Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min vens far

Hej jeg er en dreng på 12 år.
Jeg har en ven som har familie problemer hvor hendes far kan finde på at slå hendes mor, hun har ikke talt med nogle om det kun mig og tre andre venner. Hvad kan vi gøre☹️?

Dreng, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 12 år,

Tak for dit brev. Hvor er det sødt og omsorgsfuldt af dig at skrive til BørneTelefonen for at hjælpe din ven. Sådan en ven skulle alle have.

Og hvor er det godt, at din ven åbner op til dig og to af jeres andre venner.

At opleve vold i hjemmet er meget ubehagelig og overhovedet ikke i orden. Det er faktisk ulovligt i Danmark at slå andre.

Selvom din ven heldigvis ikke selv bliver slået, så er det også vold at se på, at ens mor bliver slået. Det kan nemlig gøre rigtig ondt indeni, og man kan kalde det psykisk vold.

Det er modigt, at din ven har åbnet op overfor jer tre. Den styrke kan hun bruge til at åbne op overfor nogle voksne, som kan hjælpe hende.

Nu ved jeg ikke, om I går i samme klasse eller måske på samme skole? Hvis I gør, kan I måske spørge hende, om I sammen skal gå til en lærer og snakke.

I kan også sammen skrive et brev til en sød lærer, hvor der fx står: “Vores ven har det ikke godt derhjemme. Vi vil gerne have hjælp, så hun kan få det bedre.”

Lærere ved nemlig en masse om, hvad man kan gøre. Hendes familie kan få god hjælp til at få det bedre alle sammen.

Der findes også et tilbud, som hedder; Bryd Tavsheden. Her kan man som barn få hjælp, hvis der er vold derhjemme. Her er et link: Bryd Tavsheden

Jeg tænker, at I kan vise hende siden. Det er mit håb, at hun vil kontakte “Bryd Tavsheden”. De kan også hjælpe.

Din ven er ikke den eneste, der prøver, at forældrene har store problemer. Men jeg tænker, at rigtig mange børn kan mangle det mod, som din ven har vist – ved at tale om oplevelserne med dig.

Undskyld hvis jeg gentager mig selv – men hvor er du sej, at du rækker ud til nogen for at kunne hjælpe din ven. Jeg tænker også på, om du mon har nogen at snakke med?

Det kan være dine egne forældre eller din lærer? Det kan nemlig være rigtig svært og voldsomt, at ens ven har det skidt. Det er vigtigt, du også får snakket om det.

Du behøver ikke fortælle det hele. Du kan bare starte med at sige: “Min ven har det svært, og jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på det. Kan vi snakke om det?”

Jeg håber, at din ven finder modet til at snakke med en god voksen og måske også ring til “Bryd Tavsheden.” – sådan at hun snart kan få hjælp.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat