Mentale helbred

Da jeg var ca. 10 fik jeg en voldsom omgang seperationsangst, som tog 2 år at slippe af med.
Jeg kan ikke huske præcist hvordan det foregik, men på det tidspunkt plejede jeg bare at sige at jeg havde ondt i maven, hvis der var noget galt. Så gættede min mor bare løs indtil hun gættede hvad der var galt. Men man kunne måske også mærke det på mig, for jeg kunne nærmest ikke tage i skole uden at bryde sammen.

Jeg ved ikke om “ondt i maven-tricket” er noget du kan bruge, men jeg synes i hvert fald det var det nemmeste. Ellers er det så svært at få sagt, hvis man bare går direkte til “mor og far jeg vil gerne gå til psykolog”.

Man kan også skrive en seddel til dem og lægge den et sted hvor de finder den, hvis man synes det er mindre skræmmende.

Nu ved jeg ikke hvordan du har det eller hvad der er “galt”, men måske de på et tidspunkt lægger mærke til at du måske ikke har det så godt, og så spørger om der er noget galt – og så er der en god lejlighed til at sige hvad der er galt.

Det er i hvert fald en god idé at få det sagt og mega stærkt du er opsat på at få professionel hjælp! Det bedste der er sket i mit liv er at jeg fik en god børnepsykolog!

Håber alt det bedste for dig! Held og lykke!!
Mvh mig

Jeg græd hverdag efter skole og derfor viste de det. I starten troede de at det havde noget at gøre med min huns som døde. Men da det blev ved i lang tid spurgte de. Og jeg ville bare gerne ud med det. Det er jo på ingen måde ens egen skyld. Og jeg tænkte også på at jeg gerne ville have professionel hjælp. Men min mor spurgte mig før jeg nåede at sige det💪Men kæmp for det fordi de ville forstå det!!!!!!💕

Fordi min mor og far mente det. Var fordi dåner jeg havde fortalt noget fra skolen(jeg var blevet mobbet ud og havde spiseforstyrrelse af en meget tidlig alder) så mente min mor og far at jeg skulle “reagere” på en måde. Som jeg ikke mente var den rigtige for mig. Så mit råd er sig det sig det sig det!!!!!!!😘☺️