Kære pige på 15 år
Tak for dit brev, hvor du fortæller, at du kæmper med bl.a. kvalme, svimmelhed og brystsmerter, når du er alene. Du har læst en masse om det, og har du allerede gjort dig nogle tanker om, hvad det mon kan være. Det er rigtig fint, at du så præcist kan beskrive det, du oplever. Det gør det nemmere at få hjælp. Og du har faktisk ret til at få hjælp, uanset hvad dine forældre synes.
Jeg kan godt forstå, at du rigtig gerne vil tale med en voksen, der ved noget om det, du går igennem, for det lyder virkelig ikke rart at have det sådan. Jeg tænker, at den voksne person skal være én, der også ved, hvordan du kan få det bedre. Det kan du nemlig sagtens få – det kræver bare lidt hjælp udefra.
Hvis man tror, at man har angst eller depression, er det en rigtig god idé at tale med sin læge. Det er nemlig lægens opgave at finde ud af, om det er angst eller depression eller noget helt andet. Som 15-årig kan du sagtens tage til lægen uden at spørge dine forældre om lov. Hvis lægen vurderer, at dine forældre skal vide det, vil de (på et tidspunkt) få besked om de ting, du fortæller, fordi du er under 18 år. Og det tænker jeg faktisk vil være rigtig fint. For mon ikke dine forældre vil tage det alvorligt, hvis det er en læge, som fortæller om dine symptomer?
En anden mulighed er at tale med psykologen, som er tilknyttet din skole. Ligesom lægen vil psykologen (på et tidspunkt) skulle fortælle dine forældre, hvad du kæmper med – simpelthen fordi man som 15-årig ofte har brug for sine forældres opbakning, når man kæmper med den slags. Når lægen eller psykologen vælger at kontakte ens forældre, er det altså for at hjælpe én. Du kan på forhånd have talt med lægen eller psykologen om, at du er bange for, at dine forældre ikke vil tage det alvorligt. Jeg er næsten sikker på, at de har mødt andre unge, der også har haft det sådan.
Når jeg nævner både læge og psykolog, er det fordi jeg tror, at det er der, du vil have bedst mulighed for at få hjælp. Men andre unge, som kæmper med lignende ting, synes faktisk også tit, at det hjælper bare at tale med en voksen, de er trygge ved. Det kan f.eks. være en lærer, en bedsteforælder eller en venindes mor. Hvis du har det bedst med det, kan du måske starte med at tale med én, du kender, og så hen ad vejen finde ud af, hvordan du bedst får hjælp.
Du er også meget velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen i de situationer, hvor du er alene, og ubehaget presser sig på.
Jeg ønsker dig det bedste og synes i øvrigt, at det er dejligt, at du har overskuddet til at fortælle, at du normalt har det godt og er glad sammen med dine venner.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
