Hej med dig
Først vil jeg gerne sige tusind tak for dit brev. Det kræver super meget mod at sætte ord på de følelser, du har lige nu. Du gør det ovenikøbet på en rigtig fin og ærlig måde. Det er virkelig godt gået.
Jeg synes, det giver helt vildt god mening, at du er bange for at blive afvist. Især når du, som du selv skriver, har oplevet ustabile venskaber og relationer. Jeg tænker faktisk, at når man har en historie som din, så kan relationer virker ekstra skræmmende, som kan gøre, at man ikke tør række ud. Kan du mon genkende det?
Du skriver selv, at det virker til, at det er for sent at ændre noget. Alligevel tænker jeg, at du har gjort noget anderledes siden, at du engang følte dig meget alene til, at du nu er begyndt at snakke med nogle? Kan det mon være fordi, at du er en god ven, er virkelig sjov eller en rigtig god lytter, som de andre, du er begyndt at snakke med, virkelig godt kan lide ved dig?
Hvis du har mod på det, så kan du måske prøve at tænke over, hvad der gør dig til en god ven. Du skriver allerede selv, at du prøver rigtig meget at gøre dine venner glade? Det virker i hvert fald på mig, som en rigtig dejlig ven, der er god til at tænke på, hvordan andre har det. Det er venner, som jeg selv rigtig godt kan lide at være sammen med og opsøge. Nemlig dem, der er empatiske og er god til at tænke på andres følelser. Ligesom dig. Hvad tænker du om det?
Derfor vil jeg fortælle dig, at det ikke er for sent at ændre noget. Du har jo også allerede gjort noget virkelig modigt ved at skrive til os. Det er en rigtig god begyndelse.
De små skridt
Når du gerne vil have hjælp til at komme over at være bange for en afvisning, så tænker jeg, at det måske kan være en idé at starte med nogle små øvelser.
Du kan måske prøve at sende en besked til en start uden et spørgsmål. Det kan eksempelvis være: “Hej! Jeg kom lige til at tænke på dig.” Det viser, at du er der, gerne vil have kontakt og at der er en åben dør ved dig.
Du kan også prøve at spørge ind til noget, som I måske snakkede om sidst I sås/talte sammen. Det kan være, at du kan huske vedkommende lige har været på ferie, lige har fået et fritidsjob eller noget helt andet. Her tænker jeg, at du kan forsøge at spørge ind til, hvordan det mon går med det.
Hvis det fungerer bedre for dig, så kan du prøve at lave en aftale med dig selv. Det kan eksempelvis være, at du to gange om ugen skal forsøge at række ud til en. Når det går godt med det, så kan du gøre det tre gange og langsomt øge gangene. Hvis du omvendt synes, at det er for svært, så kan du forsøge at gøre det én enkelt gang ugentligt.
Hvis du nu oplever, at der er en, der afviser dig på et tidspunkt, så tænker jeg, at det kan være en idé, at du øver dig på, hvordan du modtager afvisningen. Jeg forstår godt, hvis du synes, det er mega svært. Men faktisk er det sådan, at rigtig ofte, når nogle rækker ud, så føles det virkelig rart at vide, at nogle tænker på en. De fleste kan nemlig godt lide, når andre viser dem interesse og tager det derfor som et kompliment. Selv hvis man ender med at afvise.
Derfor får du stadig ‘noget ud af’ at opsøge dem, som du har lyst til, fordi du så kan tage stilling til om du har lyst til at række ud til personen igen en anden gang eller om du hellere vil bruge tiden på nogle, der ikke afviser. Giver det mon mening?
Nogle gange er det sådan, at vi afviser, fordi vi ikke lige har tid, har nogle problemer, der tager alt vores overskud og alle mulige andre ting, der slet ikke har noget med dig at gøre, men bare livet, der også er i gang ved dem, som det også er ved dig. Derfor kan det ofte give mening at række ud en gang mere, hvis man har lyst til det. Og hvis du ikke har lyst, så er det også helt ok. Så kan du måske afvente og se om personen, så ender med at tage kontakt til dig på et andet tidspunkt.
Du fortjener venner, der vil dig og du fortjener rigtig meget at være tryg i de relationer du har. Det er slet ikke for sent! Især ikke når jeg kan fornemme på dig, at det er rigtig vigtigt for dig, at det lykkes. Jeg håber, du er klar til at give det en chance. Også selvom det kan føles mega svært at sætte sig selv og sine følelser i spil.
Hvad med en sød voksen?
Jeg tænker, at det måske kan være lidt svært at bære på alle de svære ting, som du beskriver, alene? Hvis du har lyst, så kan du måske også prøve at snakke med en sød voksen? Det kan være en lærer, en forælder eller en anden tryg voksen, som du måske kommer til at tænke på lige nu? Det kan nemlig være en stor hjælp for mange at tale højt om de ting, der fylder rigtig meget for os, så vi ikke skal gemme på det helt alene inde i maven. Hvis det føles bedre for dig, så kan du måske vise dem brevet her? Jeg synes nemlig, som jeg fortalte dig tidligere, at du har været så god til at forklare, hvordan du har det.
Har du brug for mere hjælp?:
Jeg håber rigtig meget, at du kunne bruge rådene. Hvis du ikke føler, at du har fået svar på alt det, som du søgte eller du har brug for mere hjælp, så er du også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111. Her sidder der altid en voksen klar til at tale med dig. Du kan naturligvis også altid skrive ind i brevkassen igen.
Jeg ønsker dig alt det bedste og held og lykke med det hele! Jeg håber, at det giver dig modet til at tage det næste skridt.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.
