Brev

Frygt for døden

Jeg tænker på døden en del, så meget at når jeg ligger mig til at sove om aftenen eller jeg ikke har noget til at distrahere mig som en telefon eller TV er det jeg oftest tænker på. Det er ikke som om jeg frygter at lide en smærtefuld død eller noget mere hvad der sker efter. Eller hvad der ikke sker efter. Jeg tænker over at når ens hjerne stopper med at fungere at det hele er væk.

Hele universet kunne lige så godt ikke have existeret. Last hvad jeg nogensinde har oplevet findes ikke mere jeg kan ikke huske noget føle noget eller se noget det er bare tomt. Min hjerne vil bare slukke Jeg tænker på det næsten hver aften og tanken er så syg at jeg tit føler jeg skal kaste op.

Jeg har på meget få tidspunkter tænkt på om det ville være nemmere bare og ende det nu så jeg ikke skal leve alt den tid og få mere og miste. Jeg har dog ikke tænkt mig og gøre det overhoved. Jeg har prøvet at snakke med mine forældre om det før og selv om jeg ved de gerne vil hjælpe og prøver på det så ser deres ord ud til at komme ind i det ene øre ud af det andet.

Oven i det så frygter jeg at min familie dør.

Jeg er så sindssyg tæt med min familie og har en kæmpe en af det men det betyder også bare flere mennesker at miste eller flere der vil være kede af det hvis de mister mig. Jeg har stadig 3 oldeforældre og 3 bedsteforældre og bedsteforældrene er stadig i deres 60-70’ere men det betyder også bare de vil svindle hen når jeg er i mine 20’ere eller 30ere.

Jeg græder mig nogle gange i søvn når jeg tænker over at jeg kommer til at se hele min familie dø eller i hvert fald halvdelen. Jeg kommer til at se oldeforældre, bedsteforældre og forældre dø og når de gør det ville de ikke kunne huske at jeg har existeret. De ville ikke vide hvem jeg er eller hvem de selv er for de ville komme til at være som om de aldrig har existeret.

Det hinder også min fremtid en del min frygt for at se min familie dø. Jeg har en kæmpe drøm om at komme ud og se verdenen og måske bo i et andet land men så kan jeg ikke være hos min familie i deres måske sidste år på jorden.

Jeg har fundet en smule trøst i at tænke at der måske er et liv efter døden men så igen ideen om himmelen og om livet efter døden er en koncept fra den menneskelige hjerne til at frygte døden mindre fordi man er overbevist om at det ikke er slutningen. Men på samme tid tænker jeg eller i hvert fald tvinger mig selv til at tro på at der er noget efter så jeg ikke tænker på det.

Men der har jeg jo stadig ikke min familie eller venner eller nogle af mine hukommelser… jeg kaster næsten op ved tanken lige nu

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller hvem jeg skal søge til men jeg tænker på det så ofte og jeg græder mig selv i søvn nogle gange

Håber at brevet kan læses jeg skrev sådan set bare mine tanker ned ved ikke om det giver nogen mening

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år,

Tanker om døden og universet kan være helt ubegribelige. Det kan føles som om, at man går længere og længere ind i en labyrint til man til sidst ikke kan finde ud igen. Sådanne oplevelser kan nemt give både kvalme og ondt i maven. Sådan er der faktisk rigtig mange, der har det, når de tænker på døden.

Nogle gange hjælper det at tænke på noget andet og gøre noget andet. Det kan være fjernsyn, en god sang eller at gå en tur. Du fortæller, at det også nogle gange virker for dig.

Selvom det måske ikke føles sådan, når det ikke virker, så er det faktisk rigtig godt, at du har en plan for dig selv. På den måde har du mere kontrollen og kan hjælpe dig selv ud af labyrinten. I hvert fald nogle gange.

Når din hjerne ikke kan ledes væk fra labyrinten, kan det hjælpe at se på det som om, at tankerne er en opdagelsesrejsende, der er virkelig stædig og ikke vil give op. Hun vil længere og længere ind i labyrinten – indtil alt giver mening. Indtil døden og livet giver mening.

Men som sagt er døden ubegribelig. Den opdagelsesrejsende kan fortsætte til evig tid, men vil måske aldrig finde svaret.

Nogle religioner mener de har svaret. Når livet er slut på jorden, får du et nyt liv i himlen. Det kan være en rar tanke, for dem der tror.

På den måde er det ikke rigtig slut, men forsætter et nyt sted. Dem du elsker, vil vente på dig og du på dem. I vil være sammen igen og derfor føles døden mindre voldsom.

Problemet er, at du ikke ved om du tror på det. Man kan måske sige, at du forstår det som om, at en opdagelsesrejsende fandt en vej ud af labyrinten og lod vejen blive svaret på det hele. Men det svar giver ikke helt mening for dig. Det er bestemt i orden. Du har ret til at tro på lige det du vil.

Selvom troen ikke helt giver mening for dig, tror jeg også, der kan være noget ved dét at finde en vej ud af labyrinten. Vi kan alle sammen fare vild derinde. Men jeg tror også, at vi alle sammen kan finde ud igen.

Vi kan måske endda også finde måder, hvor vi kun besøger labyrinten en sjælden gang, frem for at søge dens kerne hele tiden. For tanker om døden kan også vise glæden ved livet. Tænk bare over, hvordan din kærlighed til din familie og venner bliver utrolig tydelig, når tankerne tager over.

Det lyder som om, at du allerede gør alt hvad du kan for at bekæmpe trangen til at besøge labyrinten. Gør alt for, at din frygt for døden ikke skal begrænse dit liv og tage over.

Når jeg læser dit brev, er jeg slet ikke i tvivl om, at du har mange gode mennesker i dit liv. Mennesker som du elsker og som elsker dig. Sådan en kærlighed kan leve videre i generationer, og på den måde kan man fortsætte med at eksisterer gennem andres minder.

Måske det kunne hjælpe dig at fortælle dine bedsteforældre og oldeforældre, at de betyder så meget for dig. Du kan måske også fortælle dem, at du nærmest ikke har lyst til at forfølge din drøm om at se verden, fordi du ikke vil misse noget af tiden med dem.

Jeg kunne forestille mig, at de ønsker noget andet for dig. De har selv levet et langt liv, med mange eventyr og kærlige relationer. De kan måske fortælle dig om de mennesker, de selv husker og stadig elsker, så du bedre kan se, at minderne giver eksistens. De kan måske også fortælle om de eventyr de har haft, så du kan se og forstå, at du gerne må forfølge dine egne drømme. Det håber jeg, at du har mod på.

Måske du også kunne fortælle det til dine forældre igen? Du kan måske også vise dem dit brev og mit svar. De fleste mennesker har prøvet at fare vild i labyrinten og derfor kan det også tænkes, at dine forældre har nogle tanker og råd som kan hjælpe dig, hvis de forstår, hvor meget det fylder for dig.

Jeg vil også fortælle dig, at der ikke er noget forkert i at bede om hjælp til at forstå og leve med døden.

Bare tænk på, hvor mange, der søger hjælp hos ‘gud’. Mange bruger meget af deres liv på at tro på en gud, gå i kirke og bede, fordi de tror så inderligt på, at det vil give dem et liv efter døden. Det er den hjælp de har brug for, for at få ro fra labyrinten.

Andre opsøger hjælp og støtte hos en psykolog eller terapeut. Måske det også kunne være rigtig godt for dig?

Når tankerne bliver så tunge og begrænsende, er det netop helt i orden, at du har brug for andres hjælp.

At finde meningen med det hele, er en meget tung byrde at lægge på sig selv. På en måde er det lidt det, du kommer til. Kan du mon se, hvad jeg mener?

Du og dine forældre kan måske starte med at tage forbi din læge og tale om tankerne. Så kan lægen fortælle dig mere om, hvilke muligheder du har for hjælp og måske også om du kan få tilskud til hjælpen.

Jeg håber, at du nu forstår og mærker, at der kan være en vej ud af labyrinten. At du kan få hjælp til få ro og leve det liv du drømmer om. Det tror jeg som sagt også, at dine bedsteforældre og oldeforældre ønsker for dig.

De kærligste hilsner BørneTelefonen

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat