Brev

Jeg har ingen seksuelle tanker….

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej Z,

Jeg kan godt forstå, at du ikke helt ved, hvad du skal gøre. Sex kan nemlig godt være noget, der fylder rigtig meget for nogle – især i teenagealderen og ungdommen, fordi det tit er dér mange begynder at interessere sig for det.

Som du måske allerede ved og har tænkt over, er det meget forskelligt, hvad man interesserer sig for – og hvornår man begynder at gøre det. Nogle begynder at interessere sig for det, så snart de træder ind i puberteten, og andre begynder først at interessere sig for det meget senere. Der er ikke noget galt i nogle af delene.

Der er også nogle, der bare ikke rigtig interesserer sig for sex – og som nogle gange kalder sig “aseksuelle”. Det er slet ikke sikkert, at du er dét – eller at du synes, det er noget, du kan genkende. Og hvis du kan genkende det, er det ikke sikkert, at du fortsætter med at have det sådan. Men hvis du gerne vil læse lidt om det, kan du f.eks. gøre det på Sexliniens hjemmeside lige her.

Det kan være rigtig svært at mærke og finde ud af, hvad man egentlig er til – og hvad man har lyst til. Selvom det kan være virkelig svært, er det bedste, man kan gøre, at have tålmodighed med sig selv.

Tit kan man have det sådan, at hvis man føler sig lidt presset til noget eller hvis man føler, at der er noget man “burde” gøre, så har man overhovedet ikke lyst. Hvis du kan få lagt det dér med sex og seksualitet lidt på hylden for en tid, kan det være, at du på et tidspunkt begynder at interessere dig for noget bestemt – eller måske kan du bare mærke, at det faktisk slet ikke er noget, du interesserer dig for. Og det er helt OK.

Måske har du en fritidsinteresse, du kan fokusere lidt ekstra på det næste stykke tid? Hvis man lægger ekstra energi i f.eks. en hobby i en periode, kan det være lidt lettere at slippe tankerne om den situation, man alligevel ikke kan løse her og nu. På et tidspunkt kommer “svaret”/lysten/interessen måske helt af sig selv.

Du er altid velkommen til at SMS’e eller ringe herind til BørneTelefonen på nummer 116 111 eller logge på chatten, hvis du har andre spørgsmål eller brug for at snakke mere om det. Sexlinien har også en anonym rådgivning, man kan kontakte, hvis man har spørgsmål, hvis du har lyst til at spørge dem om noget.

De bedste hilsner
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Sex og seksualitet

Når man er ung, kan man have mange tanker og spørgsmål om sex og seksualitet. Måske du ikke har haft sex, men er nysgerrig på, hvad det er og tænker måske: Hvordan er den første gang? Hvordan har man et samleje? Hvordan onanerer man? Hvad er orgasme?

Det kan også være, du slet ikke er klar til at have sex eller tænker over, hvordan man egentlig ved, om man er klar til det…

Hvis du har haft sex, kan du være, du har spørgsmål som: Hvordan taler man om sex med sin kæreste? Hvilken prævention skal jeg bruge? Hvordan ved jeg, om jeg har fået en sexsygdom? Hvorfor er jeg øm efter sex?

Det kan også være, du oplever at have tanker og oplevelser omkring din seksualitet. Er jeg til piger eller drenge? Eller er jeg måske biseksuel – og til begge køn?

Her kan du se forskellige film om sex, seksualitet og krop – blandt andet en film om hvordan man fortæller andre om sin seksualitet. Du kan også prøve en quiz om sex og seksualitet eller læse andre børns breve med svar fra andre børn og fra BørneTelefonen.

Quiz om sex, seksualitet og krop Quiz

Kender du til myterne?

Kender du Sexlinien?

Her kan du læse mere om sex, seksualitet, porno, onani, prævention, kroppen og meget andet.

På Sexliniens hjemmeside kan du finde information om sex, og du kan også få rådgivning om sex og seksualitet.