Dårlige venner

Kære Børnetelefon

Jeg har et problem, alle mine bedste og gode venner er gået imod mig efter jeg har fået en kæreste og en ny ven som jeg er blevet rigtig tæt med, de er et år yngre så nu bliver jeg drillet rigtig meget og de skriver på mine videoer om at jeg er pedofili

mine gode venner er begyndt og ryge, drikke og stjæle rigtig meget og det gider jeg bare ikke at være en del af så jeg er meget sammen med mine nye venner, men det kan de andre ikke lide.

De mobber mig og jeg bliver rigtig ked af det fordi jeg prøver bare at være en god ven for alle, men ingen er gode overfor mig

Dreng, 14 år

Kære dreng

Du lyder som en omsorgsfuld og sød person, der virkelig prøver at være god mod andre. Derfor kan jeg godt forstå, at du bliver ked af det, når dine venner opfører sig sådan overfor dig.

Det er stærkt, at du prøver at stå ved dig selv og gøre mere af det, du har lyst til. Du er i din fulde ret til at være sammen med dine nye venner, og hvor er det stærkt, at du kan se, at det ikke er godt for dig at være sammen med de gamle mere.

Men selvfølgelig er det svært, når du oplever, at de ikke respekterer det!

Jeg vil dele mit svar lidt op, fordi der både er noget online og i skolen. Men vigtigst: du skal ikke stå med det her alene – andre kan hjælpe dig!

Hvad kan du gøre online?

Når det foregår online, kan det hurtigt føles som om, man aldrig får fred. Derfor er det vigtigt, at du også passer på dig selv online og det er godt, at du reagerer når dine venner skriver og kommenterer, at du er pædofil.

Der er også nogle helt konkrete ting, du kan gøre her og nu: 

Tag screenshots og gem beskeder, kommentarer eller snaps, så du kan vise, hvad der faktisk foregår og tale med de voksne om de konkrete ting, de skriver.

Bloker eller begræns personer, der skriver grimme ting eller gør dig utryg/ Forlad gruppechats, som ikke føles rare eller trygge at være i. Du må også gerne anmelde opslag, kommentarer eller profiler, hvis nogen skriver løgne eller grænseoverskridende ting om dig.

Det kan føles ekstra svært, når det er nogen, man før har været tæt med. Men du må gerne passe på dig selv og trække dig fra fællesskaber, hvor du bliver behandlet dårligt. I den virkelige verden ville mange også gå væk fra nogen, der sagde grimme eller ubehagelige ting. Det må man også gerne online.

Du kan også prøve at ændre privatlivsindstillinger, så færre kan kontakte dig eller se dine ting. Måske du fx kan fjerne muligheden for at man kan kommenterer eller skrive til dig i en periode.

Tal med en voksen om det, mens I sammen ser på det, der sker online.

Mange oplever, at ting online hurtigt kan vokse sig store, fordi andre ser med, liker, deler eller kommenterer. Men det gør ikke det, de skriver, mere sandt. Og du skal ikke stå alene med det her.

Der er voksne, der kan hjælpe dig med at få overblik, stoppe det der sker og finde ud af, hvad der er bedst at gøre videre.

Hvis du har lyst, kan vi også hjælpe dig med helt konkrete ting som anmeldelser, blokering og hvad man kan svare – eller om det er bedst slet ikke at svare.

Vi hjælper også andre, der oplever det samme og vi har altid åbent.

Når mobning foregår i skolen, skal skolen gribe ind og have en plan for, hvordan det bliver stoppet.

Og dine forældre skal også hjælpe dig, for det du beskriver, lyder som noget, voksne skal hjælpe dig med. Det kunne dem jeg fortæller om: en lærer, en pædagog, en træner eller måske dine forældre?

Bare en voksen, som du er tryg ved, og som kan hjælpe dig videre.

Du kan også vise dem dette svar, hvis du har lyst. Måske I kan se på nogle af de links jeg kommer til at sende nedenunder.

Jeg har fundet den her video til dig. Grunden til at jeg sender den, er fordi jeg ved, at når man bliver mobbet, er det næsten umuligt ikke at tage det personligt. Man kan føle, at det har noget at gøre med den person, man er. Og til sidst kommer man måske til at tro, at der er “gode grunde” til, at man bliver mobbet.

Det er ikke din skyld, at du bliver mobbet. Men det er dig, det går udover – og videoen kan måske hjælpe dig med at forstå lidt mere om det.

Jeg vil også dele et link med dig, hvor du kan læse mere om mobning og om, hvordan man kan stoppe det.

Vi har nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at sige det højt. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.

Nu har du har taget mod til dig og skrevet til BørneTelefonen og være åben. Mon du ville kunne tage skridtet videre og åbne op over for en voksen, som vil lytte til dig?

Du kan også prøve at sige fra

Vi har talt med mange børn, som oplever, at det kan hjælpe at sige det højt, når noget ikke føles okay.

For nogen hjælper det også at fortælle, hvordan det rammer, og sige fra, når nogen går over ens grænser.

 

Måske er der én i gruppen, der er lidt lettere at være ærlig overfor end de andre?

Jeg ved godt, det ikke er nemt. Du gør allerede noget vigtigt ved at mærke efter og prøve at passe på dig selv. Men nogle gange kan det også føles lidt lettere i kroppen bagefter, når man prøver at sige fra.

Du har valgt en anden vej 

Det kan godt være, at dine gamle venner savner dig og måske bliver lidt misundelige, når de ser, at du har det godt med dine nye venner og kæreste. Men det giver dem stadig ikke ret til at behandle dig sådan. Du har taget en beslutning om, at du ikke vil være med til det, de gør, og det skal de respektere.

De nye fællesskaber virker tryggere og passer bedre til den, du er – og den vej må du virkelig gerne gå på.

Lige nu kan det måske føles som om der er en stor og tung sten på vejen. Og nogle sten er bare for tunge til, at man skal skubbe dem alene.

Men det er vigtigt at huske, at det ikke behøver være sådan her hele tiden. Når du deler det med nogen, du stoler på, kan stenen begynde at rykke sig – lidt efter lidt.

Måske kan det også hjælpe, hvis dine nye venner ved, at du har det svært lige nu. Nogle gange bliver vejen lettere at gå på, når man ikke går alene.

Prøv at blive ved med at holde fast i de mennesker, der føles gode for dig, og som gør det lettere at være dig. Og husk, du behøver ikke klare det hele selv.

Hvis du har brug for det, kan du altid skrive eller ringe til os på 116111. Vi har altid åbent – også om natten.

Kærlig hilsen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat