Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mærkelig pige

Det er fordi jeg lyver virkelig meget over for alle fordi jeg føler jeg er anderledes end alle andre.

Har mobbet alle mine tidlier veninde.

Jeg bruger meget makeup hver dag for at skule jeg har grædt om morgenen

Please hjælp ville ikke såre nogen er bare bange for at folk vill hade kit sande jeg

Kh J. (Anonymiseret af redaktionen)

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære J, Tusind tak for dit brev, hvori du fortæller, at du føler dig anderledes end alle andre, og at du er bange for at vise folk dit sande jeg. Jeg er glad for, at du skriver, for det lyder som nogle meget ubehagelige følelser, du går rundt med. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt. Det er ikke rart, når man ikke føler, at man kan være sig selv. Det kan være meget anstrengende at gå rundt og ”være en anden” og hele tiden skulle tænke over, hvordan man er. Jeg tænker, at det er noget, man kan blive meget træt og udmattet af. Mærker du mon, at du er meget træt, når du kommer hjem fra skole? Måske orker du ikke rigtig noget? Udover at det kan være trættende at gå og være en anden, kan jeg også tydeligt fornemme, at du slet ikke har det godt med ”den anden”, du så kommer til at være. Du fortæller, at du har mobbet alle dine tidligere veninder, og at du græder om morgenen, før du tager i skole. Det får mig til at tænke, at du er en meget samvittighedsfuld person, og det virker som om, at du gerne vil have hjælp til at få det lidt bedre med dig selv, men også til at blive en lidt bedre veninde. Er det mon rigtigt forstået? Det kan være meget svært at føle sig anderledes end de folk, man går sammen med hver dag. Man kan blive usikker på sig selv, og som du også skriver, er der mange, der frygter, at folk ikke vil kunne lide deres sande jeg, fordi det jo er anderledes, end de er. Når man har den alder, du har nu, kan det især føles svært at være anderledes, for når man er dér midt i puberteten, er man i gang med at finde ud af, hvad man egentlig er for et menneske – og så kan det være ret svært, hvis man finder ud af, at man måske ikke er helt som de andre. Når man føler sig meget anderledes, kan man komme til at lyve om sig selv, og man kan også komme til at mobbe andre eller "tale ned" om den måde, de andre er på, fordi man prøver at beskytte sig selv. Det er bare ikke en særlig rar måde at være på, og jeg kan læse, at du slet ikke har lyst til at lyve og mobbe. Jeg tror, at du ikke har lyst til at lyve og mobbe, hvis du får det bedre med dig selv og dit sande jeg. Kan du mon følge mig i det?
Jeg ved, fra andre børn og unge jeg har talt med, at man sommetider selv føler sig meget anderledes, selvom man måske faktisk ikke er det. Nogle gange kan man f.eks. føle, at man er meget anderledes end alle andre, fordi man tænker ting, man ikke kan forestille sig, at andre tænker. Men sommetider finder man ud af, at der er andre, der har de samme tanker som én selv. Man har måske bare aldrig talt om det.Derfor tænker jeg først og fremmest på, at det ville hjælpe dig at tale med nogen om de ting, du føler dig anderledes med. Måske er der helt bestemte områder, du føler dig anderledes på? Måske er det helt bestemte tanker, du har? Det kan også være, at du bare sådan helt generelt føler, at du er anderledes? Måske kan du tænke lidt over, hvordan det egentlig er, du føler dig anderledes - hvad er det gode ved det og også, hvad du tænker ikke er så godt ved det? På den måde bliver det lidt lettere at tale med nogen om, og du bliver måske også lidt klogere på dig selv? Det kan være rart at finde ud af, hvordan man føler sig anderledes - måske finder man nemlig også ud af, at det ikke er alle områder, man er anderledes på.Hvis du ikke synes, du har en veninde, du kan tale med, kan det være, du kan tale med en voksen? Måske taler du godt med din mor eller din far? Måske har du en storesøster eller en storebror, du har det godt med? Eller en moster, kusine eller måske en lærer? Kan du komme i tanke om en, du vil kunne tale med? Det er vigtigt, at man får talt om ting, der går en så meget på, som det her går dig på. Det er alt for tungt at gå med sådanne tanker og følelser alene, og tit hjælper det at tale med nogen om det. Ofte kan andre være med til at se tingene fra en lidt anden vinkel, så man måske kommer til at se sig selv på en lidt anden og mere positiv måde også. Hvis du synes, det er lidt svært at skulle fortælle en, som er tæt på dig, om dine tanker, er du velkommen til først at ringe eller skrive til BørneTelefonen og tale med en af vores rådgivere om det. Du kan både ringe og SMS’e på 116 111 eller skrive til Børne- eller UngeChatten. Der er åbent alle dage fra 11-23, og det er gratis at ringe. Hvis du ikke har lyst til at ringe eller skrive til BørneTelefonen, kan det måske hjælpe dig at vise dit brev og mit svar til den person, du har valgt at snakke med. På den måde finder personen hurtigt ud af, hvad det handler om, og så kan I snakke ud fra det. Tror du, at det ville være lettere for dig at tale med nogen, hvis du viste ham/hende brevet? Jeg synes, det er meget vigtigt, at du får hjælp til at være dig selv lidt mere, for det lyder som om, du har det rigtig svært med det. Jeg tænker også på, at det må være meget hårdt for dig, at du kommer til at mobbe dine veninder, selvom du inderst inde slet ikke ønsker at såre nogen. Måske går du rundt og har dårlig samvittighed eller føler skyld over, at du har behandlet dine veninder sådan? Hvis du tænker meget på det, er det også vigtigt, at du får talt med en voksen om det. Det kan måske endda være, at du en dag kan fortælle dine veninder, at du er ked af, at du på et tidspunkt har behandlet dem lidt skidt? Måske kan det være med til, at du får det lidt bedre - måske vil dine veninder også støtte dig at få det bedre og stoppe med at mobbe? Det gætter jeg på vil være muligt, hvis du har mod på at åbne op - stille og roligt. Jeg håber, at du har fået mod på at tale med en, om dine tanker, så du kan få hjælp til at få det bedre – og så du ikke føler, du behøver at lyve eller mobbe dine veninder, fordi du er nervøs for, at de ikke vil kunne lide dit sande jeg. Til en start er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os på BørneTelefonen! Med ønsker om alt det bedste og med kærlig hilsenBørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat