Kære 11-årige pige.
Tusinde tak for dit brev. Det lyder til, at du har nok at se til med hende din veninde. Du skriver, at hun tit er efter dig og gør dig både sur og ked af det.
Har I nogensinde talt om, hvad der betyder noget for jer i et venskab? For det lyder ikke til, at hun rigtig forstår, hvordan man behandler andre.
Det kan være rigtig svært at ændre på de roller, der er i sådan en klasse. Og det lyder som om, at I har én der fylder rigtig meget i klassen, og som får lov at bestemme over jer andre. Du skriver endda, at alle i klassen også frygter hende lidt.
Det er slet ikke okay. Skolen skal være et sted, hvor man føler sig tryg og respekteret. Derfor burde dine lærere også tage en snak omkring trivsel i klassen – men jeg kan høre på dig, at dine lærere ikke rigtig kan se problemerne fra andres sider end din venindes. Hvilket jeg virkelig synes er en skam, og det burde slet ikke være sådan!
Alle skoler har en mobbepolitik, som gør, at når de får sådan nogle ting at vide, så skal de reagere på det. Det vil sige, at så skal de hjælpe dig og de andre, som måske også føler sig ramt.
Men som du beskriver det her, så lyder det til at være rigtig svært for dig at snakke med dine lærere om problemet.
Jeg tænker alligevel på, om der mon er en af lærerne, som du har tillid til? Det behøver ikke at være din klasselærer. Hvis det er svært at starte med at snakke om, kan du måske vise det fine brev, du har skrevet herind til mig – og mit svar til dig? Så kan I sammen snakke videre ud fra det.
Nu ved jeg, at du nok sidder hjemme og “går i skole” på grund af Corona, så du kan selvfølgelig vente med at snakke med en lærer, til du kommer i skole igen. Men hvis du har mod på det, kan du også spørge en lærer, om I kan snakke sammen alene over computeren. Her kan du også læse brevet op.
Har du prøvet at snakke med dine forældre om hende, og hvad der sker i skolen? Det kunne være en god idé at få det sagt til nogle voksne, som har muligheden for at gå videre med det til dine lærere eller en anden voksen på skolen. Kunne du have mod på det?
Hvis du synes, det er svært at starte sådan en snak med dine forældre, så find et roligt tidspunkt på dagen, hvor dine forældre ikke har travlt med alt muligt andet. Du kan starte samtalen ved at sige: “Mor og far, min veninde gør mig ked af det, og jeg har brug for, vi gør noget ved det.”
Du kunne også prøve at fortælle din veninde, hvordan du har det – måske opdager hun ikke, at hun er så fej mod dig? Så hvis du har mod på det, så synes jeg, at du skal prøve at sige fra næste gang, hun gør noget. Eller næste gang I er uvenner.
Jeg kan virkelig godt se, at det er hårdt, især hvis hun vender alle i klassen mod dig. Måske du selv har tænkt på det, men det er nok en god idé lige nu at passe på dig selv. Det kan du gøre ved ikke at fortælle din veninde hemmeligheder. Dem kan du fortælle til en anden veninde eller bare holde lidt for dig selv i en periode, til der kommer bedre styr på jeres venskab. Jeg ved ikke, hvad du tænker om det?
Så jeg tænker også lidt, om der kunne være andre piger i klassen eller parallelklassen, som du kunne have lyst til at være sammen med? Det virker ikke til at din veninde er særlig meget en veninde, når hun behandler dig sådan – og at du er bange for hende. Det er ikke sådan rigtige venskaber skal være.
Så mit råd til dig vil være først og fremmest at snakke med hende – måske skrive et brev hvis det bliver for svært at sige det.
Hvis du ikke føler, at du er helt klart til det endnu, så synes jeg, du skal prøve at snakke med dine forældre eller en anden voksen, som måske kan hjælpe dig.
Du er også mere end velkommen til at ringe herind på BørneTelefonen på tlf. 116111. Det er altid lidt nemmere at lytte og hjælpe, når vi kan snakke sammen om det – og sammen komme på flere løsningen, som kunne hjælpe dig lidt på vej.
Jeg håber, du har modet til at sige fra overfor hende, og måske kan I få et bedre venskab ud af det.
De kærligste hilsner BørneTelefonen
