Kære du,
Først og fremmest bliver jeg nød til, at understrege at jeg på ingen måder tænker som du skriver: "hvad problemet er". Det du har været udsat for er et overgreb, som du forgæves forsøgte at komme fri fra, men undslap med held fra din venindes far. Det er på ingen måder okey det drengen gjorde og jeg synes det er enormt vigtigt, at du får fortalt om din oplevelse til en voksen. Måske har du talt med din venindes far og måske også med dine forældre, så de ved det og kan støtte dig.
Når man som pige (eller dreng) viser interesse og måske synes den anden part er sød, betyder det ikke, at man vil noget mere. Det er okey, at sige nej og hvis ikke modparten respektere dette, er det faktsk ulovligt.
Selvom din kæreste absolut ikke har nogen grund til, at blive sur på dig, kan jeg sagtens forstå din frygt. Det er altid svært, at forudsige hvordan et andet menneske vil reagere på en sådan nyhed, men oftest bliver de mere bekymrede end de bliver sure. Dog er én ting sikkert og det er, at du på ingen måder har nogen skyld og derfor ikke skal have dårlig samvittighed. Jeg ved godt, at du skriver du selv gik med ind på værelset, men det er på ingen måde det samme, som at være utro. Jeg kender naturligvis ikke din kæreste, men hvis han har behov for, at blive sur skal det ihvertfald ikke være på dig. Du har meget mere brug for, at din kæreste passer på dig og tager omsorgen for dig i første række, måske kan du sige til ham at du har brug for ham i alt det svære her?
Som jeg tidligere har skrevet, er det enormt vigtigt at du får fortalt om din oplevelse til en voksen. Jeg ved ikke om du selv har en særlig voksen i tankerne? Jeg tænker at det kunne være en forældre, en skolelærer eller måske din venindes far, som i forvejen kender lidt til hvad der skete? Vigtigst er, at det er en voksen som du føler dig tryg ved og stoler på.
Hvis du er bekymret for, hvordan du skal få det sagt til din kæreste, kunne du måske overveje at vise ham der her brev?
Håber du kunne bruge mit svar. Jeg ønsker dig held og lykke.
Mange tanker til dig fra
BørneTelefonen