Kære pige på 13
Tak for dit brev og dit vigtige spørgsmål. Jeg er glad for, at du har lyst til at bruge os her på BørneBrevkassen. Dit brev er et ærligt og modigt brev. Jeg vil prøve at svare på dit spørgsmål om, om der er andre måder, man som pige kan onanere på. Måske dukker der andre spørgsmål op hos dig, når du læser mit brev. Så er du meget velkommen til at ringe ind til os eller chatte med os. Husk, hos BørneTelefonen er det anonym rådgivning. Det vil sige, at du ikke behøver at fortælle os, hvem du er. Det betyder også, at vi ikke kan se dit nummer, når du ringer til os. Så ved du det.
Okay, tilbage til dit spørgsmål om onani. Du skriver, at du har hørt, at mange piger onanerer ved at stikke to fingre op i sig selv, og jeg kan forstå på dig, at du er nysgerrig på, hvordan det føles. Det kan jeg godt forstå, kroppen er en spændende og nogle gange underlig størrelse. Jeg ved ikke, om det er noget, dem fra din klasse snakker om? Måske har nogle af de andre piger fra klassen fortalt, hvad de gør, og hvordan det føles? Jeg kan forstå, at du rigtig gerne vil lære det med at onanere, men at du er bange for, at den lille ballon, som piger har, vil springe.
Den lille ballon har mange navne, nogle kalder den mødom andre jomfruhinde. Det ved du måske allerede? Jeg vil kort fortælle lidt om den. Det håber jeg, du synes, er okay? Det gør ikke så meget, hvad vi kalder den – den lille ballon er hos alle piger en hinde, der sidder oppe i skeden. Den passer på, at der ikke komme bakterier op i pigens underliv.
Du har helt ret i, at den vil springe – vi kan også sige revne eller gå i stykker – når pigen har sex (hos nogle piger springer den først anden eller tredje gang, de har sex) Du har også ret i, at den lille ballon hos nogle piger kan gå i stykker, hvis man onanere fx ved at stikke en finger op i sig selv. Mødommen kan hos nogle piger sidde langt oppe, og den kan være tyk eller tynd, og derfor er det også svært at sige helt præcist, hvad der kan få den til at revne. Det er meget forskelligt fra pige til pige.
Det var dagens snak om mødom. Måske du allerede ved, hvad jeg fortæller her? Det kan også være, at der er dukket flere spørgsmål op hos dig, og derfor vil jeg anbefale hjemmesiden
www.sexlinien.dk
. Her kan du læse om bl.a. onani og mødom.
Og lad os så vende tilbage til dit spørgsmål: for hvad gør du, når du gerne vil lære at onanere, men ikke tør gøre det med fingeren. Her er du så heldig, at kvindekroppen har flere muligheder. Kvinden har også det, man i fagsprog kalder en klitoris. Har du hørt om den? Den sidder nemlig ikke oppe i skeden, så du behøver ikke at stille en finger op for at mærke den. Måske har du allerede eksperimenteret mere med alt det ”dernede”? Klitoris er smart, for den revner ikke, når pigen onanerer – den svulmer op i stedet for. Jeg ved, at mange piger eksperimenterer med klitoris, når de onanerer.
Når alt det her er sagt, så tænker jeg på, om der mon er nogle piger fra klassen, som står i samme situation som dig? Har du talt med andre piger, der ligesom dig også er bange for, at den lille ballon springer. Jeg spørger, fordi jeg tror, det er vigtigt, at du kan snakke med nogen, som har de samme oplevelser og tanker som dig med hensyn til onani og sex. Når man er bekymret for noget eller gør sig tanker om noget – det kan være kærestesorger, familieproblemer, venner eller krop og onani som i dit tilfælde – er det rart at tale med en ven eller en anden person, som forstår en. Jeg ved ikke, hvem du taler med om dine bekymringer? Måske har du en veninde ud over skolen, som kender til din situation, og som du har lyst til at tale med? Måske en storesøster? Det kan også være, du har en lærer, som du føler dig tryg ved.
Jeg ved fra nogle muslimske piger, der ringer eller skriver ind til os, at de i situationer, hvor det handler om kærester, onani, sex og familie oplever andre problemer end nogen af deres klassekammerater. Jeg ved ikke, hvordan det er hos dig? Men det er vigtigt for mig at sige til dig, at vi på BørneTelefonen eller chatten kan bruges til alle spørgsmål, bekymringer og tanker, du måtte have. Vi har åbent alle hverdage fra kl. 11 til 23 og i weekenden fra kl. 11 til 19. Telefonnummeret er 116 111.
De bedste hilsener
BørneBrevkassen