Hej dreng på 14
Du skriver, at du tænker på en kvinde - som er næsten 55. Du skriver ikke, hvor du kender hende fra. Men det er en kvinde, du kender godt. Du skriver også, at du ikke har sagt til hende endnu, at du gerne vil have noget med hende. Men du tænker på hende hver gang, du ser porno.
Du skriver, fordi du har en fornemmelse af, at det kan være ulovligt. Det er rigtigt, at sex med en person over 15 er ulovligt - når man selv er under 15. Når man er under 15, er man under 'den seksuelle lavalder'. Derfor må kvinden ikke have sex med dig. Det er ulovligt for hende.
Fantasier dukker op - og ser ud, som de nu gør. Heldigvis må du altid have tanker og fantasier - de kan aldrig være forkerte! Heller ikke selvom om en lov gør, at de ikke kan blive til virkelighed. Fantasier er en stor del af det hele - når man ser porno. Fantasier er i det hele taget en stor del af sex.
De allerfleste personer kender til det at fantasere om en person: Det kan være en lærer, en træner, en forælder til en kammerat...eller en helt anden. Det er almindeligt. Når mange ikke taler om det, selvom det er så almindeligt, kan der være mange grunde:
Det kan være, at den, man fantaserer om, slet ikke ville have lyst (fx en vens mor eller en lærer). Det kan være, at det er helt umuligt (fx en kendt person fra medierne). Eller det kan være ulovligt (på grund af den seksuelle lavalder), som det også er i dit tilfælde...
Jeg kan godt forstå, at du tænker på sex - det gør de fleste unge og voksne. Særligt når man er i din alder fylder tanker om sex meget.
Kærlig hilsen BørneTelefonen