Brev

Tømmermænd?

Hej.

Jeg er 15 år gammel, og startede ned at drikke i slutningen af 8 klasse. Jeg går nu i 9.

Jeg plejer at drikke RIGTIG Rigtig meget, og holder mig meeget sjældent under 3 genstande hver gang jeg drikker. Jeg drikker i gennemsnit 2 gange om måneden.

Jeg undre mig rigtig meget over én ting. Jeg har tror simpelthen ALDRIG at jeg har haft tømmermænd.

Lige da jeg begyndte at drikke, fik jeg dårlig mave lige når jeg stod op, men da jeg havde været på toilettet havde jeg det helt fint som normalt. Det varede kun de første par gange.
Ellers kan jeg godt være noget svimmel og have dårlig balance lige når jeg rejser mig fra sengen. Nogen gange har jeg det også dårligt når jeg vågner, men så snart jeg sætter mig op eller rejser mig, har jeg det helt normalt.

Jeg undre mig virkelig over om det er normalt, og hvorfor jeg ikke får det.

Kommer jeg til at få tømmermænd? Hvordan føles det, og altså, hvordan ved jeg at jeg har rigtige tømmermænd?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Det er lidt forskelligt fra person til person, hvordan alkohol virker på kroppen. Nogen bliver meget berusede efter få genstande, andre skal have mere for at kunne mærke virkningen.

Sådan er det også med tømmermænd. Nogen får meget hurtigt tømmermænd, andre mærker ikke særlig meget. Du kan gøre forskellige ting, for at mindske risikoen for tømmermænd. For eksempel er det en god idé, at drikke meget vand, når man drikker alkohol. Alkoholen er vanddrivende, og derfor kan du blive dehydreret, hvis du ikke får væske ved siden af. Det er også en god ting, at spise inden og samtidig med at du drikker, så optager kroppen ikke alkoholen på samme måde, som hvis du kun drikker.

Du får det til at lyde, som om det er et problem, at du ikke mærker tømmermænd, når du har drukket. Jeg tænker, om du mon er med i en gruppe, hvor der er lidt prestige i at kunne fortælle om voldsomme tømmermænd? For ellers er det vel mest en fordel, at du ikke bliver så dårlig. Det er ikke et tegn på, at du ikke har drukket lige så meget som de andre. Det er kun fordi din krop ikke reagerer så voldsomt på alkohol. Der er ikke noget, der er mere normalt end noget andet.

Det er selvfølgelig altid bedst at drikke sammen med nogen, som man er tryg ved og har det godt sammen med. I skal kunne passe på hinanden og reagere, hvis nogen af jer får det dårligt. Så det kan være, at I skal have en snak om, hvad I skal gøre, hvis det går galt for en af jer. Ringer I fx efter forældrene, hvis én bliver meget dårlig? Det kan være smart at have lavet den slags aftaler i ædru tilstand. Så er det nemmere at gøre, når først I er fulde allesammen. 

Jeg kan ikke 'love' dig, at du får flere tømmermænd end du allerede har haft. Hoved- og mavepine, kvalme, svimmelhed, tørst og mathed er nogen af de almindelige tegn på tømmermænd.

Jeg håber ikke for dig, at du kommer til at opleve for mange af dem. Pas godt på dig selv..og få også meget gerne en snak med dine forældre om det. Så de ved, at du drikker alkohol, kan vejlede og passe på dig.

Mange hilsner fra BørneTelefonen.

Flere gode råd til unge Om alkohol

Når man er ung, kan det være, at man begynder at interessere sig for fester. Eller måske at ens venner, er begyndt at feste – og måske er nogen også begyndt at drikke øl og drinks til festerne?

Har du tanker som: Jeg føler, jeg skal drikke, for at være en del af fællesskabet. Det er som om, der er et gruppepres til festerne. Hvordan siger jeg fra? Jeg vil gerne prøve at drikke, men hvordan taler jeg med mine forældre om det? Jeg tror jeg har et alkoholproblem, hvordan får jeg hjælp til at komme ud af min afhængighed? Hvad kan der ske, hvis jeg drikke for meget? Min ven bliver altid for fuld, hvordan kan jeg hjælpe?

Tjek siden ud og find svar på dine spørgsmål. Du kan tage en quiz og finde ud af, om du kender til myterne om alkohol. Du kan også læse gode råd til, hvordan du drikker alkohol på en sikker måde eller du kan læse andre børns dilemmaer og se BørneTelefonen svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat