Drukner i mine egne tanker
Hej Børnetelefonen.
Jeg har længe haft lyst til at skrive ind til jer, at bede om hjælp, men jeg har aldrig rigtig følt at mine problemer har været “slemme” nok til at bede om hjælp. Men nu føler jeg ikke, at jeg kan gå rundt med disse tanker længere – især nu hvor jeg skal til at starte på gymnasiet snart.
Jeg har siden jeg var lille været ekstrem følsom. Jeg har altid overtænkt alting, store ting såvel som små ligegyldige ting. Det har dog aldrig været så slemt, som det er blevet til nu.
I omkring 6. klasse begyndte det at blive værre. Jeg husker, at jeg knapt nok kunne gøre noget som helst uden næsten at gå i panik over, om det jeg gjorde var forkert, om nogle ville synes det var forkert. Jeg var tit nødt til at forlade timerne ind i mellem for at få en pause, for at gå ud på toiletterne for at få et pusterum, evt. bare lade det hele komme ud ved at græde.
Jeg fik samlet mig mod til at snakke med min klasselærer omkring det dengang, men det var kort tid før sommerferien – hvor jeg så skulle starte på en ny skole i 7. klasse. Så hjælpen blev aldrig helt effektiv – og jeg har faktisk aldrig snakket med nogen omkring mine tanker siden.
Fra 7.-9. klasse er alting gået ned af bakke. Mobning, ensomhed… Hvilket nok også har gjort, at disse tanker er blevet endnu værre.
Jeg er bange hele tiden. Om det så er om nogle nær mig dør, sygdom, at gå alene, at være alene, så er jeg konstant bange. Jeg kan ikke lade være med at overtænke alting og jeg er kommet frem til, at jeg simpelthen ikke kan holde til det længere. Det påvirker mig og min hverdag for meget – jeg bruger nærmest alt min tid i min seng, jeg kan ingenting magte fordi jeg er nærmest ked af det og bange konstant.
Jeg vil så gerne have hjælp, men som sagt, så føler jeg virkelig, at mine problemer ikke er vigtige nok til at snakke om dem. Jeg er bange for, hvordan folk vil reagerer, hvordan mine forældre ville reagerer hvis jeg rent faktisk kommer “clean” med dem og snakker om det.
Ikke fordi jeg ikke vil snakke om det – jeg aner bare ikke hvordan det skulle gøres, hvad jeg overhovedet skal gøre for at få det bedre længere. Det føltes meget håbløst det hele.
Jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg vil have ud af at skrive dette, jeg vil nok bare gerne have nogle råd til hvad jeg evt. kan gøre for at få det bedre…
Mvh. M.