Kære 13-årige
Jeg kan godt forstå, det er svært for dig, når du føler, at du bliver holdt uden for af dine veninder. Det gør så ondt på os mennesker, når vi føler os uden for. Jeg tror faktisk, sådan noget kan gøre mere ondt, end hvis man slår sig ved fx at falde.
Jeg tror, det var en rigtig godt ide, at du har skrevet til brev til BørneTelefonen. Det er nemlig godt at få talt om, når man føler sig uden for eller alene.
Hvis man oplever, at man føler sig holdt udenfor, kan det gøre, at man kommer til at tænke “hvorfor vil de ikke være sammen med mig”. Måske især hvis det er nogen, der ellers er ens venner. Så kan man måske komme til at føle sig helt forkert.
Man kan måske komme til at tænke, at det er fordi, man er på en måde, som gør, at de andre ikke gider være sammen med en. Så kan det at blive holdt uden for pludselig gøre, at man måske får dårligere selvværd.
Det kan være, man udvikler en lille stemme i hovedet, der fortæller en, at det er ens egen skyld, at de andre holder en uden for. Så kan det blive et større problem end bare at føle sig uden for. Måske kan du genkende det. Men du skal vide, at du ikke er forkert.
Det kan føles rigtig ensomt, når bliver holdt uden for. Det tænker jeg, at du måske kan genkende, når du skriver, at du har låst dig inde på et toilet, fordi du savnede en du rent faktisk kunne tale med.
Det er meget vigtigt for de fleste mennesker, at de føler, at de har nogen, de er tætte med. Ellers kan man føle sig helt alene. Og det er meget ubehageligt.
Her på BørneTelefonen hører vi desværre ofte fra børn, der har det ligesom dig. Hvis du har lyst, kan du kigge lidt på denne side. Der kan du læse nogle af BørneTelefonens råd. Du kan også læse andre børns breve.
Du fortæller i dit brev, at du har fortalt det til dine forældre, og at de prøver at hjælpe dig med det. Det lyder rigtig godt. Det er nemlig en god ide at fortælle det til en voksen, når man føler sig holdt uden for.
Du kan også overveje at tale med din lærer om det, hvis det er noget, der sker oppe i skolen. Det er faktisk lærernes ansvar, at alle børn har det godt i skolen.
Jeg synes også, at du skal overveje, om det kunne være en god ide at tale med dine veninder om det. Nogle gange er ærlighed bare den bedste vej frem. Selvom det måske lyder åndssvagt, så er de måske ikke klar over, at du føler dig holdt uden for. Ellers måske er de ikke klar over, hvor ked af det, det gør dig.
Du kan sige til dem “jeg bliver faktisk rigtig ked af det, når I sidder og skriver sammen, når vi er sammen. Jeg føler mig holdt uden for. Og det er hårdt for mig, for jeg troede faktisk vi var venner”.
Hvordan lyder det? Måske det kunne være en ide for dig. Du kan også overveje at skrive et brev til dem. Nogle gange er det nemmere at få sagt det, man vil sige på skrift.
Jeg håber i hvert fald, at du kan bruge noget af det, jeg har skrevet i mit svar.
Jeg håber snart, at det bliver bedre for dig og dine veninder. Hvis du har mod til at tale med dem om det, tror jeg, det kunne være en god ide.
Kærlig hilsen BørneTelefonen