Kære pige på 15
Tak for dit brev. Du skal slet ikke undskylde. Det er helt sikkert et problem, som mange kender til. Og det er i hvert fald et problem, der fylder meget hos dig lige nu. Så godt, at du skriver ind.
Jeg kan godt forstå, at du er lidt nervøs omkring det med gaver til din konfirmation. Men heldigvis er det jo DIN konfirmationsfest, og dermed også dig, der kan sætte rammerne. Du kan sammen med dine forældre bestemme, hvordan det med gaver skal foregå. Jeg vil her komme, med nogle forslag til mulighederne:
Til konfirmationer vælger mange, at lave et gavebord, hvor gæsterne kan lægge deres gaver. Så kan konfirmanden, enten senere eller under festen, åbne gaverne. Imens kan mor, far eller en anden skrive ned, hvem du har fået gaven af. Så kan du efter konfirmationen, skrive takkekort.
Der er også nogle, der vælger at takke alle gæsterne samlet, under en tale. Det behøver ikke, at være en lang tale, måske bare én "tak fordi I er kommet, og tak for gaverne" - tale.
En anden mulighed er, at du venter til alle gæsterne er gået med at åbne gaverne, men takker dem på forhånd i en tale.
Der er altså flere måde det kan løses på, uden at du skal give hver gæst et knus eller et personligt tak. Men måske, ville det faktisk være en god mulighed for, at vokse lidt med opgaven og øve sig i at sige tak og tage imod?
Det er op til dig sammen med dine forældre at finde ud af, hvordan I bedst gør det, så det bliver en god dag for dig.
Jeg håber, at I finder en god løsning og at du får en skøn fest!
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen