Jeg har ignoreret mine følelser

Hej.
Jeg er en pige på 15 år. Hele mit liv har min familie sagt de er stolte af mig, og at de har store forventninger. De presser mig på ingen måde. De er ikke selv kommet langt når det gælder uddannelse og derfor har de store forventninger til mig. Jeg har tænkt igennem det hele og det er gået op for mig at jeg længe har ignoreret hvordan jeg har det.

Da jeg kom i 7 klasse begyndte det at gå ned ad bakke både fagligt og psykisk. Jeg talte aldrig med nogen om det og det gør jeg stadigvæk ikke idag. Jeg var hele tiden trist og det var også der jeg havde mine første selvmordstanker. Det blev bedre. Men så kom jeg i 8 klasse. De taler om udannelse og hvad vi vil være når Vi blever ældre. Men jeg ved det ikke. Overhovedet ikke.

Jeg har fået 12 taler 2 gange og jeg synes bare ikke det er godt nok. Min mor siger altid hun er stolt af mig og det gør resten af familien også. Men hvis jeg kigger på mine venner kan jeg se de får bedre karakterer og de ved hvad de vil efter 9 klasse. Jeg er en pige som er ekstremt genert/bange overfor mange ting. Jeg kan ikke engang tage i et supermarked alene.

Hvis jeg skal tale foran min klasse bliver jeg mundlam. Men det er ikke kun skole jeg tænker over.
Min far. Min far er den slags far som aldrig har været der 100%. Jeg har altid bare ignoreret det men jeg er såret over at jeg aldrig har været hans første prioritet. Han har valgt sin kone før mig. Jeg måtte ikke engang komme til hans bryllup. Og så fik han en ny kæreste. De holdte forlovelses fest uden mig og min lillebror. Jeg føler mig svigtet og min stedmor er ikke ligefrem den sødeste…

I slutningen af december blev det værre. Jeg gik tilbage til at være trist og utilfreds med mig selv. Som jeg sagde før taler jeg aldrig med nogen om det. I januar slog min kæreste så op med mig og jeg kunne endelig ikke finde ud af at reagere på det. Så jeg begyndte at drikke selvom jeg endelig ikke må. Jeg besvimede. Jeg kan ikke huske meget for den aften men jeg græd hvertfald en del.

Jeg tror at grunden til jeg ikke taler med nogen og ignorere de her ting er fordi jeg ikke føler mine problemer er vigtige eller store nok til at tale om. Mine fantastiske venner som jeg elsker mega højt har selv deres problemer og jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at lægge et pres på dem. Min mor har også sine egne ting at passe og jeg føler ikke jeg kan tale med hende om det. Jeg føler ikke jeg kan tale med nogen om det. Og jeg skammer mig. Jeg skammer mig så meget.

Jeg føler mig som en utaknemlig person som ikke har styr på noget. Hvordan kunne Jeg overhovedet være så egoistisk at tænke på selvmord? Trods jeg synes det er egoistisk har jeg stadig selvmordstanker til tider… jeg vil bare gerne have nogen at tale med det om. Jeg prøvede at tale med 2 veninder men vi stoppede med at tale om det efter 2 dage fordi jeg bare lod som om alt var okay igen.. jeg havde det endelig godt igen men her i karantæne har jeg virkelig fået tænkt over alle de her ting. Jeg troede endelig jeg kunne være glad igen. Men jeg bliver ved med at falde tilbage til at være sådan her.

-Pige