Ferie med far
BREV
Jeg er 8 år og hedder V. Min far og mor er skilt.
Jeg skal på ferie med min far i en uge og har svært ved at undvære min mor.
Det er ikke særlig rart at være hos min far alene uden min mor.
Hvad skal jeg gøre?
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære V på 8 år
Du skriver, at din mor og far er skilt, og at du skal på ferie med din far i en uge.
Du fortæller også, at det ikke er særlig rart at være hos din far uden din mor. Og at du har svært ved at undvære hende.
Jeg kan virkelig godt forstå, at det fylder meget for dig. Og hvor er det godt, du har skrevet herind om, hvordan du har det. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig.
Du er ikke alene
Når ens forældre er skilt, kan der opstå nogle svære følelser og tanker indeni. Det er der mange børn og unge, hvis forældre er skilt, som oplever.
Nogle beskriver det som en form for sorg over, at ens liv ikke længere er, som det plejede at være. Og at det kan tage tid at vænne sig til at skifte mellem at være sammen med sin mor og far.
Når du skriver, at du ”har svært ved at undvære din mor”, får det mig til at tænke på, om det mon er fordi du oplever at savne din mor, når du er væk fra hende?
Faktisk hører vi på BørneTelefonen fra andre børn og unge, at det her med at savne den ene forælder, når man er hos den anden, kan fylde rigtig meget. Er det mon noget, du kan genkende?
Det er helt okay at savne
Det er helt okay, at du har svært ved at undvære din mor, og at du er bekymret for ferien.
Jeg ved jo ikke, hvordan dit forhold til din far er – men jeg får alligevel lyst til at fortælle, at det er helt okay at have det som du beskriver – og stadig holde af din far.
Da jeg kun har dit brev, ved jeg ikke præcist, hvad det handler om. Når du skriver, at det ikke er så rart at være hos din far uden din mor.
Det kan være, du synes, det er rarest og tryggest, når du er sammen med både din mor og far. Måske fordi du har været vant til det længe.
Det kan også være, at der sker nogle ting hjemme hos din far, som du ikke synes er rare.
Hvis der er sket nogle ting hjemme hos din far, som gør, at det ikke er rart for dig at være der, så er det vigtigt, at du fortæller det til en voksen, du er tryg ved.
Det kan være din mor, en lærer eller en helt tredje person, som er rar at snakke med.
Hvad kan du gøre?
Du spørger ”Hvad skal jeg gøre?” – og det giver rigtig god mening, at du stiller det spørgsmål.
Jeg kan samtidig tænke, at det her er noget, du ikke skal stå alene med. For når noget opleves svært, har man faktisk ret til at få hjælp af de voksne omkring sig.
Faktisk er det også vigtigt, at man ikke går alene med, hvordan man har det. De svære tanker og følelser kan nemlig voksne sig endnu større. Måske det er noget, du kan genkende?
Jeg kommer derfor til at tænke på, om du har mod på at tale med din mor og far om, hvordan du egentlig har det?
Det kan være sammen med dem begge. Eller måske hver for sig. Eller måske kun til din mor.
Det vigtigste er, at det føles tryggest for dig – og at du ikke går alene med dine tanker og følelser.
Det kan være det giver mening for dig fx at starte med at sige, at ”Der er noget, som fylder meget for mig – og jeg har brug for, at vi taler om det”.
Du kan også sige til din mor, at ”Jeg tænker meget på, at jeg skal rejse med far, fordi det ikke føles så rart, når du ikke er med. Jeg har brug for at tale med dig om det”.
Hvis du oplever, at det er svært at fortælle det til dine forældre, kan det være, at det føles rarere at skrive et brev.
For nogle kan det være hjælpsomt at skrive de ting ned, der fylder. Frem for at sige dem højt. Du kan få råd til, hvordan man kan sige noget svært her.
Andre der kan hjælpe
Kender du Børnenes Skilsmissetelefon? De er særlig god til at hjælpe med de tanker, der kan opstå, når ens forældre er skilt.
Hvis du har lyst, kan det være, det giver mening for dig at ringe derind?
Nummeret til Børnenes Skilsmissetelefon er 20600550. De har åbent mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 11-16 og torsdag kl. 12:30-16.
Du kan altid ringe til BørneTelefonen
Det kan være, at der er noget i mit brev, der har været hjælpsomt for dig. Og måske du kan bruge noget af det mod, du har vist ved at skrive herind, til at fortælle dem omkring dig, hvordan du har det?
Det kan også være, at du sidder med nogle spørgsmål eller har brug for at tale med en voksen, du ikke kender.
Derfor skal du vide, at du altid er velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på nummeret 116111.
Jeg ønsker dig alt det bedste – og husk: du har ret til at sige højt, hvordan du har det.
De bedste hilsener fra BørneTelefonen
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.
Du har en Initiativret
Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.
Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.
Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.