Brev

Jeg har ignoreret mine følelser

Hej.
Jeg er en pige på 15 år. Hele mit liv har min familie sagt de er stolte af mig, og at de har store forventninger. De presser mig på ingen måde. De er ikke selv kommet langt når det gælder uddannelse og derfor har de store forventninger til mig. Jeg har tænkt igennem det hele og det er gået op for mig at jeg længe har ignoreret hvordan jeg har det.

Da jeg kom i 7 klasse begyndte det at gå ned ad bakke både fagligt og psykisk. Jeg talte aldrig med nogen om det og det gør jeg stadigvæk ikke idag. Jeg var hele tiden trist og det var også der jeg havde mine første selvmordstanker. Det blev bedre. Men så kom jeg i 8 klasse. De taler om udannelse og hvad vi vil være når Vi blever ældre. Men jeg ved det ikke. Overhovedet ikke.

Jeg har fået 12 taler 2 gange og jeg synes bare ikke det er godt nok. Min mor siger altid hun er stolt af mig og det gør resten af familien også. Men hvis jeg kigger på mine venner kan jeg se de får bedre karakterer og de ved hvad de vil efter 9 klasse. Jeg er en pige som er ekstremt genert/bange overfor mange ting. Jeg kan ikke engang tage i et supermarked alene.

Hvis jeg skal tale foran min klasse bliver jeg mundlam. Men det er ikke kun skole jeg tænker over.
Min far. Min far er den slags far som aldrig har været der 100%. Jeg har altid bare ignoreret det men jeg er såret over at jeg aldrig har været hans første prioritet. Han har valgt sin kone før mig. Jeg måtte ikke engang komme til hans bryllup. Og så fik han en ny kæreste. De holdte forlovelses fest uden mig og min lillebror. Jeg føler mig svigtet og min stedmor er ikke ligefrem den sødeste…

I slutningen af december blev det værre. Jeg gik tilbage til at være trist og utilfreds med mig selv. Som jeg sagde før taler jeg aldrig med nogen om det. I januar slog min kæreste så op med mig og jeg kunne endelig ikke finde ud af at reagere på det. Så jeg begyndte at drikke selvom jeg endelig ikke må. Jeg besvimede. Jeg kan ikke huske meget for den aften men jeg græd hvertfald en del.

Jeg tror at grunden til jeg ikke taler med nogen og ignorere de her ting er fordi jeg ikke føler mine problemer er vigtige eller store nok til at tale om. Mine fantastiske venner som jeg elsker mega højt har selv deres problemer og jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at lægge et pres på dem. Min mor har også sine egne ting at passe og jeg føler ikke jeg kan tale med hende om det. Jeg føler ikke jeg kan tale med nogen om det. Og jeg skammer mig. Jeg skammer mig så meget.

Jeg føler mig som en utaknemlig person som ikke har styr på noget. Hvordan kunne Jeg overhovedet være så egoistisk at tænke på selvmord? Trods jeg synes det er egoistisk har jeg stadig selvmordstanker til tider… jeg vil bare gerne have nogen at tale med det om. Jeg prøvede at tale med 2 veninder men vi stoppede med at tale om det efter 2 dage fordi jeg bare lod som om alt var okay igen.. jeg havde det endelig godt igen men her i karantæne har jeg virkelig fået tænkt over alle de her ting. Jeg troede endelig jeg kunne være glad igen. Men jeg bliver ved med at falde tilbage til at være sådan her.

-Pige

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære ung på 15 år.

Dine problemer er vigtige.

Hvis man ikke finder en måde til at forholde sig til sine problemer på, så bliver de bare større og mere uoverskuelige. Og jeg kan høre at du faktisk har nogle store udfordringer.

Det lyder som om du er udsat for et alt for store forventninger. Som ikke bliver sagt højt med ord men bare ligger der.

Forventning om at du skal klare dig bedre i skolen end dine forældre. Forventning om at du som 15 årige skal vide, hvad du vil lave når du bliver ældre. Forventning om at du skal kunne gå alene i super-market og have det godt med at tale foran klassen. Forventning om at du skal klare dine problemer selv. Forventning om at hvis andre har problemer ,så er de mere vigtige end dine. Forventning om, at du ikke har rigtige problemer.

Og forventning om at man ikke må have selvmords tanker, da det er egoistisk. Nu er det sådan med selvmords tanker, at de er et udtryk for at ens liv har taget en retning, som er så svært at forholde sig til: At man overvejer om det var bedre at give op på livet.

Men ofte er det ikke et udtryk for at man ikke ønsker at leve. Men at man har brug for hjælp for at klare sine udfordringer.

Kan man overhovedet vide hvad man vil senere i livet når man er 15 år? Skal man ignorere at ens far svigter en? Skal man leve op til ens families store forventninger, hvis de er for store?

Det lyder det for mig som om, at alt det svære i dit liv ikke længere vil gemmes væk. Og det er rigtig godt. For når man først står ved at man har nogle problemer, så kan man gøre noget ved dem.

De fleste forældre vil gerne vide, når deres børn har det svært. Også selv om de måske bliver ked af det i første omgang – for så får de muligheden for at være der for deres børn. Og forældre vil gerne passe på deres børn også når de bliver store.

Du kan også tale med din læge eller en skolepsykolog eller lærer som kan hjælpe dig med at finde den rette hjælp til dig. Ligesom du nu har åbnet dig for mig – så må du også fortælle andre om, hvordan du har det. Når man lægger facaden – så ved andre, at man har brug for hjælp.

Hvis du får pludselig selvmords tanker eller meget svære tanker kan du kontakte psykiatrisk skadestue.

Du er også velkommen til at ringe til os på 116 111 eller skrive til os på chat. Så lytter vi gerne og sammen kan vi finde ud af, hvilken slags hjælp du i første omgang har brug for.

Jeg syntes faktisk du har styr på vildt meget. Du ved, hvad det er som er svært i dit liv, og du kan sætte ord på det. Du ved at du har brug for hjælp til ændre på det og derfor skriver du til os. Og måske for første gang i dit liv, fortæller du hvordan du egentlig har det.

Det kræver mod, styrke og en tro på, at der er hjælp at hente.  Og disse evner vil hjælpe dig godt på vej. For selvfølgelig skal du have hjælp. Det er slet ikke mening at man skal klare den slags problemer alene.

Kærlig hilsen Børnetelefonen.

 

 

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige eller hvis frygten styrer, den måde man er på, og hvordan man har det, så er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogen oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Chat
Chat