Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg hader skole.

Så for det første har jeg social angst og jeg var væk fra min skole i et stykke tid, men jeg er kommet tilbage igen og jeg har det bare ret røv.

Jeg går i 9 klasse og lærene bliver ved med at snakke om eksamer og prøver og sådan noget, og det gør mig virkelig ked af det, fordi jeg er fritaget for det hvilket er noget mærkeligt at være ked af, men det er jeg. Jeg føler mig bare anderledes. Fordi alle de andre elever kan gå i skole 5 dage om ugen fuldtid. Og jeg går der kun 1-3 dage om ugen kun til middag.

Jeg vil så gerne alt muligt men jeg kan ik på grund af min angst.

Altså jeg har støtte fra mine lærere og forældre, men jeg føler jeg ik fortjener det. Jeg kunne bare tage mig sammen og gøre det. Det kan da ik være så svært. Det lyder ik svært for de andre så hvorfor skulle det være for mig ?

Plus har jeg også problemer med min kønsidentitet, fordi at jeg er non-binær og de mennesker jeg har fortalt, har glemt det og kalder mig noget jeg ik vil blive kaldt. Min far er også homofob så det også en grund til ik at komme ud. Selv den person jeg snakker med fra psykiatrien kalder mig for mit biologiske køn. Selvom jeg sagde hvad jeg ville blive kaldt. Jeg hader at være transkønnet.

Så har jeg også fucking selvskade problemer oven i det. Jeg har så svært ved at stoppe, men jeg fortjener det. Og desuden kan jeg godt lide smerten. Men jeg er 2 uger ædru lige nu så det da noget. Tror jeg.

Jeg tror aldrig jeg bliver bedre. Der er gået 3 år.

Non-binær, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej 15 årige

Tak for dit brev.

Hvor er det bare super godt, at du har skrevet herind for at få nogle gode råd. Det lyder virkelig til, at du går og tumler med en masse ting, og at du har det utrolig svært. Og det kan jeg bestemt godt forstå.

Du skriver nemlig om rigtigt mange ting, der er svære. For eksempel mobning og angst. Selvskade og følelsen af, at være anderledes. Et homofobisk miljø, der gør det svært at være dig. Ingen unge på 15 år, skal have det så elendigt, som du har det.

Jeg kan så også læse, at du har forældre og lærere som støtter dig i skoledelen. Du går også hos en psykiater. Det fortæller mig, at der er voksne omkring dig, som forsøger at støtte dig.

Jeg har forsøgt at dele mit svar op i temaer. Dette er delt for min egen skyld, men også for at du kan kigge på dine problematikker lidt isoleret. Så du ikke kommer til at tænke, at dit liv bare er lort, lort, lort. For der er lyspunkter og det er dem, du skal forsøge at fokusere på og holde fast i. Håber, at det er ok, at gøre det sådan?

Skolen.  Du fortæller, at du har social angst og derfor har været væk fra skolen i lang tid. Som du måske ved, ser vi her på BørneTelefonen flere og flere børn og unge som lider af skolevægring og ikke kommer i skole f.eks. pga. angst. Så det er super flot, at du nu er parat til at komme i skole. Også selvom du ikke kan deltage en hel skoledag og i alle timer.

Men du går i 9. klasse og eksamen nærmer sig. Og jeg kan godt forstå, at du er bekymret og ked af, at afslutningen på skolen bliver anderledes for dig. Men du er et sted i livet, hvor du ikke magter terpe-undervisning og pres med prøver. Og det er okay. Du må prøve at acceptere, at det er sådan det er lige nu, – og at du får chancen for at tage en 10. klasses eksamen på et senere tidspunkt. Har du tænkt på det?

Du kan måske prøve at tale med din lærer (eller studievejleder) og forældre om dette, så du kan lægge det til “side” og ikke slå dig selv i hovedet med “at du bare kan tage dig sammen”. For du kan IKKE “bare tage dig sammen”. Var det så let, havde du nok gjort det. Har jeg mon ret i det?

Du må prøve at acceptere, at du er anderledes end de andre. Og ja, du er unik. Du er noget særligt. Du er god til at forklare, hvordan du har det. Det kan jeg læse i dit brev. Du har power til at skrive herind. Du har formået at komme i skole igen. Du går til psykiater, – og det tænker jeg, kræver mod. Du er ærlig mht. dit køn, selvom din far er ret homofob. Jeg tænker, at du har en hel masse at byde på, – hvis du forstår, hvad jeg mener?

Den sidste ting omkring skolen, jeg tænker, at du måske kan tale med din lærer om: Du skal selvfølgelig være med i det omfang, du magter, omkring skoleafslutning. Jeg ved godt, at der er et stykke tid endnu.

KønsidentitetDu skriver, at du er nonbinær og at din psykiater ikke kalder dig ved dit rette køn. Jeg kan godt forstå, at dette må være død irriterende og frustrerende. Har du prøvet, at rette ham/hende hver gang, der bliver sagt forkert? Måske kan du starte jeres “samtale” med at sige: “Det er ikke for at være irriterende, men jeg bliver faktisk ked af det, hver gang du kalder mig ved mit biologiske køn. Du ved, at jeg er nonbinær, og derfor retter jeg dig hver gang, at du tiltaler mig forkert. Jeg håber, at det er ok?”   Du tænker måske, at det vil virke provokerende, men jeg tror faktisk, at dette vil indgyde til respekt. At din psykiater vil respektere dig, for din ærlighed. Hvad tænker du om det?

Du skriver, at du hader at være transkønnet. Og dette må du også prøve at acceptere. Uden at jeg skal gøre mig for klog, så tænker jeg, at du i løbet af de næste 3-5 år finder ud af, om du forelsker dig i piger eller drenge. Eller begge dele. Og du sagtens kan få et dejligt kæreste-liv alligevel. Hvis du får lyst til at have kærester. Tror du ikke også det?

At din far er homofob er temmelig uheldigt. Måske tilhører ham den generation, som har svært ved at forstå “al den snak” om kønsidentitet? Måske dette forstyrre hans “firkantede” opfattelse af mennesker og derfor bare vælger den nemme løsning? – At tale nedsættende om alle, som er “anderledes.”

Jeg tænker, at han med tiden kommer til at ændre sin opfattelse. Det tror jeg, at rigtig mange mennesker bliver nødt til. Tror du ikke også det?

Jeg vedhæfter her et link, som du evt. kan få glæde af. BørneTelefonen undersøger: KØNSIDENTITET

Selvskade. Du skriver “fucking selvskade”. Og ja, – det er noget lort. Men fordi at du har det svært lige nu, er det måden, at du forsøger at hjælpe dig selv. Og det er der ikke noget mærkeligt i.  Men som du skriver, har du været “ædru” i 2 uger, (og her går jeg ud fra, at du taler om at skade dig selv. Det håber jeg, er rigtigt forstået?)

Hvad skyldes, at du ikke har gjort det i to uger? Har du selv fundet en strategi, når du får lysten?   Jeg tænker, at du måske er på rette vej. At du skal prøve, at holde fast i IKKE at skade dig selv. Måske hjælper det at skrive dine følelser ned, – hvad jeg synes, at du er rigtig god til! Måske hjælper det at gå ud i naturen eller at høre noget god musik. Måske kan du tænke efter, hvad der har været anderledes i de sidste to uger. Det er super flot, at du har kunne lade være med at skade dig selv. Også selvom du finder nydelse ved smerten. Den varer i så kort tid, -og skammen som kommer bagefter, slår dig dobbelt hårdt. Har jeg ret i det?  Og den fortjener du ikke. Jeg håber, at du forstår hvad jeg mener.

Intet mennesker fortjener smerte. Og heller ikke du. Du er et unikt menneske, som har det svært lige nu.

Der er gode mennesker omkring dig. Det er måske ikke alle, der forstår dig lige godt. Men de støtter dig og jeg tænker, at årene er på din side. Så selvom det er rigtig svært lige nu, så er der rigtigt gode muligheder for, at al ting blive bedre med tiden.

Jeg tænker, at du nok skal få din folkeskole eksamen og få en dejlig ungdom, på trods af at du slås med mange ting lige nu – og har skullet klare mange ting gennem årene. Jeg ved fra andre unge, at det kan lade sig gøre, også selv om man har haft mange udfordringer på sin vej.

Husk, at du altid er velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har brug for nogen at tale med.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.

 

 

 

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat