Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Døden.

Jeg er en pige på 14 år, som oplevede en meget skræmmende episode for ca. 2 og en halv måned siden.

Det var næsten midnat, og jeg kunne ikke rigtigt sove. Da jeg var på grænsen til at falde i søvn, blev jeg lysvågen, og satte mig med det samme op i min seng. Det gik pludseligt op for mig, at jeg en dag skal dø, og at jeg måske en dag kommer til at leve uden min familie.

Jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken, og blev rigtig bange. Det var som om at tanken havde sat sig fast i min hjerne. Jeg kunne slet ikke tænke på andet. Jeg tænkte på, hvad der ville ske med mig efter døden, og hvad med min familie, og hvordan skal jeg egentlig taget dø. Jeg græd, og jeg var så bange.

Jeg har ikke fortalt mine forældre om det, da jeg ikke vil gøre dem bekymrede. Efter episoden følte jeg mig overhovedet ikke som mig selv. Jeg var bange, og jeg kunne ikke slippe af med tankerne omkring døden. Det går bedre nu, og jeg har ikke oplevet det efterfølgende, men nogengange slår tanken mig.

Jeg har haft lignende episoder, da jeg var lille. Jeg kunne lige pludselig begynde at græde, fordi jeg tænkte på, at der kommer en dag, hvor jeg ikke er her mere. Og jeg blev bange og ked af det, for hvordan jeg ville dø, hvad ville der ske med mig, og jeg kommer jeg nogensinde til at se min familie igen, når de dør.

Kan I måske give mig nogle gode råd, og hvad er grunden til alle de her tanker om døden? Og hvad er grunden til, at jeg ligepludselig blev lysvågen og med ét satte mig op i min seng (jeg husker det som en ufrivillig handling. Altså det føles lige i det sekund, som om at jeg ikke selv styrede min krop). Kan det være dødsangst?

Hilsen pigen der har brug for hjælp!

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Tusind tak for dit fine brev, hvor du beskriver nogle tanker og følelser, som der helt sikkert vil være andre, der kan genkende.

Det kan være rigtig mærkeligt at tænke på døden. Og man kan godt komme til at føle sig meget bange og bekymret. Derfor er det en rigtig god idé at snakke med nogen om, hvordan man har det.

Det er meget omsorgsfuldt, at du har tænkt, at du ikke vil gøre dine forældre bekymrede. Du vil gerne beskytte dem, du holder af – det er en meget fin egenskab. Men faktisk er det dine forældres ansvar at passe på dig. Og de vil garanteret meget gerne vide, at der er noget, der gør dig bange/bekymrer dig, så de kan hjælpe dig med at blive tryg. Bekymring behøver faktisk ikke være en dårlig ting – tværtimod. Det er tegn på, at man har nogen omkring sig, der vil hjælpe og passe på.

Og det hjælper tit at tale om det, man føler sig bange for. Når man taler med nogen om det, fylder det måske ikke så meget inde i ens hoved mere. Og man kan blive trøstet, hvis man pludselig bliver meget ked af det – f.eks. som den aften, da du skulle sove og pludselig blev meget bange.

Hvis du synes, det er lidt svært at fortælle dine forældre, hvordan du har det, kan du måske give din mor eller din far det brev, du har skrevet til os? Du beskriver nemlig så fint, hvordan du har det. Og det er ikke mærkeligt eller unormalt, at du har det sådan. Det kan være rigtig svært at forholde sig til døden. Men det kan hjælpe og trøste at tale om det.

Hvis du har brug for at snakke mere om det – eller hvis du har brug for hjælp til at finde ud af, hvem du kan snakke med, er du også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen (på nummer 116 111) eller skrive til os på Chatten. Der er også åbent sent om aftenen, hvis du igen skulle vågne og være forskrækket.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat