De kender mig ikke, De ser mig ikke og de ved ikke hvem jeg er
Jeg er en pige som er et godt eksempel på ENSOMHED.
Jeg har venner, det er ikke det, Men jeg har også kun dem. Eller det tror jeg. De vælger andre frem for mig.
Hver dag når jeg kommer hjem fra skole, tænker jeg tilbage på 6 klasse. Det had der var til mig. De grinede, snakkede, sladrede om mig. De VAR mine venner. De bagtalte mig. De snakkede om hvor dum jeg var, fordi jeg godt kunne lide en person.
Han var venlig. Dengang. Før 6 klasse. Mine dengang bedste venner, havde sladret om mig til ham. De havde sagt at jeg godt kunne lide ham. Han begyndte bare at grine og de andre begyndte at grine
Jeg husker det stadig idag. Jeg græder når jeg tænker tilbage på det. Jeg vil aldrig kunne forklare hvor forfærdeligt det var.
De har ødelagt noget inden i mig, som aldrig vil kunne heles. Jeg vil have meget svære ved at tilgive og lukke folk ind i mit liv.
Jeg overveder hele tiden om jeg faktisk er noget værd her på jorden. Der er jo ingen der ser mig. Hvad ville der ske hvis jeg bare forsvandt. Hvis jeg aldrig blev fundet.
Jeg overvejer hele tiden om jeg ikke bare skal forsvinde. ingen ville da ligge mærke til det.
Hvad skal jeg???
jeg er knust.