sig og lært af sine fejl. Du skal kun gøre det, hvis du føler det rigtigt for dig at gøre, og ikke hvad der føles rigtigt for alle andre. Hvis du vælger at mødes med ham og få en snak, kan det være rart at mødes på neutral grund, altså fx i en park, en café eller et helt tredje sted, som hverken er hjemme hos ham eller dig. Når man mødes på en neutral grund kan man nogle gange nemmere sige “nu går jeg hjem” eller “jeg vil ikke snakke mere”, hvis man føler, det hele bliver for meget.
Jeg får sådan lyst til at vise dig denne her side headspace – vi er nogen at tale med. De hedder Headspace, og er et sted hvor man kan tale om alt, stort og småt. Ligesom du egentlig kan her, men forskellen er, at de har fysiske centre og mange af dem der sidder og rådgiver har selv prøvet nogle ting, som mange unge går igennem. Mon ikke der også er én, der har det lidt på samme måde som dig? Jeg synes ihvertfald, det kunne være et bud for dig at kigge på. Tror du måske, det er en idé?
Du er også altid velkommen til at ringe til os på 116 111, hvor der altid sidder nogen klar til at snakke. Du kan være anonym, ligesom du er her over for mig.
Jeg vil slutte mit brev af med at rose dit store mod. Der skal virkelig en styrke til at kontakte os omkring de ting, der er svære. Det er så godt gået!
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen
