Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Kære dreng på 17 år
Tusind tak for, at du skriver ind med noget, der er sårbart og svært at gå alene med. Det kræver rigtig meget mod at sætte ord på de tanker, du har om din krop og dine oplevelser, og jeg er glad for, at du rækker ud.
Du skriver i dit brev, at du føler dig utryg og flov over størrelsen på din penis, især når du sammenligner dig med andre i omklædningsrummet efter idræt. Du fortæller også, at nogle af de andre laver sjov på en måde, der sårer dig, og at du samtidig går med tanker om, at du måske er biseksuel. Derudover er du bekymret for, om din størrelse betyder, at du ikke kan have sex, og du er bange for, hvordan en partner vil reagere. Det lyder som om, du går med mange tunge tanker helt alene, og det er virkelig forståeligt, at det fylder.
Usikkerheder og udvikling
Først vil jeg sige: Rigtig mange unge, både drenge og piger, føler sig usikker på sin krop i din alder. Vi hører fra mange unge, der bekymrer sig om, om de “ser ud som de burde”, og sammenligninger i badet kan virkelig forstærke den følelse. Men det betyder ikke, at der er noget galt med dig. Peniser kan være meget forskellige i både størrelse og form, både i slap og stiv tilstand.
Og noget, der er vigtigt at vide: En penis behøver ikke være stor for at man kan have god, tryg og lækker sex. Sex handler for mange først og fremmest om nærhed, respekt, kommunikation og tryghed – ikke om centimetre. Det er din tryghed og jeres relation, der skaber en god oplevelse. Så for at dække alle dine spørgsmål, vil jeg besvare dem en efter en:
“Er den stor nok til at have sex med?”
Ja. En penis behøver ikke være særlig stor for, at sex kan fungere. De fleste oplever, at det handler meget mere om kontakt, omsorg, nysgerrighed og hvad man gør sammen og ikke den specifikke længde. Det er også vigtigt at vide, at sex ikke kun handler om penetration.
Mange tror, at “rigtigt sex” kun er noget, der foregår med penis i skeden, men sådan er det slet ikke. Sex kan være rigtig mange ting — kys, berøring, intimitet, oralsex og andre former for nærhed. For mange kvinder er det faktisk ikke penetration, der giver orgasme, men derimod stimulation omkring klitoris, som ofte sker bedst gennem oralsex eller med hænderne.
“Hvad gør jeg, hvis hun griner ad den?” + “Hvad hvis hun spørger ‘er den inde’?”
En partner, der respekterer dig og gerne vil være tæt på dig, vil ikke grine. Et godt seksuelt møde er trygt. Hvis nogen griner af din krop, så betyder det ikke, at du ikke er god nok. Men tværtimod så er det et tegn på, at personen ikke er klar til sex.
Samtidig vil en god partner tale med dig på en kærlig og respektfuld måde. Sex er noget, man øver sig på sammen og kommunikation er en del af det.
Biseksuel?
Det, du beskriver i badet, at du blev hård af at kigge på en anden dreng, kan sagtens være et tegn på, at du er biseksuel. Men det kan også blot være din krop, der “tester” dens funktion. Mange unge oplever, at de bliver nysgerrige på både drenge og piger. Det er en helt naturlig del af det at lære sig selv at kende.
Hvis du får lyst til at vide mere om hvordan andre unge tænker om deres egen krop og måske genkende situationen, så kan du finde mere på den her side om: Kroppen
Det kan også være, at du har lyst til at læse mere på Sex & Samfunds side om hvor forskellig penisstørrelse kan være. Det finder du lige: her
Det er virkelig stærkt, at du har skrevet ind og delt så åbent om dine tanker og bekymringer. Du er ikke forkert og du er bestemt ikke alene.
Du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe til os på 116111, hvis du har brug for at snakke med nogen, der lytter.
De varmeste hilsner
BørneTelefonen