Kære J på 12 år,
Jeg forstår virkelig godt, at du er blevet bange efter at have set gyserfilm/trailer. Det er nemlig sådan gyserfilm virker. De er lavet for at gøre os bange. Det er der nogle, der kan lide – andre synes ikke om det. Og jeg kender både børn og voksne, som aldrig ser gyserfilm, fordi de bliver for bange af at se dem.
Jeg vil rose dig for at skrive til os. Det er virkelig godt, at du har mod til at sætte ord på, hvad det gør ved dig at se gyserfilm. Den ærlighed og det mod skal du holde fast i! Det skal du nemlig bruge til at få snakket med din mor også.
Jeg ved godt, at du skriver, din mor elsker gyserfilm. Men jeg forestiller mig, at din mor godt ved, at det ikke betyder, at du også elsker gyserfilm. Mon ikke hun ved, at de fleste børn ikke kan lide at se dem? Måske kommer du engang til at kunne lide det, lige som hun kan lide at se dem. Men lige nu er det vigtigt, at du snakker med din mor om, hvad det gør ved dig. Så hun ved, at det ikke er de film, du skal se lige nu. Jeg tænker, at din mor vil være glad for, at du går til hende og er ærlig om, hvordan du har det.
Overvej at vise hende dit brev og mit svar. Du har nemlig så fint forklaret, hvordan du har det. Og så vil hun måske blive mindet om, at de fleste børn ikke har godt af at se uhyggelig film.
Der er rigtigt mange unge og voksne, der har det lige som dig og heller ikke kan lide gyserfilm. Lige når man har set noget uhyggeligt, så kan man godt blive bange for at være alene og være bange for mørke. Men hvis du får talt med din mor, så gætter jeg på, at din frygt bliver mindre.
I vil også kunne tale om, hvordan hun kan hjælpe dig med at blive tryg igen. I kunne måske lave nogle aftaler om, at det er i orden at holde lyset lidt tændt om natten på dit værelse eller i gangen udenfor værelset. Og at I holder lys tændt i huset, hvis det er mørkt, når du kommer hjem. Måske aftaler I, at I fast snakker om, hvordan det går med dig. Det kunne fx være 5 min. under aftensmaden eller morgenmaden, indtil du føler dig tryg igen. Det kan for nogen også være rart at have præcise aftaler omkring, hvornår resten af familien kommer og går. Måske er det også sådan for dig. Og måske skal du lige have lidt tid, hvor du ikke er alene hjemme. Så kunne en kammerat fx være sammen med dig, hvis din mor ikke lige kan være der.
Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke.
De Bedste hilsner BørneTelefonen