Brev

Opholdsstedet.

Hej BB.

Jeg er en pige på fjorten år gammel, og jeg vil starte med at fortælle. Helt siden da jeg var lille, var jeg genert og indadvendt. Jeg hadede at omgås med andre mennesker, og var bange for at gå i byen. Jeg brød ikke mig om når de andre så på mig, så jeg lukkede mig selv og andre ude fra mit liv.

Jeg begyndte så i skole, men det blev værre og værre. Jeg prøvede at passe mig ind med dem på min alder, men jeg følte at de ældre grinte af mig og syntes at de andre var for unormale så jeg prøvede at være normal. Jeg mobbede andre, og gjorde grin – og jeg vidste i forvejen at jeg lignede selv en ulykkeligt grim pige.

Efterhånden stoppede de på skolen, og jeg blev en af de populære men samtidigt havde jeg også det dårligt. Jeg ventede ofte på at jeg måtte være alene, og jeg pjækkede fra timerne for at være alene. Jeg hadede alt ved mig selv, og jeg ville altid gå i bagerst fordi der lagde folk ikke mærke til mig.

Så skulle jeg skifte skole, fordi den anden skole A blev bekymret for min hurtige vægttab og at jeg havde et voldsomt fraværsdage. De underrettede min sagsbehandler, som efterfølgende aftalte et tid i sommerferien. Min mor blev vred, og skiftede skole til D. Jeg havde det okay, jeg følte at jeg passede lidt ind og alle ville omgås med mig så jeg blev lidt mere åben og social. Jeg tog ofte ud i byen og shoppe, ud at drikke og så hygge. Have det sjovt. Men desværre holdte min skolegang på D ikke så langtid, jeg blev bortvist for højt fraværsdage, forstyrrelsen af undervisning og ballade. Prokovation overfor lærerne. Så jeg droppede ud af skolen, og min sagsbehandler gad ikke finde en passende skole til mig.

Jeg kom til lægen, fordi min mor havde mistanke om jeg muligvis havde ADHD. Så jeg fik taget en papir test, som ikke kan bevise at jeg har ADHD, men jeg skulle have medicin og jeg nægtede. Nægtede at tage dem. Så jeg fik aldrig medicinen.

Da jeg fyldte 14 år, så jeg ville have det lidt sjovere. Vove på noget sygt, og så røg jeg hash – kom i konflikt med politiet osv. Min sagsbehandler tvangsfjernede mig, og kom i plejefamilie hvor jeg så efterfølgende stak af derfra. Snakkede med Aalborg Politi i mobilen, hvor de så sagde at jeg måtte komme tilbage til min egen familie, og aldrig tilbage til plejefamilie hvis jeg sagde hvor henne jeg var. Jeg fik alvorlige konveksner, og jeg stak af flere gange.

Den 9 januar stak jeg af med en veninde, og jeg blev anholdt af Århus Politi fordi de fik et anonymt tip om at jeg var stukket af, og befandt sig i et tog på vej til København. Det gjorde mig vred, så jeg tæskede dem og alt det andet hvor jeg måtte få det der spændejern som de “psykopater” får på, og dagen efter blev jeg igen tvangsfjernet af min sagsbehandler, og jeg ankom på et opholdssted i Fredericia.

Det er utroligt svært for mig, og jeg har fået flere problemer med vægten igen. Jeg kontroller mit vægt døgnet rundt, og holde øje med hvad jeg spiser. Jeg må næsten ingenting mere, og pædagogerne truer også med at jeg skal droppe venskabet med en pige ellersmå jeg ikke komme hjem osv.

Angående med skolen har jeg ikke gået i skole siden oktober / september og jeg skal starte på hjemmeundervisning men jeg kan ikke starte på hjemmeundervisning nu hvor jeg er kommet på er opholdssted. Det gør mig vred at ingen kan hjælpe mig, når jeg er bare en pige der har virkelig psykiske problemer indere i og ude på. Jeg lukker mine følelser af sig selv, men jeg kan nemt bryde sig sammen men nægter at sige hvorfor.

Efter en måned derovre har jeg endelig fået lov til at besøge min mor i den her weekend, men jeg overvejer noget; skal jeg forsvinde sporløst? Efter jeg blev fjernet, er mine selvmords/skadestanker blevet værre hvert sekund der går, og jeg overvejer inderligt at tage mit eget liv fordi jeg får ikke den nødvendlige hjælp jeg behøver.

Jeg har skrevet til jer før, og svarene var gode nok men mine problemerne er blevet utroligt svære her for tiden. Hvor henne kan jeg klage over min anbringelse? Jeg må ikke tage i byen, bruge internet eller hvad som helst. Jeg må kun være ledssaget af pædagogerne, og nu hvor jeg er hjemme hos min mor kan jeg nå at skrive et brev til jer. Mange krus fra den psykiske og forvirrede pigen og jeg sætter virkelig pris på jeres hjælp! I yder det bedste i kan, og det er virkelig godt.

