Hvad sker der efter man har fortalt at man selvskader?
BREV
Hej
Jeg selvskader og jeg er nervøs over hvad der kommer til at ske hvis jeg fortæller mine forældre.
Jeg er ikke bange for at de bliver sure eller noget, jeg er bare nysgerrig omkring om at jeg skal sendes på et hjem eller sådan noget.
Håber i forstår hvad jeg prøver at skrive.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære Du
Mange tak for dit brev.
Selvskade kan være et svært emne at tale om, så det er mega sejt at du har modet og styrken til at skrive det ned.
Dit brev viser, at du har en styrke indeni dig, som du kan være rigtig stolt af!
Jeg kan læse, at du er nervøs for, hvad der kan ske, hvis du fortæller dine forældre, at du kæmper med selvskade. Mange af de unge, der skriver herind, har den samme tvivl. Hvordan vil ens mor og far reagere, når man fortæller det?
Nogle forældre vil måske straks prøve at hjælpe. Andre kan komme til at tænke, at det er noget pjat.
De kan også reagere på en helt tredje måde, måske fordi de ikke ved, hvad de skal sige.
Det er meget forskelligt, hvordan forældre reagerer. Men én ting er sikker: Du har ret til at få hjælp.
Måske kan du starte med at fortælle dine forældre en lille smule?
For nogle unge hænger selvskade sammen med, at man ikke trives derhjemme eller i skolen. Hvis du oplever, at noget er svært, er det vigtigt, at du ikke står alene med det. Det kan være en lettelse at dele bare en lille del af det med nogen, du stoler på.
Du behøver ikke at sige alt til din mor og far med det samme. Hvis du deler en smule, kan du mærke efter, hvordan de reagerer, og om deres måde at svare dig på føles hjælpsom.
Familier fungerer meget forskelligt. Nogle taler ikke så meget sammen, mens andre ved en masse om, hvad der foregår hos hinanden. Der findes mange måder at være familie på, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det mon er at bo hjemme hos dig.
For nogle kan selvskade være et forsøg på at fjerne smerten indeni og i stedet mærke den et sted på kroppen. Der kan være forskellige grunde til, at man prøver at “flytte” smerten. Måske har du lagt mærke til, hvornår trangen til at skade dig selv kommer. Måske er der bestemte ting, der udløser den? Når man kæmper med selvskade, er det godt at tænke over, hvordan man egentlig har det i skolen og derhjemme.
Du vil ikke blive sendt af sted på et hjem uden at blive spurgt
Nogle unge, der selvskader, kan have det svært derhjemme og kan få brug for at bo et andet sted, for eksempel på et ungdomshjem. Det kan være en god løsning i en periode. Men husk: Du vil som ung altid blive hørt – for det er din ret. De voksne skal lytte til dig og hjælpe dig – og når du er 15 år, tæller dine tanker og meninger rigtig højt.
Du har ret til at få hjælp af personer på kommunen
Du kan sammen med dine forældre (eller uden dine forældre) kontakte din kommune, og fortælle hvordan du har det – dette kan du gøre her. Derefter vil din kommune sammen med dig vurdere, hvad der er den bedste hjælp for dig. Dette er en proces, du selv vil have medbestemmelse over. Som sagt har du ret til at blive hørt.
Du kan bruge Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelse
Du kan også tage et mindre skridt – for du har også den mulighed at tale anonymt med en rådgiver fra LMS
En rådgiver fra LMS kan være et godt sted at starte, hvis du måske er lidt nervøs for, hvad der kan ske ved at sige det højt. Her kan de tale med en rådgiver, der har hjulpet mange unge, der har været ramt af selvskade.
Du kan også bruge din læge
Du kan selv – eller med dine forældre – tage en tur til lægen. Du kan måske skrive på forhånd, så ved lægen, hvad det drejer sig om, når I skal tale sammen. Nummeret og mailen til lægen står på dit gule sundhedskort.
Må vi hjælpe dig?
Selvskade kan være svært at tale om, og vi vil gerne hjælpe dig. Husk at du altid kan skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Vi sidder klar til at lytte og snakke døgnet rundt.
Du har ret til, at de voksne hører på dig.
Jeg tror på, at du har modet til at tale med enten dine forældre eller en af de andre voksne, så de kan høre på dig og give dig den hjælp, du har brug for.
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.