Brev

Underlige drømme

Hej BørneTelefonen.

I de sidste 3 måneder har jeg haft mange underlige drømme. Det er næsten hver nat jeg drømmer noget nyt, og det er sjældent gode drømme.

Jeg drømmer fx. ofte at jeg dør, eller at jeg bliver dræbt. Jeg har op til flere gange drømt, at jeg bliver skudt i brystet af en ukendt person, eller at jeg drukner.

Det der skræmmer mig mest, er, at jeg kan mærke det fysisk. Det gør ondt når jeg dør, og det er en vildt forfærdelig følelse. Hvis jeg drømmer at jeg drukner, holder jeg vejret og gisper. Når jeg bliver skudt, kan jeg mærke smerten i brystet. Er det normalt?

Min mor har fortalt, at jeg sover meget uroligt om natten. Det tager mig flere timer at falde i søvn. For det meste er det fordi jeg er bange for at drømme de forfærdelige drømme.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har søgt på drømmetydning, og der står, at hvis man drømmer at man bliver slået ihjel, er det en positiv ting. At “ens dårlige side” dør, så man bliver en bedre person. Men jeg føler mig hverken god eller bedre efter de drømme.

Har i måske nogle tips til, hvad jeg skal gøre?

Mvh. Anonym

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Det er nogle voldsomme drømme du har haft og jeg kan godt forstå, at de påvirker dig. Også når du har fysiske fornemmelser knyttet til med f.eks. at du mærker en form for smerte ved at blive skudt i brystet eller oplever følelsen af at drukne.

Du spørger om dette er normalt, hvilket jeg kan svare ja til. Mange børn og unge har tilbagevendende mareridt eller drømme. Nogle prøver, at finde ud af hvad de mon kan betyde og andre tænker mere på hvorfor de mon er opstået. Det er i hvert fald interessant hvordan hjernen arbejder mens vi sover.

Hvad som kan have udløst disse drømme er heller ikke altid nemt at sige. Måske er der sket noget i dit liv fornyligt som stresser dig f.eks. ting i skolen, i venskaber eller måske i familien? Måske har du hørt nogle nyheder eller set film hvor folk druknede eller blev skudt? Man kan også få mareridt og drømme, hvis man er startet med at tage medicin for en sygdom. Alle disse ting kan spille ind, men mange gange finder man aldrig en årsag.

Nogle tips kunne være at prøve at acceptere, at disse drømme lige for tiden kan komme når du sover. Tænk også på at det med højst sandsynlighed er i en periode, selvom der nu er gået 3 måneder. Måske kan du sammen med dine forældre også finde ud af hvordan tiden op til du skal sove bliver gjort hyggelig for dig evt. læse en bog som gør dig godt tilpas? Hvis du ikke kan sove efter 10 minutter når du ligger i din seng, så skal du måske sætte dig op og læse i en bog, lytte til rolig musik, en hyggelig lydbog eller lignende. Så kommer dit fokus et andet sted hen end at tænke på du ikke kan falde i søvn. Det får dig til at slappe af og du kan få ro til at sove. 

Hvis dine drømme/mareridt fortsætter, så kan du også sammen med dine forældre tale, om du måske skulle prøve at tale med en læge eller en psykolog om dem. Måske er der andre forslag til at få mere rolige drømme.

De varmeste hilsner

BørneTelefonen 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat