Kære pige på 11
Jeg synes, det er super sejt, at du skriver her til brevkassen. Det er nemlig vigtigt, at du ikke går rundt alene med de ting, du skriver om. Jeg vil rigtig gerne give dig nogle idéer til, hvordan du kan få det bedre med din mor.
Jeg synes bestemt ikke, at du er en dårlig datter. Du har ikke lyst til at skændes med din mor. Du har et ønske om at have det så godt som muligt med din mor. Og du tænker også på, om der er noget, du kan ændre, så I kan få det bedre med hinanden. Det er alt sammen rigtig gode ting.
Det er helt normalt, at man nogle gange kommer til at sige noget til ens forældre, som man bagefter fortryder. Og nogle gange bliver man sur og kommer til at overreagere, uden at man helt ved hvorfor. Kender du det?
På samme måde kan forældre (og andre voksne) også komme til at sige noget til børn, som de bagefter fortryder. Måske kommer de til at skælde ud og blive sure. Måske er det det, der nogle gange sker for din mor?
Måske kunne din mor og dig snakke sammen en dag, hvor I ikke har skændtes? Og måske kunne I aftale, at I begge vil øve jer i at tale bedre til hinanden? Måske kunne I lave nogle forslag til, hvad man kunne sige eller gøre istedet for at blive sur og tale dårligt til hinanden. Og samtidig kunne I måske aftale at lave nogle ting sammen, I før har lavet? Måske noget, du savner at lave sammen med din mor?
Nogle gange kan det være svært at starte sådan en snak. Måske kunne du starte med at skrive et brev til din mor, hvor du skriver, at du bliver ked af det, når I skændes? Og at I måske begge kunne øve jer i at tale bedre til hinanden?
Det kan også være, du synes, det vil være bedre, hvis der er en voksen, der kan hjælpe dig med at få snakket med din mor? Det kunne fx være en anden voksen fra din familie, som både din mor og dig har det godt med? Det kunne også være en af dine lærere på skolen? Eller en familierådgiver fra kommunens åbne rådgivning. Det kan man læse mere om på kommunens hjemmeside.
Jeg håber, du har fået lyst til at overveje nogle af mine idéer. Jeg ønsker dig og din mor alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen