Hvad kan jeg gøre?
BREV
Hej.
Jeg ved ikke hvad jeg gør forkert. Alle rundt omkring mig synes bare at hade mig. Jeg har flyttet skole for 2. Gang nu, pga. Udelukkelse og mobning.
Mine forældre kalder mig et misfoster og møjungen, og oven i det anderkender mig ikke som deres datter. Mine forældre siger de hader mig, og kun har mig hjemme pga loven. Mine forældre har altid haft store krav til mig, ang. Alting. Jeg skal have perfekte karaktere, hvilket jeg næsten har. Jeg skal vinde guld i min sport. Jeg må ikke noget for dem, maks være ude til fest osv. Kl. 22…. Og jeg må ikke nævne ordet alkohol eller kys…
De vil have jeg er den perfekte datter.
Mine forældre siger også at jeg er skylden i at de er ved at blive skilt, jeg ved bare ikke hvor meget mere jeg kan tage. Jeg bliver skældt ud, truet og forbudt, hver eneste dag af dem. De truer med at de smider mig ud på gaden.
De truer med at tæske mig, hvilket de også har gjort et par gange. Når jeg gør de mindste ting, som fx at spørge min (forresten åååhhh så perfekte) bror om at lukke munden når han spiser, fordi jeg er mega følsom overfor lyde, så bliver jeg sendt i seng uden mad, de råber hele tiden ad mig og siger hvor uperfekt jeg er.
Jeg er begyndt at drikke rigtig meget, i oprør. Jeg har lavet selvskade flere gange i håb om mine forældre ville få andre følelser for mig end had, sorg og vrede. I håb om de vil se på mig som et menneske med følelser, ikke en defekt ting. Jeg har sneget mig ud midt om natten for det.
Jeg har løjet, så jeg kan være sammen med mine venner. De fleste af mine venner bryder mine forældre sig heller ikke om, fordi de drikker eller en anden latterlig grund. Jeg er blevet forbudt at ses med min bedsteveninde, jeg gør det alligevel, og de har skaffet mig et par flade og masser af skæld ud.
Jeg er på randen til selvmord, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mit liv er et helvede
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære 14-årige pige
Tak for dit brev. De ting du fortæller, gør mig bekymret, og det er godt, du har valgt at dele det med os på BørneTelefonen. Jeg forstår godt, at du er ked af det.
Det er slet ikke i orden, at dine forældre behandler dig sådan. Du er udsat for både fysisk vold (i form af tæsk og ”flade”) og psykisk vold i form af groft nedsættende sprogbrug eksempelvis når du bliver kaldt ”møgunge” og ”misfoster”, og når der råbes ad dig.
Alligevel klarer du at få gode karakterer, og du klarer også andre ting ret godt, fornemmer jeg, på trods af den utryghed og manglende støtte du oplever hjemme. Og du ved også godt, at alkohol og selvskade aldrig kan give dig det, du savner; nemlig accept og anerkendelse, og en følelse af at være okay og elsket.
Det er godt, at du på trods af mobbeperioder har venner, og især at du har en bedsteveninde. Selvom du har problemer derhjemme, har du selv fundet ud at skabe relationer. Godt klaret!
Jeg vil gerne sige to ting:
1. Du er god nok! Du gør ikke noget forkert. Du skal ikke stræbe mod at være perfekt. Perfekte mennesker findes ikke. Det er ikke din skyld, at du ikke får opbakning hjemmefra – ingen børn har fortjent den behandling, du får.
2. Du skal have noget hjælp, gerne meget snart.
Jeg synes, du skal overveje, hvilke voksne du kunne fortælle om de ting, du beskriver i dit brev. Kender du en fornuftig lærer/pædagog/nabo, eller kunne du henvende dig til din venindes forældre, eller en sød person fra din familie?
Hvis du foretrækker det, kan du også ringe til os på BørneTelefonen. Vi vil gerne tale mere med dig, og vi kan hjælpe dig videre. Du kan få en bisidder fra BørneTelefonen, som kan sørge for hjælp til dig og din familie.
Jeg håber, at der snart vil ske ændringer, for det har du fortjent.
Kærlige hilsner fra BørneTelefonen
Selvmordstanker Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
