Brev

Forbudt Kærlighed…

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du Øv, det er en rigtig svær situation, du er havnet i. Jeg er vildt imponeret over, at du er så ærlig i dit brev. Jeg kan forestille mig, at det er svært at indrømme, at du er forelsket i ham og tænker på ham på den måde, som du gør. Det fortæller mig, at du har en god selvindsigt – altså er god til at tænke på, hvad der sker i dig. Jeg vil også gerne fortælle dig, at dine tanker og reaktioner er helt normale, selv om du synes, det er klamt. Du skriver, at du hader dig selv for, at du er forelsket i din lærer. Jeg synes, du dømmer dig selv meget hårdt, når du skriver sådan. Vi bestemmer jo ikke selv, hvem vi bliver forelskede i. Nogle gange ville vi ønske, at vi kunne føle anderledes end vi gør, men vores følelser kan være rigtig svære at styre. Nogen gange kan man prøve at "vende" en umulig/forbudt kærlighed til noget positivt, ved at bruge den man er umuligt forelsket i som en rollemodel i forhold til, hvem man gerne vil og kan blive kæreste med. Man kan spørge sig selv: "Hvad er det der gør særligt indtryk på mig?" - er det udseendet? måden han er på? det han er god til? at han er sjov? at han er ældre end mig?....  Der kan være mange ting man kan blive klogere på der og med lidt held og ihærdighed, kan man tit begynde at få øje på andre drenge, der har noget af det samme, og som er mulige at lære bedre at kende. Måske det er det, du skal i gang med at bruge din energi på nu? Du fortæller, at du ikke ved, om han har følelser for dig. Jeg kan godt forstå, at du bliver i tvivl om det, når han opfører sig, som du beskriver. Jeg tænker, at det ikke er i orden, at han kalder dig søde og søde skat. Du skriver også, at han rør dig på en bestemt måde. Jeg bliver nysgerrig efter, hvad det mon er for en måde? Voksne, der har med børn og unge at gøre, skal virkelig passe på, at de ikke får sendt forkerte signaler. Det lyder som om, at det faktisk er det han får gjort, så du bliver i tvivl om hans følelser. Og sådan bør det ikke være. Jeg bliver nysgerrig efter, om du har en god ven eller veninde, der ved, hvordan du har det med din lærer? Jeg tænker også på, om der mon er andre piger i klassen, som synes han er sød og måske også er forelsket i ham?  Ved du, om der er det? Nogle gange kan det hjælpe, hvis man får forståelse fra andre. Jeg tænker også på, at det måske kan være en hjælp for dig, hvis du finder ud af, om han opfører sig på samme måde overfor andre piger, som han gør overfor dig. Ville det være muligt for dig at fortælle ham, hvordan du har det? Måske, og højst sandsynligt, tænker han ikke over, at han med den måde han er på, gør dig i tvivl om, hvad han føler for dig. Hvis du vælger at tale med ham om det, tænker jeg, det vil være en god idé at tage en veninde med. Hun vil kunne være en god støtte for dig, og hun vil også kunne hjælpe dig med at huske bagefter, hvad han siger til det. En anden mulighed kunne også være, at du skrev et brev til ham. Nogle gange kan det være svært at stå overfor folk, hvis man skal fortælle dem noget, som man ikke ved, hvordan de vil reagere på. Du behøver jo ikke være der, når han læser brevet. Du kan jo også vælge at betro dig til en voksen, som du er tryg ved. Kan du finde én, som du er tryg ved? Det kan måske være en anden lærer, din mor eller far eller en venindes mor. Måske kan du tænke igennem, hvem du ville kunne fortælle det til, hvis du har lyst til det. Den voksne kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er det bedste at gøre. Husk hele tiden dig selv på, at det du oplever er helt almindeligt og naturligt, selvom det ikke føles sådan for dig! Jeg har nu givet dig nogle forskellige ideer. Det kan være du ikke synes, at der er nogen af dem, du kan bruge. Det kan også være, at du gerne vil bruge en af ideerne, men at du er usikker på, hvordan du skal gøre det. Hvis du har lyst, kan du ringe til BørneTelefonen på 116 111. Du kan fx læse dit brev og svaret højt og på den måde forklare, hvad du gerne vil tale om. Jeg håber, du finder en god løsning på den situation du er havnet i. Det er så sejt, at du forsøger at gøre noget ved det, så du igen kan komme til at koncentrere dig i timerne og have en god skolegang. Mange tanker fra BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat