Kære dig
Tak for dit brev. Det kræver mod at dele sådan en svær situation, og jeg kan godt forstå, at du havde brug for at skrive det hele ned. Nogle gange hjælper det lidt bare at få tingene ud af hovedet og ned på skrift, og jeg håber, det føltes lidt sådan for dig.
Jeg synes, det er virkelig sejt og stærkt af dig, at du har skrevet ind. Ikke bare nu, men flere gange, når du har haft brug for det. Jeg er virkelig glad for, at du oplever, at vi er et sted, hvor du kan dele det.
Det lyder nemlig også meget svært, at gå med viden om din søsters spiseforstyrrelse og din fars psykiske problemer og opførsel. Jeg kan godt forstå, at du har brug for at dele det.
Jeg ved, du skrev, at du måske ikke engang havde brug for et svar.
Men jeg synes faktisk, det her brev, og de andre, du har sendt, i sig selv er lidt af et tegn. Et tegn på, at du måske inderst inde håber, at noget kan blive anderledes. Bare en lille smule.
Nogle gange kan det føles så håbløst, at man næsten ikke tør stole på sin egen mavefornemmelse. Men jeg fornemmer, at der måske alligevel er en lille følelse i dig, som peger på, at det ikke behøvede at være helt så svært.
Mavefornemmelsen kan være vigtig. Og jeg kan læse, at du faktisk godt kan mærke, når noget føles forkert – også selvom ingen andre siger noget.
Hvad føles svært?
Du skriver om din søster, som har det svært, og hvordan du har været bekymret for hende i lang tid. Du har lagt mærke til ting, andre måske overser.
Du har sagt det til din mor, du har forsøgt at gøre noget, selvom du ikke burde stå med ansvaret. Det siger meget om dig. Det siger, at du er omsorgsfuld, opmærksom og modig.
Samtidig skriver du, at din far også har det svært, og at han nogle gange råber og opfører sig mærkeligt. Det lyder ikke som, at jeres hjem altid er et rart sted at være. Mon jeg har ret i det?
Du skriver, at du nogle gange hader ham, og at du nogle gange genkender dig selv i ham, og det skræmmer dig. Det giver så god mening, at det forvirrer og frustrerer dig. Det må være en kæmpe følelsesmæssig rutchebane at være i. Og midt i alt det her er der ingen, der rigtig ser, hvordan du har det.
Det lyder som om, at du måske går lidt under radaren – er blevet glemt lidt. Men jeg ser dig. Og jeg kan mærke, at du er et menneske med et kæmpe hjerte. Du prøver at passe på alle omkring dig. Din søster, din mor, og måske endda din far, selvom du ikke altid bryder dig lige meget om ham.
Du gør det hele så godt, du kan. Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvem passer egentlig på dig?
Det burde ikke være din opgave at løse alt det her alene. Det er voksenting. Men alligevel står du der midt i det og prøver at finde ud af, hvad du skal gøre. Det er ikke dit ansvar.
Måske hvis jeg fortæller dig lidt om dine rettigheder, kan det gøre det lettere at se meningen i det jeg siger:
- For du har ret til tryghed.
- Du har ret til at få hjælp, når nogen tæt på dig har det svært, som din søsters spiseforstyrrelse.
- Ligesom din søster måske faktisk også har ret til at nogen passer på hende i hendes sygdom.
- Og du har ret til selv at blive passet på.
Men det lyder som om, du i øjeblikket prøver at tage ansvar for det hele. Som om du passer på alle de andre, samtidig med at der sker nogle ting omkring dig, som måske gør rigtig ondt på dig. Derfor er det også rigtig godt, at du deler det med os.
Jeg ved fra andre, at det kan føles tryggere at skrive et sted, hvor man er anonym. Det giver rigtig god mening, hvis det også er sådan for dig.
Måske er vi dem, du lige nu føler dig mest tryg ved. Måske også fordi du ikke helt ved, om du egentlig ønsker, at der skal ske en forandring. Eller fordi du er bange for, hvad den forandring kan betyde, hvis du faktisk stopper op og siger: “Nu har jeg simpelthen brug for hjælp.”
Måske handler det også om, at du er bange for, hvordan dine forældre ville reagere. Eller måske føles det bare helt håbløst lige nu. Det ved jeg ikke, om du kan genkende?
Måske tager jeg helt fejl. Eller måske er det netop derfor, du valgte at fortælle det til os først. Fordi du er anonym. Og det er helt okay. Der er faktisk mange, der gør det sådan. Skriver til os nogle gange. Det kan være en vigtig begyndelse.
Derfor giver det god mening, hvis det føles tryggest at skrive anonymt og tage det i dit eget tempo. Og måske kan vi så bare sammen kigge lidt på nogle af de muligheder, der findes. Så kan du selv mærke efter og vurdere, hvad du har lyst til – og hvornår.
Kan du dele det med andre omkring dig?
Selvom det kan være en lettelse at dele noget anonymt, så kan det også være vigtigt, at nogen omkring dig ved, hvad du står i lige nu. Derfor kommer jeg til at tænke på, om der mon er nogen i dit liv, som du har tillid til, og som du måske kunne dele det med?
Jeg ved ikke, om der er nogen voksne omkring dig, som du føler dig tryg ved? Måske en lærer, en pædagog, en bedsteforælder eller en andens mor eller far?
Nogle gange kan det hjælpe bare at sige én sætning til en voksen, man stoler på, som for eksempel: “Der er noget derhjemme, der er svært.” Du behøver ikke sige det hele på én gang.
Vi har nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at sige det højt. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.
Der er mange, der gerne vil hjælpe dig
Jeg kan mærke, at du går rundt med mange svære følelser og tanker. Og at du føler dig glemt. Jeg vil bare sige, at du ikke er alene. Det håber jeg også, at mit svar har vist dig. Der er altid voksne, der har ansvar for at hjælpe dig og din familie.
Faktisk skal din kommune hjælpe dig, hvis de er bekymrede for dig – måske har du hørt det før?
Men hvem er kommunen egentlig? Og hvorfor skal de hjælpe? Det svarer Inge på i videoerne her. Du kan måske se dem, hvis du vil vide lidt om, hvordan kommunen kan hjælpe.
Det handler ikke bare om at løse de problemer, du står overfor nu og her, men også om, at du får støtte og hjælp til at få en fremtid, hvor du er glad og føler dig tryg. Det har du faktisk ret til.
Måske må vi hjælpe dig endnu mere?
Vores bisiddere har hjulpet mange børn og unge, der har haft brug for hjælp. En bisidder er en voksen, der kan møde dig, hvor det passer dig: På en café, på biblioteket, i en park eller hvor som helst I to aftaler.
Måske har du også hørt om det i nogle af de andre svar, du har fået fra os?
Jeg giver dig et link til en video med Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår. Så kan du kigge lidt mere på det, hvis du har lyst.
Du er altid velkommen til at skrive herind igen – det er også mange andre måder, du og din familie kan få hjælp på, som vi kan tale om.
Uanset hvad det handler om, er du altid velkommen til at kontakte os. Du behøver ikke have styr på det hele. Det vigtigste er, at du ikke er alene.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