Pige, 14 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Dit brev er rørende at læse. Du beskriver meget tydeligt en udvikling, som du har været igennem, hvor problemerne hele tiden har taget til for dig - uden du føler, at nogen rigtigt har forstået, at der bag "facaden" gemmer sig en pige, som er usikker og forvirret, og som har brug for omsorgsfuld psykisk hjælp. At du skriver dette brev til BørneTelefonen, synes jeg er rigtig stærkt gået af dig.

Jeg ved ikke, hvordan du har det med din sagsbehandler, men det er hende, som skal sørge for, at du får den hjælp, som du behøver, når du nu er anbragt udenfor hjemmet. Så selvom du måske har talt med hende om det, så er det nok vigtigt, at du taler med hende om, hvad det er for en hjælp, som du selv tror vil være bedst for dig.

Det kan selvfølgelig være svært at vide det helt præcist – hvad er den bedste hjælp egentlig. Som jeg læser det, så giver du udtryk for, at du har brug for at få hjælp til de psykiske problemer, som du oplever, at du har. Det er vigtigt, at din sagsbehandler lytter til det. I det brev, som du har skrevet til os, beskriver du det rigtig godt. Så måske kunne du vise dit brev til din sagsbehandler – hvis du har lyst.

Du spørger, om du kan klage over din anbringelse. Børn og unge over 12 år kan godt klage over deres anbringelse. Jeg er dog lidt i tvivl, om du vil klage over din anbringelse (altså om du skal være anbragt) – eller om det mere handler om, at du ikke vil være anbragt på det opholdssted, som du er på nu? Du kan godt klage over begge dele. Men du skal være opmærksom på, at du kun har en frist på 4 uger til at klage. De 4 uger tæller fra det tidspunkt, hvor du har fået kommunens beslutning af vide. Så mon du stadig kan nå at klage? Under alle omstændigheder, så synes jeg, at du skal tale med din sagsbehandler om, hvordan du har det på dit nye sted, men også om hvad du tror, der skal til for at du får det bedre.

Din sagsbehandler har også altid pligt til at fortælle dig om dine muligheder for at klage. Hvis du vil klage, så kan du gøre det til din sagsbehandler, som så skal overveje kommunens beslutning igen. Hvis kommunen stadig holder fast i deres beslutning, så skal de sende din klage videre til en myndighed over dem. Hvem de skal sende din klage til, er lidt afhængigt af, hvad du klager over.

Du fortæller også, at dit opholdssted siger til dig, at du ikke må komme hjem til din mor, hvis du ikke dropper venskabet med din veninde. Det er faktisk ikke helt ok, at de truer dig med dette. Når du er anbragt, har du ret til at have samvær med din mor og dit netværk. Hvordan dit samvær med din mor skal være, er noget som din sagsbehandler beslutter, hvis dit opholdssted og din mor ikke kan gøre det sammen.

Det er også sådan, at hverken dit opholdssted eller din sagsbehandler må beslutte, at du skal se din mor mindre end 1 gang om måneden. Det er kun et Børn- og ungeudvalg, som kan bestemme det. Og sådan en beslutning ville både din mor og dig kunne klage over. Jeg tænker derfor, at du skal tale med din sagsbehandler om, at dit opholdssted siger dette til dig.

Til slut i dit brev virker du helt opgivende og skriver, at du overvejer at stikke af fra det hele. Dette lyder selvfølgelig meget naturligt, når du oplever, at du ikke har det godt der, hvor du er. Her i Børns Vilkår vil vi meget gerne hjælpe dig. Det kan være rigtig svært at være anbragt og alene finde rundt i, hvilke rettigheder man har og hvilke muligheder, der er for at klage, osv. Jeg håber derfor, at du i stedet for at stikke af igen, vil overveje om du har lyst til at kontakte vores BørneBisiddere.

En BørneBisidder fra Børns Vilkår er en voksen, som kender meget til anbragte børns rettigheder, og som ville kunne gå med dig til møder med kommunen, således at du kan få støtte til at fortælle, hvordan du har det på dit nye opholdssted - og til at fortælle at du brug for mere hjælp, end du får lige nu. Hvis du vil klage, så kan en bisidder også helt præcist fortælle dig om dine muligheder for det, og ville også kunne hjælpe dig med at lave klagen. At have en bisidder er en ret, du har. Det har alle børn, som har en sag i kommunen. Det står i loven. Jeg er lidt i tvivl, om du ville kunne kontakte os på telefon eller en mail, da du skriver, at det kun er fordi du er hjemme ved din mor, du kan skrive til BørneTelefonen. Men da du har ret til have en bisidder, tænker jeg, at du kan sige til enten dit opholdssted eller din sagsbehandler, at du vil i kontakt med en bisidder fra Børns Vilkår (hvis du altså ønsker det). Du kan ringe til vores BisidderTeam på tlf.nr: 35 55 55 59. 　

Du er også altid velkommen til at ringe, chatte og sms'e med en rådgiver på BørneTelefonen på 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen