Angst (og depression?)

Kære pige,

Mange tak for dit brev. I brevet fortæller du at du siden vinteren startede ofte har det skidt. Dette forhindrer dig nogle gange i at komme i skole samt at få lavet dine lektier/afleveringer. Du nævner også at du har en slags selvmordstanker og bekymrer dig om du kan have en depression eller om du er stresset. Jeg vil prøve at besvare dine spørgsmål så godt som muligt og give dig råd til hvordan du kan få det bedre i din hverdag igen.

Du fortæller at du før har været igennem en periode der minder om hvordan du har det nu. Her gik du til psykolog hver uge, fortæller du, men fik det dårligt inden du skulle afsted. Jeg fornemmer det som virkede dengang og gjorde at du fik det bedre var en lang sommerferie. Har du mon også tænkt det? Det lader til at du prøvede at forfølge denne tanke ved at tage med dine forældre på ferie. Du fik det dog ikke bedre, skriver du. Derudover, har du gjort flere ting for at ændre på at du har det skidt. Du er bl.a. begyndt at dyrke sport, tvinge dig selv til at lave lektier samt sige det til dine forældre. jeg er virkelig imponeret over hvor meget du arbejder med dig selv og kæmper for at få det bedre. Jeg synes det er en virkelig god idé at dyrke noget sport da jeg ved at det hjælper mange med at koble af og få tanker og utilpashed på afstand. Når man dyrker motion udskilles der i hjernen også endorfiner, som er en slags ’glædesstoffer’. Jeg ved du ikke føler du har fået det bedre, trods disse tiltag, og tænker at du skriver herind fordi du måske føler dig lidt på bar bund med hvad du nu kan gøre. Du har ikke lyst til at gå til psykolog eller lægen igen, hvilket ellers var det dine forældre foreslog dig at gøre. Jeg håber jeg har forstået det hele rigtigt?

Noget jeg fornemmer er, at du er en meget pligtopfyldende pige der kan have høje forventninger til dig selv. Er det rigtigt? Jeg har snakket med andre piger i din alder som har oplevet noget lignende det du beskriver, og for flere af de piger har det været høje forventninger enten fra dem selv eller fra deres forældre der har tynget dem. Nogle af de piger var deprimerede, men hyppigst var de stressede. Flere beskrev at de havde angstlignende anfald, hvor de pludselig blev ”overmandet” af ikke at kunne overskue noget som helst. Mon det er noget af det samme du oplever? Jeg ved også at mange kan rammes af en slags katastrofetanker, såsom at blive kørt over, også selvom de ikke er hverken stressede eller deprimerede. Jeg vil dog ikke sige det er normalt at tænke at det er okay at blive kørt over. Det tror jeg er et udtryk for du har det skidt i øjeblikket. Hvad tænker du om det jeg skriver?

Min erfaring fra de samtaler jeg nævnte, er at stress eller depression ikke er noget man kan klare alene. Det har man brug for hjælp til. Det behøver ikke nødvendigvis at være fra en psykolog, men kan også være fra forældre. Du har kort fortalt det til dine forældre, skriver du, og jeg synes også det lyder som om de tog det alvorligt. Mon de er klar over hvorfor du ikke har lyst til at gå til psykolog? Tror du ikke de ville prøve at hjælpe dig på en anden måde hvis de vidste hvordan du har det inderst inde? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon sker de dage hvor du har det sjovt? Måske dine forældre kunne hjælpe dig med at fylde din hverdag med noget mere af ”det”? Kunne det tænkes at din nylige ferie med dine forældre ikke var lang nok til at du kunne få det hele på afstand og få det bedre? Måske er det en ferie lige så lang som sommerferien sidste år der skal til, eller en lang periode hvor du gør noget andet end at gå i skole, hvor der er masser af lektier og krav til dig. Dine forældre kunne måske hjælpe dig med hvad det kunne være? Stress opstår ofte hvis man synes at ens hverdag er uoverskuelig. Måske dine forældre kunne hjælpe dig med at gøre den mere overskuelig?

Når dine forældre foreslår du går til lægen, tror jeg det er fordi de tager det alvorligt, når du fortæller hvordan du har det og de har ret i at lægen kan være en rigtig god ide. Lægen kender dig, og I vil kunne snakke om hvordan forløbet var sidst og hvad der er sket siden. Lægen vil kunne komme med nogle nye forslag til, hvordan du kan få det bedre og i forhold til en psykolog, er det også vigtigt at tænke på at når man går til psykolog, handler det om kemi. Herved mener jeg, det er vigtigt at den psykolog man går hos, er en man føler sig tryg ved og som man kan åbne sig op overfor. Det er selvfølgelig også vigtigt at fortælle, hvor svært det er at komme afsted til psykologen. Grunden til jeg skriver dette, er fordi, en anden psykolog måske kunne være en ide. Man skal ikke give op, fordi det man har prøvet ikke virker, så er det vigtigt at sige højt, så man kan finde en anden løsning. Håber du vil overveje endnu en snak med lægen?

Der er også en del unge, der efter afslutning af folkeskolen trænger til at få lidt luft, inden de fortsætter deres uddannelse, der er flere muligheder, måske et ophold på en højskole, et efterskoleophold eller noget helt andet. Det er muligt at tage en snak med din studievejleder på gymnasiet og fortælle om hvordan du har det og få nogle forslag til hvilke muligheder der kan være for dig. Hvad tænker du om den mulighed?

Jeg ved at jeg stiller en masse spørgsmål, men håber de kan hjælpe dig med at finde ud af hvordan du skal komme videre og jeg håber du vil bruge noget af den styrke jeg kan mærke du har til at snakke noget mere med dine forældre om det. Evt. kan du vise dem det brev du har skrevet og mit svar. Du er også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på chatten. Her sidder rådgivere der er vant til at snakke med unge. De vil også kunne give råd og ideer til hvordan du kommer videre så du kan få det godt igen. Jeg ønsker dig alt det bedste med på vejen.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen