Kære dig
Tusind tak for dit brev! Hvor er du bare en god og omsorgsfuld pige når du bekymrer dig sådan for dine veninder, der er har det så svært, at de selvskader.
Det er virkelig en god egenskab at bekymre sig om andre mennesker og have lyst til hjælpe – Selv for én der ikke behandler dig så pænt. Det kan du godt være stolt af!
Du skriver at du vil gøre alt for at hjælpe dine veninder, undtagen fortælle det til deres forældre – eller en voksen i det hele taget. Det vil du ikke fordi du ved de ikke vil have at deres forældre skal vide at de cutter. Men også fordi du er bekymret for at dine egne forældre så får at vide at du også cutter.
Som jeg læser dit brev, er du bange for hvad der vil ske – både for dine veninder og dig selv – hvis jeres forældre får at vide at I skader jer selv når I har det svært eller skal ”straffes”.
Du er bekymret for om du/I måske skal snakke med en psykolog, indlægges på psykiatrisk afdeling eller måske endda flytte på et bosted? Er det mon rigtig forstået?
Først vil jeg sige, at man ikke kommer på bosted for at selvskade. Men det ved du nok allerede. Jeg tænker, at der kan være mange andre svære ting for din veninde, som er årsagen til at der bliver talt om bosted. Du fortæller om, at hun ikke har det så godt derhjemme.
Nogle gange bliver bosted en løsning, hvis de voksne ikke kan ændre familiens måde at være sammen på. Andre gange er det andre løsninger, der skal til. Men det er måske vigtigt at huske på, at formålet altid er at hjælpe.
Selvom det kan virke skræmmende med bosted, så kan det for din veninde også være en mulighed for at få ro og få det bedre, fordi hun er væk hjemmefra. Giver det mon mening for dig?
Jeg kan godt forstå, at du bliver bekymret for hende og er bange for konsekvensen af at fortælle om selvskaden. Samtidig får jeg også en fornemmelse af, at din veninde har det rigtig svært og har brug for hjælp.
Hvad sker der, når man siger det højt?
Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad der præcis kommer til at ske, hvis du fortæller dine forældre om din selvskade. Men jeg kan måske dele nogle fortællinger jeg har fra andre børn og unge.
Ofte er det sværeste at sige det højt til mennesker omkring én. Det fortæller mange til os.
Mange er bange for, hvordan deres familie vil reagere. Vil de blive kede af det, vrede eller måske noget helt tredje? Mange vil ikke gøre deres familier kede af det. De er også bange for at deres forældres billede af dem vil ændre sig. Det er ikke en rar frygt. Måske du kender den?
Men der kan også være andre bekymringer.
Siger man det højt, vil der jo nok ske noget. Og hvad vil der ske? På en måde giver man jo ansvaret og kontrollen videre, når man fortæller det til andre. De får ansvaret for at hjælpe og kan kontrollere hvordan det hjælp vil se ud. Det kan føles skræmmende.
Selvskaden er måske netop det, der hjælper én, når man har det svært. Ligesom det kan være en måde at kontrollere sig selv, hvis man fx har spist. Ligesom du fortæller.
Derfor har man måske heller ikke helt lyst til at fortælle det, hvis det betyder at man skal stoppe med at få den ro, som selvskaden giver én.
Jeg lægger dog mærke til noget i dit brev.
Du ønsker inderligt at hjælpe dine veninder – også dem, der ikke behandler dig særlig godt. Udover, at det gør dig meget sympatisk, så tænker jeg også, at det måske kan handle om din egen oplevelse af at selvskade.
Måske du faktisk oplever, at det ikke er uden problemer, når du selvskader?
Jeg forestiller mig for eksempel, at det kan føles ensomt og tungt, at skulle skjule det. Og jeg tænker, at det er hårdt at gå alene med følelsen af, at du bør straffe dig selv for din spisning.
Måske det er derfor du så gerne vil hjælpe de andre, så de ikke skal have det som dig. Hvad tænker du mon om det?
Du skal hjælpe dig selv først
Du kan tro, at jeg kender til fortællingen om, at det er nemmere at hjælpe andre end sig selv. Sådan er der rigtig mange, der har det. Men lige i denne situation, så tror jeg faktisk ikke, at du kan hjælpe de andre uden selv også at få hjælp.
På en måde er I alle sammen forbundet. Jeg får en fornemmelse af, at I måske alle sammen er bekymrede for, at én siger det og alle forældre får det at vide. Det lyder utrygt, for på den måde kan ingen af jer få den hjælp, som I har brug for. Giver det mening?
Du er meget bekymret over, hvordan dine forældre vil håndtere det. Det forstår jeg godt. Derfor vil jeg også bare understrege, at der findes mange måder at få hjælp på.
Andre unge har fortalt mig om, at en psykolog har hjulpet dem meget. På en måde var en psykolog det, der gjorde at de ikke behøvede at selvskade. Frem for at skade sig selv – når følelserne var tunge – kunne de tale om dem med psykologen. Og de fik det bedre.
Med den du er og din måde at passe på andre på, så tror jeg også, at du kan lære andre måder at passe på dig selv, når tingene er svære og tankerne tunge.
Du kan måske også tage en kig her på vores side. Her har vi samlet nogle råd til, hvordan du selv kan undgå at selvskade.
Så selvom du – eller dine veninder – ikke har spor lyst til at jeres forældre eller en anden voksen omkring jer skal vide, hvordan I reelt har det – så er det alligevel det jeg vil råde dig til at gøre. Og det er det mest af alt, fordi jeg ved, at det har hjulpet mange andre – og jeg derfor tror, at det også kunne hjælpe jer.
I skal have hjælp til at komme væk fra de negative tanker og stoppe med at skade jer selv – det er for tung en opgave at gå med selv.
Hvordan kan du sige det?
Det er jo helt tydeligt, at du synes det er svært at sige. Derfor kunne du måske skrive ned, hvad du gerne vil sige inden du skal snakke med den voksen den du vælger? Du får lige et link til nogle gode ideer du måske kan bruge.
Ellers kan du måske vise lidt af det brev du har skrevet herind og evt. det her svar? Der har du har jo så fint beskrevet hvorfor og hvornår du får trang til at selvskade. Hvad tænker du mon om den idé?
Du har brug for nogen der passer på dig nu. Tænk på, at du også meget bedre kan være noget for dine veninder når du selv har det godt. Ligesom i et fly hvor man selv skal tage en iltmaske på før man hjælper andre med at tage deres på.
Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade
Jeg kan også anbefale dig en forening der hedder ”Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade”, der tilbyder rådgivning og meget anden støtte til dem, der selvskader.
Hvis du har lyst til at læse lidt mere om dem, så har du et link her. Det er helt gratis og anonym, og alle rådgivere har tavshedspligt. Rådgivningen kan ske på telefon, sms, chat, video og mail og der er også mulighed for personlige samtaler og samtaleforløb (12-25 år).
Det vigtigste er, at du ikke stopper med at tale om det. Hvis du ikke er klar til at tale med dine forældre eller andre voksne, kan foreningen måske være en vej.
Du har allerede vist stort mod ved at skrive ind til BørneTelefonen og fortælle om din selvskade.
Jeg håber du kan finde det mod frem igen og række ud efter nogen omkring dig. Det er både dine forældres og dine lærers pligt at sørge for du har godt og trives – og det har du ikke lige nu!
Jeg håber i hvert fald at du kan bruge noget af det jeg har skrevet her, selvom det måske ikke lige er det svar du regnede med.
Husk du kan ringe til BørneTelefonen på 116111 døgnet rundt hvis du har brug for at snakke eller flere gode råd.
Med ønsket om alt det bedste fra
BørneTelefonen.
