Kære pige på 13 år,
Tak for dit brev. Hvor er det bare godt du skriver, og jeg vil hjælpe dig så godt jeg kan.
Du skriver, at du skal tilbage til din klasse, efter at du har haft en pause og at du er rigtig nervøs for det. Du skriver, at du er nervøs for, at de ikke har savnet dig, at du er blevet mindre pæn, at de ikke har tid til dig, at de er onde eller kigger ondt på dig.
Jeg kan sagtens forstå, at du har brug for at dele dine bekymringer. Det er mange bekymringer og tanker du går med.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg på om du er alene med dine tanker og følelser? Så kan man nemlig komme til at gøre sig endnu flere tanker om, hvordan det vil blive at komme tilbage. Ens hoved kan begynde at digte og forestille sig ting og situationer. Man kan få billeder i hovedet, som opstår helt af sig selv. Det kan gøre ens bekymringer større og større.
Du skriver at du har haft en pause fra skolen, og at du er nervøs for at skulle tilbage. Her bliver jeg nysgerrig på, om der har været noget i skolen, der har gjort at du fik brug for en pause? Om du har haft talt med dine lærere, og om de har forsøgt at hjælpe dig?
Det er skolens ansvar, at du har det godt når du går i skole, og det er ikke noget du skal stå alene med. Jeg håber, at der er nogle søde voksne omkring dig, det kunne være dine forældre eller en god lærer, der kan hjælpe dig.
Er der en, du har lyst til at tale med og bede om hjælp?
Jeg spørger fordi, det kan være rigtig svært, at dele svære følelser og tanker, men det kan være en stor lettelse at snakke med andre. Måske kan de genkende nogle af dine tanker, eller hjælpe dig med, hvad du skal gøre?
At tale med en sød voksen, vil også kunne hjælpe dig med at få snakket om de andre ting, du er bange for. Om de har savnet dig i skolen, om de kunne finde på at være onde og om hvordan du har det med din krop. Alle helt normale tanker, for en pige på din alder, som bliver lettere når nogen lytter med og hjælper.
Hvis du ikke rigtigt har nogen, du kan tale med – hvad så med at ringe til en af vores søde og dygtige rådgivere på tlf. 116 111?
Du er altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale med nogen. Vi tager telefonen hele døgnet – også om natten.
Du har allerede vist, at du er god til at søge hjælp, måske kan det hjælpe dig til at snakke med en sød voksen. Jeg håber at du kommer godt tilbage i skole igen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen