Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Corona har ødelagt mig

Hej.

Jeg står i en situation jeg egentligt ikke ville betegne som lort…men det er den blevet.

I coronatiden har jeg haft meget tid med mig selv og mine tanker, og det er altså ikke på den gode og behagelige måde.

Jeg laver ikke noget med mit liv og det har fået en angst til at dukke op.
Jeg har altid vidst eller følt at det kunne være muligt for mig at få et forhold til en pige, og har derfor altid holdt denne mulighed åben selvom jeg aldrig har været forelsket i en pige eller har fundet dem exeptionelt attraktive.

Under corona mistede jeg min (drenge)kæreste igennem 10 måneder.
Vi havde et rigtig lorte forhold til sidst hvor jeg helt mistede alt lysten til ham, fik kvalme når han kyssede mig og bare var ked af det hele tiden. Det eneste jeg kunne tænke på var om jeg skulle gå fra ham, selvom jeg helst ville blive og kæmpe. Han slog så op til sidst da han mente at det var bedst for mig.

Nu har jeg så fået det problem at jeg måske ikke er til drenge længere. Jeg kan ikke rigtig finde en jeg synes er attraktiv, jeg kan altid finde småfejl ved drenges udseende og jeg kan mærke samme kvalmende fornemmelse som med min eks når drenge prøver på mig.

Jeg ville ikke have noget imod at være lesbisk hvis jeg nu var 100% sikker på at jeg var det. Jeg føler at mine følelser for drenge lige nu er lidt udvaskede, men jeg kender også mig selv godt nok til at vide at til fester er det drengene jeg søger opmærksomhed fra, og sådan forbliver det nok også.

Jeg er rigtig nedtrykt for jeg tænker hele tiden på det, og overvejer at blive lesbisk bare for at få tankmylderet væk. Men så er jeg jo ikke tro imod mig selv…eller er det faktisk lige det jeg er???

Jeg har faktisk slet ikke interesse i at finde min seksualitet nu eller for den sags skyld, sætte mærkat på mig selv. For det er kun lesbisk der stopper tankemylderet. Jeg ved at det nok godt kunne være rigtigt, men det er ikke noget jeg har lyst til at forholde mig til nu.

Jeg er så bange for at min angst og frygt skal styrre mit liv og at jeg mister mig selv.
Hvad skal jeg gøre?

Hilsen mig

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 16 år

Det er rigtig godt at du skriver, for jeg kan læse at du har mange tanker og følelser, som er svære at være alene med. Du har længe haft tanker om du er lesbisk. Men nu under Corona, hvor du har haft mere tid så fylder tankerne mere, og betyder at du virkelig er blevet i tvivl og også angst for hvad det kan komme til at betyde for dit liv.

Jeg forstår godt, at du er i tvivl og nedtrykt og ikke ved, hvad du skal gøre

Jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for at hjælpe dig.

Jeg hører fra mange unge, at de oplever at Coronatiden har været og er en rigtig svær tid. Mange fortæller også om at være ensomme, er triste og kan føle angst. Både fordi de ikke er sammen med venner, men også fordi de er mere alene med egne tanker uden at kunne dele dem med andre.

Måske er det lidt sådan med din tvivl, om du er lesbisk. Tanken er jo ikke ny, men den fylder mere nu end tidligere?

Hverdagen kan være med til, at man lettere kan lægge låg på sine tanker og følelser, fordi der hele tiden sker noget i løbet af dagen, som man er nødt til at forholde sig til.  Lidt som at man kan holde ukrudt og græs nede, fordi græsslåmaskinen kører, men nu hvor græsslåmaskinen – som er et billede på hverdagen –  holder stille, så er der plads til at ukrudtet og græsset vokser, altså ens tanker og problemer vokser.

Mon du kan genkende det?

Jeg forstår godt, at du tænker meget over din seksualitet og også ønsker et svar. For et svar kan give klarhed og måske også være med til at stoppe dit tankemylder. Angst opstår tit, hvis man har mange tanker og følelser, som bobler indeni kroppen, og som gerne vil ud. Måske det også er sådan for dig?

Men jeg tænker samtidig også, at det kan være godt hvis du kan nå frem til, at du ikke behøver at finde ud af det lige nu. For jeg tror at det svært at sige eller gøre noget, som ændrer på din tvivl. Måske er du nødt til at prøve dig frem?

Selvom du stadig vil opsøge drenge, så kan det måske være med til at du bliver mere sikker på, OM du er tiltrukket af drengene eller dit eget køn. For nogle handler det også mest om personen, end om hvilket køn det er.

Jeg ved fra andre, at det faktisk er naturligt og almindeligt at være i tvivl. Men kun tiden, og de mennesker man møder på sin vej, er med til at give svaret på det. For uanset og du er lesbisk eller ej, så er du den DU er.  Jeg tror på, at du kan holde fast i dig selv, når du er ærlig overfor dig selv og ser hvad der kommer til at ske.

Jeg synes at det viser ærlighed og mod, når du skriver til os og beder om råd. Begge dele er vigtige egenskaber at have, når man, som du, er ung og ved at finde sig selv. Både i forhold til egen seksualitet, men også som det voksne menneske du er på vej til at blive.

Men jeg tror at det vil være rart for dig at snakke med nogle om dine tanker og tvivl. Altså snakke med nogle der har erfaring og viden i forhold til den tvivl og de tanker, du har.

Kender du LBGT – altså en forening ift hvis man eksempelvis er lesbisk? De har også en hjemmesiden for unge under 25 år – hvor man kan læse mere og/eller kontakte for at få anonym rådgivning. Du kan se mere her: ungdomstelefonen

Mit råd til dig er at forsøge at tage én dag af gangen. Og hvis det er svært at stoppe alle tankerne, så kan det måske føles som en hjælp at skrive, som du har gjort i brevet til os?

Men forsøg også at huske på at din seksualitet ikke er altafgørende i forhold til, hvem du er. Du er også nogens datter, måske søster og også ven/veninde, og det tænker jeg også er utrolig vigtigt.

Jeg håber på, at du snart får mere hverdag tilbage og at din tanker og angst vil fylde mindre.

Du er ALTID  velkommen til at skrive igen. Men også velkommen til at ringe eller chatte med os på 116111

Kærlige Hilsner

BørneTelefonen

 

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat