Kære pige på 15 år
Det er svært for mig at svare på, om du vil føle dig for ung til gymnasiet, men jeg kan se, at det er noget, du tænker meget over. På den ene side glæder du dig vildt, og på den anden side frygter du, at du vil få det svært med det sociale, fordi du måske kommer til høre til de yngste.
Jeg tror ikke, at du vil være den eneste, der starter i 1.g som 15 årig. For mig lyder det faktisk meget normalt, men du har ret i, at der også vil være nogle, der starter som 16 og måske 17 årige. Så spredningen i alder bliver nok større, end du har været vant til i din nuværende skole.
Måske kommer dine usikkerhed, fordi du har nogle erfaringer for, at det er svært for dig at føle dig som den yngste? Eller måske er dine tanker om alder mere udtryk for en almindelig usikkerhed over for alt det nye i gymnasiet?
Det er helt almindeligt at være spændt og nervøs over at starte i gymnasiet. Sådan har de andre det helt sikkert også. Det kan nogle gange være en hjælp at tænke på. Det er uanset om man er 15 eller 17, når man starter.
Jeg synes, det er nogle rigtig gode overvejelser du har i forhold til aldersforskellen. Som du selv siger, er det ikke den store forskel. Men det kan være, I er forskellige steder, når det kommer til alkohol og fester. Det er derfor vigtigt, at du mærker efter dine egne grænser, og kun gør ting, du selv føler dig tryg ved.
Hvis du kigger rundt i klassen, vil der ofte være flere, der har det som dig. Det kan være, du kan holde dig lidt til dem i starten?
Jeg tror også, at du vil have glæde af at snakke dine tanker igennem med en person, du kender, f.eks. dine forældre eller en anden i din familie eller en god veninde. Det kan meget tit hjælpe til at blive mere afklaret.
Det kan også være, du kan tale med en studievejleder på gymnasiet. De kender godt til det dilemma, du står i, og de kan måske også give dig nogle gode råd.
Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive til os på chatten, hvor du kan fortælle lidt mere om dig selv og snakke med en rådgiver om din tvivl.
Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke med din start på gymnasiet. Jeg tror på, at det nok skal blive godt.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen