Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Coronavirus

Er du også træt af at skulle være derhjemme hele tiden? Savner du dine venner? Så er du ikke alene. Lige nu er der rigtig mange, der savner hverdagen før Corona. Vi har samlet nogle gode råd og idéer til, hvordan hverdagen kan blive lidt nemmere derhjemme.

5 gode råd til en corona hverdag

Lav et skema

Når man sidder derhjemme hele dagen, kan det være svært at planlægge sin tid. Det kan gå ud over motivationen og lysten til at lave lektier og gå i skole.

Det er derfor en rigtig stor hjælp, hvis du skemalægger din tid.

Det er vigtigt, at du husker at give dig selv pauser i skemaet. Så er der noget at se frem til, og når hjernen får en lille pause, hjælper det også på koncentrationen.

Det er også rigtigt godt at bevæge kroppen i pauserne. Det giver nemlig ny energi til kroppen.

En plan kan fx være:

Mandag

  • kl 7.30 morgenmad
  • kl 8.00 matematik
  • kl 9.00 pause, hvor jeg går en lille tur
  • kl 11.30 frokost
  • kl 12.00 dansk
  • kl 13.00 pause, hvor jeg laver 10 sprællemænd
  • osv…

Bevæg kroppen

Når man ligger i sofaen eller sidder i stolen hele dagen, kan man hurtigt blive endnu mere træt.

Selvom det måske lyder lidt skørt, at man skal bevæge sin krop, når man er træt – så virker det.

Du behøver ikke bevæge dig meget, men en lille tur med hunden, en cykeltur eller lave 15 minutters yoga derhjemme kan gøre meget.

Vi har samlet nogle forskellige forslag til aktiviteter, du kan lave lige her: min aktivitetsplan

Det kan være, du kan få noget sjov ud af at udfordre dine venner og familie i at gøre det samme?

Vær sammen online

Lige nu er vi nødt til at undvære mange af vores venner, og det er næsten ikke til at holde ud.

Så prøv om du kan holde kontakten med dine venner over telefonen eller på nettet. Selvom I ikke sidder i samme rum, kan I stadig få en følelse af være sammen.

Med videochat kan I også sidde en hel gruppe og snakke sammen. Der er nogen, der endda spiller spil og spiser frokost eller aftensmad sammen på video.

I kan også prøve at lave nogle challenges. Det kan være, du er mega god til at bage, eller din ven er en dygtig danser. Så kan I udfordre hinanden i at lave den flotteste kage. Eller se hvem der hurtigst lærer en ny dans.

Send billeder og videoer til hinanden, og kom på flere sjove challenges.

Sig højt, hvordan du har det!

Coronatiden er for mange børn en rigtig svær tid. Det kan være hårdt at være hjemme. Man kan hurtigere blive uvenner med sine forældre, og det kan være sværere at få ro.

Hvis du har det svært derhjemme, er det vigtigt, at du får talt med nogen om det.

Måske kan du tale med en bedsteforælder, en ældre søskende eller din vens forældre?

Du er også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen. Vi vil rigtigt gerne lytte til dig, og hjælpe dig med at få det bedre.

Du kan både chatte, ringe, skrive et brev eller sende en SMS til os. Du kan få mere information herinde.

Hvis du ikke er klar til at tale om det, kan du læse meget mere om de forskellige problemer herinde.

Kom udenfor

Det er en rigtig god idé at komme lidt udenfor hver dag. Særligt når man sidder derhjemme foran en skærm hele dagen.

Selvom det er koldt, kan det være rigtigt godt.

Pak dig godt ind i varmt tøj, og gå en tur rundt i området. Det kan være, du kan spørge dine forældre eller dine søskende, om de vil med.

Du kan også tage noget musik eller en god podcast i ørerne. Det kan hjælpe med at komme på andre tanker, og så kan gåturen blive en rar pause, som du glæder dig til.

ring 116 111 eller skriv til BørneTelefonen

Husk – du kan også altid ringe eller skrive til BørneTelefonen på nummer 116111 eller på chatten. Vi vil rigtig gerne lytte til dig og hjælpe dig med at få svar på dine spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat