Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Find en ven

Hej jeg er 12 i morgen

jeg ville bare vide om i kender en app vor man kan møde en ny ven jeg har ikke så mange vender og når jeg for en ny ven bliver vi uvenner så kan du og alle hos dig hjælpe mig

Dreng, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 12 år

Allerførst tillykke med fødselsdagen! Jeg kan læse, du blev 12 år i sidste uge. Jeg håber, du havde en rigtig dejlig dag.

Og mange tak for dit fine brev. Jeg er rigtigt ked af at høre, at du ikke har så mange venner.

Der er mange børn og unge, som skriver ind til BørneTelefonen. Mange af dem fortæller, at de har svært ved at få venner og derfor kommer til at føle sig ensomme. Så du er ikke alene.

Men jeg synes til gengæld, det er mega sejt, at du er klar til at prøve at finde nogle nye venner! Det er bestemt ikke lige nemt for alle – for rigtigt mange er det faktisk virkeligt svært at skulle ud at finde nogle nye venner.

Så jeg synes, det er så modigt, at du har taget udfordringen op og har skrevet herind for at finde ud af, hvor du måske kan finde nogle nye venner. Det skal du virkeligt huske at rose dig selv for!

Du spørger efter en app. Det kan være, du gør det, fordi det lige nu er svært at møde nogen “i det virkelig liv” på grund af Corona?

Jeg spørger, fordi jeg har hørt fra andre unge, at de føler sig ekstra ensomme, fordi de ikke har været i skole længe. Er det også sådan, du kan have det?

Jeg ved, at mange børn og unge finder venner igennem en interesse eller hobby.

Mon du har et spil, du godt kan lige at spille? Eller måske du synes, at nogle særlige film eller bøger er spændende? Fx ved jeg, at mange unge skriver “fan fiction” om deres favoritbøger på nettet. Der er også mange grupper på nettet, som spiller et særligt spil sammen.

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med en voksen om, at du ikke har så mange venner? Og at du faktisk gerne vil finde nogle nye – også “i virkeligheden”?

Hvis du ikke har det, så synes jeg, at det er en god idé at gøre det. Kan du fx snakke med dine forældre? Eller en lærer på din skole? Du kan skrive det ned, som du vil fortælle, hvis du synes det er svært at sige.

Måske kan du vise dit brev og mit svar, hvis du har lyst. Hvad tænker du om det?

Jeg forestiller mig, at du spørger efter en app, fordi du måske ikke har flere idéer til hvor du kan finde venner. Kan det hænge sådan sammen?

Jeg tænker, at det kan være, at dine forældre eller en af dine lærer, ved hvor der er nogle fælleskaber i nærheden af, hvor du bor.

Andre steder du kan møde nye mennesker, kan være til fritidsaktiviteter fx hvis du går til en sport eller i en klub.

Lige om lidt i april åbner en del sportsklubber op igen. Det kan være, du kan komme i tanker om en ting, du kunne tænke dig at prøve? Det kan være spejder, rollespil, fodbold eller klatring?

Du har nok selv endnu bedre idéer!

Jeg tænker også på, om du har mod på at snakke med dem i din klasse eller parallelklasse? Du kan forsøge lidt ved at spørge ind til dine klassekammeraters interesser – også selv det ikke lige er helt vildt spændende. Det kan nemlig være en god start at vise interesse for det, de godt kan lide. Hvad tænker du om det?

Du skriver, at du tit bliver uvenner med de venner du finder. Du skriver ikke noget om dem du bliver uvenner med, men jeg vil gerne prøve at hjælpe dig og komme med nogle råd alligevel til når det sker.

Hvis du bliver uvenner med en, så er det bedst at gøre noget ved det hurtigst muligt, så problemet ikke vokser sig større. Du kan prøve at tale med personen om det.

Man kan skrive en sms til sin ven om, at man godt kunne tænke sig at snakke. Du kan prøve at se det der er sket fra den andens synspunkt. Træk vejret dybt og tæl til ti, så du ikke kommer til at sige noget dumt, du måske ikke mener.

Men man skal ikke være venner for enhver pris, så man er også nødt til at tænke over, om det er ens tid værd at være venner med personen.

Jeg ved, at mange i din situation ender med at få det godt igen, også selvom det kræver hårdt arbejde og mod.

Du har allerede vist, at du er sej og modig ved at skrive til mig.

Det tænker jeg, er en styrke du kan bruge, hvis du vælger at snakke med dine forældre eller en lærer.

Du er altid velkommen til at ringe til os og få andre råd. Nummeret er 116111.

Jeg håber meget, mit svar kan hjælpe dig på vej.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat