Bekymret…

Kære pige på 15 år

Mange tak for dit brev. 
Det er helt naturligt, at du er nervøs for, hvordan det kommer til at gå, når dit håndboldhold bliver slået sammen med et andet. 
Måske kender du ordsproget: Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får.

Jeg kan forestille mig, at håndbold har været og stadig er en tryg rutine i dit liv, som er med til at skabe ro og system i din hverdag. Og når det så skal laves om, så kan det nemt føles, som om nogen bare kommer og laver om på ens liv. Og dét er da bestemt ikke altid rart at tænke på eller opleve.

Det er rigtig godt at høre, at du har nogle forældre, som bakker dig op. Jeg tror derfor ikke, at du skal tænke så meget på, om de bliver kede af det, hvis det ender med, at du stopper med at spille håndbold. Du er jo 15 år, så mon ikke de ved, at du er begyndt at have dit eget liv og træffe dine egne beslutninger? Når man er teenager, sker der er en masse udviklingsmæssigt, og ofte skal ens forældre lige vænne sig til, at man forandres og måske får andre interesser.

Jeg tror i øvrigt ikke, at du er alene om at være nervøs for den sammenlægning. Der er garanteret flere, der har det som dig. Også flere af dem fra det andet hold. 
Jeg synes, at du skal prøve at spørge nogle af de andre, dine veninder, hvad de tænker om det hele. Det kan være en stor lettelse at få talt med nogen om det, som man er i samme båd med. Hvis de har det ligesom dig, så kan I støtte hinanden i det, og hvis de ikke har det som dig, så kan de støtte dig i, at det hele nok skal gå. Var det ikke en idé?
I hvert fald vokser både stress, bange anelser og negative forventninger sig ofte større, end de burde, hvis man ikke får talt om det. På den måde bliver det hele tungere og tungere at bære på. Hvis man får talt om det, føler man sig ofte lettere bagefter.

En anden ting: Selvom træneren er voksen, så føler han sikkert også en vis grad af nervøsitet. Han skal jo leve op til jeres forventninger, til det I er vant til, og han skal være så god, at I ikke går og siger eller tænker, at han er dårligere end jeres gamle træner. Af den grund kan det godt være, at han presser jer lidt ekstra her i starten; indtil han lærer jer at kende og slapper lidt mere af i samværet med jer.

Jeg tænker som dine forældre, at du må se, hvordan det går. Prøv det nogle gange, og hvis det slet ikke er rart at være der, så kan du overveje at stoppe, men jeg synes, at du skal give det en chance først. Nogle ting skal man arbejde lidt på at få til at fungere, og selv de ting, der ser sortest ud, kan ende med at blive supergode.
Måske ser du allerede helt anderledes på det nu, hvor der er gået nogle dage, siden du skrev, for nu har du, så vidt jeg kan forstå, været til den første træning med det sammenlagte hold og den nye træner. Jeg håber, at det er gået godt.

Med hensyn til at føle sig stresset, så er der ikke noget unaturligt i det i din alder. Man gennemgår en kolossal udvikling i teenageårene, så derfor kan det være svært selv at følge med nogle gange. Og det kan være svært at følge med sine omgivelser. Nogle gange føler man også, at man er kommet helt ud af balance. Men bare rolig, balancen skal nok komme igen. 
Man får nye interesser, mister lysten til de gamle, og man skal til at lære sig selv at kende som en snarlig voksen. 
Træk vejret dybt! Det er helt normalt.
Du har også skolen og karaktererne at tænke på, og jeg tænker, at du nok går i 8. eller 9. klasse. Og jeg ved, at der er run på i de to skoleår. Alle lærerne taler om afgangsprøver og ungdomsuddannelser, lektier og opgaver... Der er store krav alle vegne, og nogle gange kan man føle, at man drukner.
Jeg tror nu nok, at du skal klare den. For du virker til at have et godt grundlag for det. Du har gået til håndbold i syv år. Det betyder, at du er en pige, der kan holde fast. Derfor tror jeg også sagtens, at du kan holde fast i dig selv i denne udviklingsproces, du befinder dig i.

Mine bedste råd til dig er følgende: Vær ærlig overfor dig selv, og det du føler omkring tingene! Men sig ikke fra, før du ved, hvad du siger fra overfor. Med andre ord: Giv tingene en chance!
Og vigtigst af alt: Tal med en veninde eller dine forældre eller med begge, når du føler dig oversvømmet af tanker og følelser! Det vil hjælpe dig. Det er også altid en mulighed at dine forældre hjælper dig med at tale med din træner, så han kan støtte dig og skabe tryghed? Hvis følelsen af nervøsitet bliver alt for intens, er det også altid en mulighed at tage en snak med lægen, som forhåbentlig vil kunne give dig nogle råd, der kan hjælpe dig med at slappe lidt af og få lidt ro på tankerne, hvad tænker du om det?

Du kan også tage kontakt til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale med nogen, der ikke er involveret i dit daglige liv. Det er gratis, og du er anonym. Du kan både ringe, sms'e og chatte.

Held og lykke med det.

Kærlig hilsen 
BørneTelefonen