Kære pige på 16 år.
Hvor er jeg glad for at du skriver ind, for sikke en svær tid du går igennem… Du har mistet din mor, nærmest helt uden varsel, og nu står du tilbage og skal finde fodfæste i alt det kaos, der er opstået både inden i dig og omkring dig…. Hvor er det flot, at du overhovedet kan finde overskud til at skrive det ind til os og sætte ord på det.
Jeg vil allerførst starte med at skrive lidt omkring sorgreaktioner. For det er så vigtigt, at du ved, at det er helt normalt ikke at græde. Som du selv skriver så fint, så findes der mange forskellige måder at reagere på sorg. Ofte forventer omgivelserne, at vi skal græde, og det tror vi måske også selv er den eneste ”rigtige” reaktion på at miste…
Måske kan det virke som om, at vi skylder den vi har mistet, at sørge på en særlig måde… Som om at det er gennem vores måde at sørge på, at vi viser vores kærlighed…? Men sådan er det ikke. Sorgen er vores personlige redskab til at komme igennem at miste, og netop fordi den er personlig, viser den sig på mange forskellige måder, alt afhængigt af hvem vi er som mennesker, og hvor vi er henne i livet. Eksempelvis skiver du i dit brev, at du normalt altid har kontrol – og måske det er derfor du også er så god til at snakke objektivt om din mors død fremfor at lade dig rive med følelsesmæssigt og derved tabe kontrollen?
Der er mange reaktioner på sorg, og de kommer på forskellige tider i vores liv, efterhånden som vi er klar til at bearbejde tabet på forskellige måder. Det betyder ikke, at vi elsker mindre eller glemmer hurtigere. Men det viser os blot, at vi er forskellige fra hinanden. Og det er altså helt okay og helt normalt.
Mange unge, i sorg, fortæller om, at det er vigtigt for dem, at de har plads til både at sørge, men også til at opretholde deres normale teenagerliv. Og de er for det meste super gode til, at balancere mellem de to forskellige måder at være i sorgen. De fortæller, at de både har brug for at ”holde fri fra sorgen”, og samtidigt at de også har brug for at tale om sorgen. Og jeg tænker, at det måske er det du også oplever? At du de første dage græd og nu måske får dine svære følelser lidt på afstand – for at du overhovedet kan holde det hele ud?
I dit brev skriver du også, at du har et svært forhold til din far, og at du har brug for redskaber til at sige fra over for hans samtaler, og til at fortælle, at du ikke rummer besøgene fra gamle naboer. Hvor er det flot, at du er så bevidst om, hvad du præcis har brug for i forhold til din far, for at det er rart for dig at være sammen med ham. Allerede der tænker jeg, at I har en god chance for at ”finde hinanden” og få det bedre sammen. Fordi din far vil kunne få noget konkret viden om dine behov, som han kan arbejde med.
Jeg tænker derfor, at det er vigtigt, at du får snakket med din far på en god måde, om hvordan du har det for tiden. Jeg tænker at din far ønsker at I begge kommer godt videre, og at han derfor vil lytte så godt han kan. Men måske det er svært for dig at sige noget, hvis I i forvejen ikke snakkede meget sammen… Min tanke er derfor, om du mon har en voksen i dit liv som kan hjælpe jer med at få det talt igennem? Måske en faster eller en kusine, eller en mormor eller en farfar? Måske en helt uden fra familien af, som du virkeligt stoler på og kan regne med? Det kunne for eksempel være en lærer, måske din kontaklærer fra din efterskole eller en venindes mor? Jeg ved at det er svært at få sagt, men i den udfordring det er at sige det hele højt til din far, ligger der også en mulighed for at I bliver bedre til at kommunikere og snakke sammen, og på den måde kan få et godt forhold til hinanden. En mulighed for at din far lærer dig bedre at kende og derfor bedre kan tage hensyn til dine behov…
Sidst i mit brev vil jeg råde dig til at kigge lidt inde på hjemmesiden fra organisationen som hedder Børn, Unge og Sorg: www.bornungeogsorg.dk . Det er en rådgivning og her kan du finde informationer om, hvad det vil sige at miste, gode råd fra andre, der har prøvet det, og læse om og se andres erfaringer. Du vil også kunne finde information om de forskellige tilbud, der findes om hjælp. Eksempelvis har Børn, unge og sorg en chat-linje, der har åbent fra 17-21. Her har du mulighed for at være anonym og chatte med en frivillig, som selv har prøvet at miste og ved, hvordan det føles.
Jeg håber virkeligt du finder en god vej igennem sorgen. Og jeg tænker også, at selvom der er kaos lige nu, så vil chokket over at have mistet, dæmpe sig, og give plads til sorgen og livet omkring igen finder vej. Du har en stor styrke i at formulere dig, og mærke det du føler er ok, og ikke ok. Det skal du holde ved, for det er en stor hjælp for dig og måske vil det hjælpe dig, at skrive om det du oplever og føler. Måske vil et brev til din far, være en måde at fortælle ham, om dine ønsker og håb for jer sammen, og det der sker omkring lige nu. Det hele er så nyt for dig nu, og jeg tror på, at du og din far med tiden, nok skal finde en fælles grund at stå på – hvor I kan få glæde af, at I har hinanden.
På vores hjemmeside har vi også skrevet om sorg; gode råd, dine rettigheder når du har mistet, andre unge fortæller om sorgen. Hvis du har mod på det, kan du læse mere under temaer.
Du er også altid velkommen til at ringe eller sms'e til os på BørneTelefonen 116111 eller logge på Chatten.
Jeg sender dig tusindevis af tanker. Og endnu engang tak for dit brev. Kærlig hilsen BørneTelefonen
