Brev

Ulykkelig

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tak for dit brev. Jeg kan virkelig godt forstå, at du har brug for mere privatliv, end du kan få, nu hvor du må dele værelse med dine søskende. Du har en alder, hvor det at være sammen med venner betyder rigtig meget. Derfor er det også ærgerligt, at du ikke føler, du kan tage dem med hjem.

Hvad tror du, dine venner ville sige, hvis du fortalte dem, hvordan du har det? Ville det måske være en lettelse at tale med dem om, at du synes, det er pinligt, at du ikke har dit eget værelse? Ville den følelse måske blive mindre ved at blive delt? De fleste unge synes, at deres familier er pinlige, så måske vil dine venner kunne genkende dine følelser fra deres eget liv.

Og hvordan ville det være at tale med din mor om det? Hun kan måske ikke give dig et værelse, selvom hun sikkert rigtig gerne ville. Men måske kunne I lave nogle aftaler om, at værelset ”kun er dit” engang imellem? Det kunne også være, at et af værelserne kunne deles op – enten med en reol, et forhæng eller en væg, så der kunne blive et sted for dig, hvor du kan få privatliv. 

Jeg kan godt forstå, at du får den tanke at gøre noget, som du selv bestemmer. Måske er det din måde at mærke privatliv og selvstændighed på? Jeg fornemmer, at du godt ved, at rygning og alkohol dog ikke det bedste sted at mærke den selvstændighed. Måske har du endda mærket, at man også godt kan blive endnu mere ked af det eller ulykkelig, når man drikker? Eller at det kan føre til, at man gør ting, man bagefter fortryder? Kunne du i stedet tale med en voksen om, at du føler dig ulykkelig? Kunne du fx tale med din lærer? På nogle skoler har man mentorer og skolepsykologer, der kan tale med børn, der ikke trives. Din lærer vil kunne hjælpe dig med at få kontakt til en af dem.

Skilsmisser tager tit rigtig hårdt på børn, og det er noget, vi hører rigtig meget om på Børnetelefonen. Faktisk er det næsten halvdelen af alle, der bliver gift, der bliver skilt i Danmark, så du er i hvert fald ikke alene. Skilsmisser rammer mange børn økonomisk, præcis som du beskriver det. Og du er derfor ikke den eneste, der må dele værelse med mindre søskende eller oplever, at den levestandard, de havde før skilsmissen, ændres. Mange børn oplever også, at de savner den forældre, de ikke bor hos eller savner det at være en familie. Måske kan du også genkende det? 

På nogle skoler og i nogle kommuner er der børnegrupper for børn, hvis forældre er skilt. Det kunne også være, at det var et tilbud på din skole eller i din kommune? Det kan være rart at møde andre børn, der også har oplevet skilsmisse og få talt om de bekymringer og tanker, man kan få, når ens forældre er skilt.

Jeg håber, jeg har givet dig nogle råd. Du er meget velkommen til også at ringe til os på 116111. Så kan du tale mere med en af vores søde rådgivere. Overvej også at skrive på Børn hjælper Børn - her vil du  kunne få råd fra andre unge, der sikkert godt kan forstå din situation. 

Mange tanker fra 
Brevkassen

 

 

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat