Brev

Er jeg deprimeret?

Hej.

2016-2017 har været det værste år for mig.

Min forældre blev skilt for 2 år siden, men først på papir for 1 år siden. Siden der, kan jeg mærke jeg har forandret mig. Men på en måde, føler jeg at det ikke er pga min forældres skilsmisse.

Hverdag er et helvede for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Alt er sort. Jeg har intet energi, kan ikke koncentrere mig om noget, jeg græder konstant uden nogen grund.

Jeg kan ikke falde i søvn, jeg har nu været vågen i 48 timer.

Jeg føler ikke jeg er god nok til nogen som helst. Jeg har droppet kontakt med alle mine venner, og næsten hele min familie – kun fordi jeg ikke ”orker”. Har mistet lysten til alt, selv det mindste ting. Fx at lægge makeup om morgenen, eller være sammen med familie og vennerne.

Det værste af det hele – er at man frygter alt og er ked af det hele tiden uden at vide hvorfor. Smerte er det eneste der fortæller mig, at jeg stadig lever. (jeg er IKKE selvmordstruet)

Jeg skrev med en fyr lidt sms, og jeg endte med at droppe ham fordi han skrev med andre piger. Hvordan skal jeg have et forhold og mødes med en som også har andre piger ved siden af?

Det er 1 år siden jeg har droppet. Siden der har han næsten HVER eneste dag truet mig på livet, svinet mig til, gjort mig bange.

Jeg har slettet alle sociale medier fordi han finder mig altid på en eller anden måde, selvom der ikke står mit rigtige efternavn eller navn. Hver gang jeg får en notifikation går jeg i panik og bliver paranoid. Jeg er så bange for han kontakter mig igen og finder mig. Mit hjerte banker, jeg føler mig svimmel, og får det svært ved at trække vejret. Jeg kan ikke være sammen med nogen medmindre jeg siger til dem at de skal lægge telefon helt væk når jeg er ved siden af, fordi lyden af notifikationer gør mig bange, og får mig til at tro han har kontaktet en af mine veninder som han har gjort 1 gang.

Kan ikke finde ud af om jeg har depression eller ikke. Jeg ved hvertfald at jeg ikke kan leve sådan her ret længe. Jeg vil være glad igen. Jeg vil føle mig som et menneske igen

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 17 år.

Du spørger om du mon er deprimeret. Og så beskriver du, hvordan du har det fysisk og psykisk.

Jeg kan ikke svare på, om du har en depression. Men at du har det skidt, og at din krop på alle måder fortæller, at du er voldsomt presset, er der i hvert fald ingen tvivl om.

Jeg kan ikke rigtig se, om du har nogen du snakker med om alle de ting, du går og tumler med? Det har du brug for i hvert fald. Mon du snakker med dine forældre? Mon de ved, hvor skidt du har det?

Det er godt, at du har skrevet dette brev, for det tyder på, at du gerne vil gøre noget for at komme ud af alle de mørke og triste tanker. Jeg er glad for, at du skriver, at du ikke er selvmordstruet - det er en vigtig grænse at have. Og det er dejligt, at du gerne vil blive glad igen og føle dig som menneske igen. I det hele taget er der meget, der tyder på, at du er klar til at tage skridtet og bede om hjælp til at komme ovenpå igen. Mon du har en god voksen, som du kunne starte med at snakke med? Hvis du har brug for at snakke mere anonymt, vil det også være en god ide, at ringe til Børnetelefonen på 116 111 og få en snak med en voksen der. Endelig synes jeg også, der kunne være god grund til, at du snakker med din egen læge om, hvordan du har det. Måske vil lægen henvise dig til nogen samtaler hos en psykolog?

Når ens forældre bliver skilt, er der utrolig mange svære ting, der kommer i spil. Det kan være følelsen af svigt og skyld. Følelesen af at blive overset og selvfølgelig det, at være vidne til en stor konflikt mellem mennesker, som man holder af. Det kan alt sammen være med til at rokke ved ens fundament, og man kan blive usikker på ALT. Det har bare ikke været nemt at være dig de sidste par år.

Det virker rigtigt meget til, at det med ham sms fyren fylder rigtig meget. At det kan være det kan være det med ham fyren, som virkelig presser dig. Du skal vide, at når han truer dig på livet (eller bare truer eller chikanerer dig) gør han noget ulovligt, og du kan anmelde ham til politiet. Måske vil det være det bedste for dig at gøre? Jeg tænker, at du har brug for at gøre endnu mere modstand mod ham i stedet for at føle dig som et passivt offer. Det er ikke i orden, at du skal være angst og bange, hver gang du hører lyden fra en telefon, der bipper. Det må du gerne blive vred over!! Lige nu er du nok i en situation, hvor du generelt er meget sårbar, så du skal have en (gerne en voksen - måske en af dine forældre) til at hjælpe dig med at henvende dig til politiet omkring det. Jeg tror det kan være godt for dig at føle, at det ikke er dig, der er syg eller paranoid, men det er ham, der er fuldstændig helt galt på den og gør noget, der er ulovligt!

Hvis du føler dig truet, kan du fortælle din lærer eller dine forældre om det. Sammen kan I prøve at finde ud af, hvordan I bedst gør det, og om du bare kan blokere ham helt, eller om det skal meldes til politiet. Måske kan dine forældre ringe til hans forældre eller skrive til ham, at han skal stoppe ellers anmelder I ham, hvis han kontakter dig igen. 

Jeg ønsker virkelig for dig, at du kan komme videre, her fra det første skridt du har taget, til at bede om mere hjælp. Det har du brug for.

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen.

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat