Kære pige på 16 år,
Når jeg læser dit brev, har jeg lyst til at give dig et stort kram. Det lyder, som om du har truffet en beslutning, der har været svær for dig. Og stadig er det. Det kan jeg godt forstå.
Du fortæller mig, at du er bange for at have taget den forkerte beslutning. For du er nervøs over om du overhovedet kan blive til noget, når dit sabbatår er ovre.
Du fortæller mig også, at tanken om at skulle tilbage på skolebænken efter sommerferien gør dig ked af det.
Det er godt at lytte til sig selv
Det lyder, som om du føler dig meget splittet mellem to ting: Hvad du føler, at du har brug for. Og hvad du måske synes, at du bør gøre. Jeg forstår godt, at det ikke er rart.
Det kan tit virke skræmmende at gøre noget andet end dem, man kender. Man kan blive i tvivl om, om man nu går den rigtige vej. Om det ikke bare ville være nemmere at gøre det, de andre gør. Det føles måske lidt, som om man så skal finde ud af det hele på egen hånd.
Men jeg tror, at det er rigtig godt, at du lytter til dig selv. Du fortæller mig, at du blev rigtig ked af det, da du tænkte på at skulle vende tilbage til skolebænken efter sommerferien.
Det er helt okay, hvis du har brug for at holde fast i, at det er sådan, du har det lige nu.
Man kan få masser af god erfaring ved at arbejde i et år efter folkeskolen. Man lærer at stå lidt på egne ben. Og måske lærer man sig selv at kende på en anden måde end i klasseværelset.
Det kan endda være, at du får mere mod på og energi til bagefter at starte på ungdomsuddannelse. Sabbatåret kan nemlig være et pusterum og en pause. Og det er der ikke noget galt i, hvis du har brug for.
Har du talt med en voksen?
Du skriver, at du er bange for, at dine forældre bliver skuffede over dig, fordi du ikke kommer hjem med et 12-tal. Jeg tror, at der er mange unge, der kan kende den følelse.
Karakterer kan fylde rigtig meget, uanset hvordan man synes, man klarer sig i skolen. Og når man har gået i skole i mange år, som du har, kan det være svært at tro på, at karaktererne ikke bestemmer.
De bestemmer ikke, hvem du er, eller alt hvad du kan. Men det kan nemt komme til at føles sådan. Og især, når man er midt i eksamenstiden.
Jeg tænker på, om du har fortalt dine forældre, hvordan du har det.
Ved de godt, at du er bange for at skuffe dem? Måske kunne det være rart for dig at fortælle det til dem. Nogle gange kan det lette rigtig meget bare at sige, hvordan man har det.
Hvis det ikke føles helt nemt at snakke med dine forældre lige med det samme, kan du også prøve at tage fat i en af dine lærere eller UU-vejlederen i din kommune. Sådan en kommer du nemlig alligevel til at snakke med. Måske har du allerede mødt dem?
UU-vejlederen skal hjælpe og vejlede dig om uddannelse og arbejde. Så her er der helt sikkert også en voksen, du kan tale med. Og måske kan vejlederen også hjælpe dig med at snakke med dine forældre.
Jeg håber, at mit svar kan give dig lidt ro i maven. Det er rigtig godt, at du skriver ind. Hvis du har mod på det, kan du jo overveje at vise dit gode brev til dine forældre. Du må også gerne vise dem mit svar.
Hvis du trænger til det, kan du altid skrive ind til os igen, eller du kan ringe til os på 116 111.
Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen
