Min mor deler billeder af mig uden mit samtykke
Hej brevkassen
Jeg er ved at være godt og grundigt træt af min mor, og vil gerne høre om jeg overreagerer, eller om hun faktisk gør noget, som ikke er ok.
Min mor er meget aktiv på de sociale medier, især fb, hun har et eller andet underligt behov for at dele ALT, og dokumentere det med billeder. Jeg er selv ikke særlig stor fan af sociale medier, og deler aldrig noget på fb eller instagram… Så på en måde er rollerne lidt byttet om herhjemme, da jeg som teenager nok burde være den, der brugte det mest.
Men nu til sagen: Hun deler rigtig ofte billeder af mig, og jeg bryder mig simpelthen ikke om det! Hun har virkelig mange venner på fb, som jeg ikke synes skal se billeder af mig. Har sagt det til hende SÅ mange gange, og vi har tit voldsomme skænderier, fordi hun har lagt noget ud uden mit samtykke. Hun er FULDSTÆNDIG ligeglad med, at jeg finder det grænseoverskridende.
Er jeg ikke i min gode ret til at sige, at jeg ikke vil have bikini billeder (og billeder generelt) af mig på nettet?? Er det ok at hun gør det mod min vilje??
Hilsen en yderst frustreret pige