Brev

Corona

Hej
Jeg er en pige på 18 år, jeg går i skole over PC’en, jeg skriver til jer fordi jeg kan mærke at mit humør går op og ned , fortiden går det udover min kæreste som jeg bor sammen med hvad kan jeg gøre for at mit humør bliver bedre

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 18-årige

Tusind tak for dit brev. Første step mod at få det bedre er ofte at sætte ord på det, der kan være svært. Det er derfor rigtig godt, at du skriver ind til os. Jeg vil svare dig, så godt jeg kan i mit brev.

Du skriver, at du går i skole over PC’en. Vi oplever lige nu at rigtig mange børn og unge har det svært, og at rigtig mange føler sig ensomme. Netop fordi de er sendt hjem til onlineundervisning. Det kan være, at du også føler dig ensom i denne her tid?

Vi er som mennesker skabt til at være sociale, og derfor er denne her tid ekstra hård for rigtig mange. Ensomhed kan påvirke humøret meget.  Man kan både blive meget ked af det, men man kan også blive vred og sur, når man mærker ensomheden.

Du skriver, at dit humør svinger op og ned, og at det lige nu går ud over din kæreste. Måske du er ekstra irriteret på din kæreste i denne tid? Eller måske oplever din kæreste, at du er mere ked af det, end du plejer at være?

Det kan også være, at du ikke er helt sikker på, hvad der gør, at dit humør svinger op og ned. Jeg skriver dette, da jeg vil foreslå dig at tænke over, hvornår du er glad, og hvornår du er sur eller ked af det.

Du kan forsøge at skrive ned, hvad det er der gør dig ked af det og sur, og hvilke ting der kan gøre dig glad. På den måde kan du også nemmere fortælle din kæreste, hvornår du føler hvad, og det kan hjælpe din kæreste til at forstå dig bedre.

Kan du en dag mærke, at du slet ikke kan holde ud at være sammen med din kæreste – også selvom han ikke har gjort noget forkert. Så er det måske fint, hvis du siger det højt; “I dag er jeg helt vildt sur og irriteret. Det er ikke din skyld. Men jeg vil gerne fortælle dig det. Måske vi skal sørge for begge to at komme lidt ud af lejligheden?”

Kunne det være en plan?

I denne her coronatid, kan det være ekstra svært at få lavet nogle aftaler med andre end dem, man bor sammen med. Det kan være at du har nogle venner eller veninder, du ikke har set i lang tid. Du kan prøve at foreslå nogen, at I kan gå en tur sammen?

På den måde får du både set nogle andre mennesker og får motion i den friske luft. Det kan ofte være med til at løfte humøret.

Jeg vil også gerne slå fast, at ingen er lige så gode og effektive derhjemme som i en fysisk skole. Jeg tænker, du skal være god mod dig selv og sige, du gør dit bedste. Tag nogle gode lange pauser, få lidt solskin på midten af dagen og gør, hvad du kan for at passe på dig selv på den måde.

Et andet forslag, jeg vil komme med er, at du kan lave en aktivitetsplan. Det kan du gøre her på BørneTelefonens hjemmeside. Her kan du indtaste, hvad eller hvordan du vil bevæge dig, for at lave et skema over, hvornår du vil gøre det.

Det kan på den måde blive nemmere at få bevæget sig. Inde på hjemmesiden kan du også finde en masse andre gode idéer til, hvordan man kan få en bedre corona-hverdag.

Jeg håber, en trøst for dig kan være, at rigtig mange lige nu gennemgår noget af det samme som dig. Det kan måske på den måde blive nemmere at tale med nogen om.

Ellers er du er altid velkommen til at skrive ind til os igen, eller at ringe til os på BørneTelefonen på tlf.nr.: 116111

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til corona

I coronaperioden er der rigtig mange børn og unge, der har svært ved at føle sig godt tilpas. Mange fortæller, at de føler sig ensomme. De savner deres venner og er bange for at miste dem.

Når man er meget hjemme med sin familie, er det også helt naturligt at blive hurtigere irriteret på hinanden. Det kan føles rigtigt ubehageligt at være hjemme med en dårlig stemning.

Vi har samlet nogle forskellige råd til, hvad du kan gøre. Få hjælp til dine tanker og følelser om corona, og få gode råd til hvad du kan lave derhjemme.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat