Kære pige på 15 år.
Tusinde tak for dit brev til BørneTelefonen! Det er virkelig godt, at du rækker ud efter hjælp, især når du giver udtryk for, at du har brug for råd og komfort, og når du er i tvivl om, hvad du skal gøre. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.
Du skriver, at du for snart 3 år siden havde en stor depression og skadede dig selv ret meget på både din arm, skulder og lår. Du fortæller, at du ikke gør det mere, men at du siden da har følt, at du har et problem hver sommer, fordi meget sommertøj vil vise dine ar.
Du fortæller så, at dine forældre ved om de ar, som du har på din arm, men ikke om de ar, der er de andre steder. Nu skal i snart til Spanien på ferie, og du er bekymret for, om andre igen vil synes, at du er mærkelig for ikke at gå med toppe, og vil kritisere dig resten af sommeren.
Du har overvejet at fortælle det til dine forældre, men du er bange for, hvordan de vil reagere og se på dig bagefter, hvis du fortæller dem hele omfanget af din tidligere selvskade.
Til at starte med, så har jeg simpelthen lige brug for at fortælle dig, at jeg synes det er så sejt og stærkt af dig, at du er kommet ud på den anden side af en depression, og endda er stoppet med at lave selvskade. Det er virkelig ikke en nem ting at gå igennem, og hvor er det godt, at du nu endda rækker ud efter hjælp, til nogle af de problemer, som den her periode i dit liv har skabt.
Selvskade & Sommeren
Jeg ved ikke om du ved det, men faktisk, så er der rigtig mange børn og unge, der skriver herind til BørneTelefonen om selvskade. Og fælles for rigtig mange af dem er, at de bliver bekymret og selvbevidste om deres ar, især når sommeren nærmer sig.
Grunden til at jeg fortæller dig det, er fordi jeg har brug for at du ved, at de følelser du oplever om usikkerhed for blandt andet at blive kritiseret, set ned på, at andre vil se anderledes på en, osv., det er alt sammen noget, som mange der har selvskadet vil kunne genkende. Du er altså slet ikke alene!
Derfor synes jeg også, at det er nogle virkelig gode overvejelser, som du har. Fordi hvis jeg fornemmer rigtigt, så læser jeg også, at det er gået op for dig, at hvis du ikke fortæller det til dine forældre og andre, så skal du måske gå og altid være “hende der dækker sig til”, og at det er faktisk noget, som du ikke har lyst til at skulle være? Er det mon rigtigt forstået?
Ejerskab over ens tidligere selvskade
Noget af det, som alle mennesker bliver konfronteret med i løbet af deres liv, er hvordan ens tidligere oplevelser, hårde perioder, ulykker, osv., vil blive hos os på forskellige måder hele vores liv. Det er jo på mange måder, det der gør os til hvem vi er i dag, og hvem vi bliver senere.
Men det betyder også, at du er en person, der var så stærk og modig, at du kom ud af en depression, og endda stoppede med at selvskade. Det har efterladt nogle ar, både på “sjælen” og på kroppen. Men det er jo også en del af dig og din historie.
Derfor er jeg så enig i de overvejelser, som du laver her, altså netop, at enten så tager du ejerskab over de ar du har fået, og fortæller om dem, præcis som du lige har gjort her til mig, eller også, så skal du måske leve med, at andre ikke helt vil forstå, hvorfor du er som du er, eller gør som du gør.
Og nu kan det jo sagtens være, at jeg mærker helt forkert, men når jeg læser dit brev, så føler jeg faktisk, at du hælder mere til, at få sagt det højt til dine forældre? Men jeg fornemmer også, at det der holder dig tilbage, det er bekymringen for, om de mon vil kunne lide dig mindre, eller om de bliver skuffet.
Snakken om selvskade
Jeg kan virkelig godt forstå, at du bliver bekymret for, at involvere dine forældre i det hele, og at du bliver nervøs for, hvordan de vil reagere. At tale højt om noget, der var rigtig svært engang, er meget sårbart, og det betyder også, at det kan være rigtig grænseoverskridende at kaste sig ud i.
Nu kender jeg jo ikke dine forældre, men jeg får alligevel lyst til at spørge dig, om du ikke selv tror, at de også ville værdsætte, at du fortalte dem om dine ar?
Men hvis du synes, at den samtale er svær at starte, så er det også helt okay!
Måske du kunne skrive dem et brev, præcis som du har gjort så flot til os. Nogle gange, så er det bare lettere at sige det, der er svært, hvis man kan skrive det ned først. Du kan eventuelt følge vores guide: Skriv. Du kan også vise dem mit svar til dig, hvis du føler, at det vil hjælpe snakken. Det ved jeg, at andre børn og unge har fået gavn af før.
Andre muligheder for hjælp
Lige meget om du fortæller det til dine forældre, eller om du ender med at beslutte, at du ikke er klar endnu. Så er det også vigtigt, at jeg fortæller dig, at der er andre muligheder for hjælp og støtte til din tidligere selvskade.
Måske du selv tænker, at du jo er stoppet, og derfor ikke har brug for den hjælp og støtte længere. Det tænker jeg også er helt rigtigt. Men du skal vide, at hvis du nogensinde får det skidt igen, så er der mange, der vil hjælpe. Du kan altid skrive herind til os på BørneTelefonen igen eller ringe på 116111, hvis du nogensinde får brug for det.
Der findes også noget der hedder Foreningen Spiseforstyrrelse & Selvskade, hvor du kan læse meget mere om selvskade. Dem kan du også altid kontakte, hvis du får brug for at snakke med nogen, der er eksperter på emnet.
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar til noget!
Jeg synes, at du har lavet nogle helt vildt gode overvejelser allerede, og har kæmpet for at stoppe med at selvskade. Nu rækker du ud efter hjælp når du oplever tvivl om bekymring om din tidligere selvskade. Det viser mig, at du har styrken til at tage ejerskab over den her periode i dit liv.
Knus og kram fra
BørneTelefonen.
