Brev

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

jeg er en pige på 16år, jeg har haft det svært på det seneste fordi at der er en der krænker mig på internettet. Det siger at jeg skal sende nøgenbilleder. pls hjælp

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig

Tak for dit brev til BørneTelefonen. Det er så vigtigt at bede om hjælp, når der er noget man er i tvivl om eller bekymret for.

Du skriver, at du har det svært, fordi der er en, der krænker dig på internettet. Du skriver, at personen vil have dig til at sende nøgenbilleder.

Allerførst vil jeg bare sige til dig, at det lyder som en rigtig svær og ubehagelig situation.

Du skriver ikke så meget i dit brev. Jeg bliver nysgerrig på, hvilket socialt medie det handler om, og om personen krænker dig på flere måder, end ved at ville have dig til at sende nøgenbilleder?

Det er ulovligt at presse dig til at sende nøgenbilleder

Lige meget hvad den person gør, som krænker dig, så skal du vide, at du har ikke gjort noget forkert. Den, som presser dig, gør faktisk noget ulovligt. Sådan må man ikke behandle dig. Derudover så har du har ret til at bestemme over din egen krop. Det betyder at lige meget hvad personen siger eller skriver, så må personen ikke tvinge dig til at gøre noget, som du ikke har lyst til med din krop. Vedkommende må ikke tvinge dig til at tage billeder eller sende dem.

Jeg kan se, at du er 16 år, så det jeg lige skrev, det ved du måske allerede. Det er bare vigtigt for mig at fortælle dig, at det, du bliver udsat for, er ulovligt. Du har ikke gjort noget forkert. Og du har ret til at det stopper.

Fortæl det til nogen 

Jeg vil råde dig til at tale med nogen om det, du oplever. Det synes jeg ikke, du skal gå rundt og bære på alene.

Jeg ved ikke, om du kan tale med dine forældre om det? Eller om du kan komme i tanke om en anden person, du har lyst til at få hjælp af? Måske du har en ven eller veninde, du er tryg ved at fortælle det til?

Nogle synes, at det er en lidt svær samtale at starte. Hvis du også har det sådan, kan du finde gode råd til, hvordan man kan gøre på den her side.

Sådan kan du gøre lige nu

På BørneTelefonen.dk har vi en hel side, der handler om billeddeling og afpresning. Den kan du se her. Som du kan se i guiden på den side, så er det første du kan gøre, at:

  1. Dokumentere afpresningen
  2. Anmelde det til platformen. Hvis det fx er på Snapchat, er det hos dem, det anmeldes
  3. Vælge om du vil melde det til politiet

Det er ikke sikkert at det med politiet lige er dét, du tænker på lige nu. Men jeg synes alligevel at du skal vide, at du faktisk kan anmelde det til politiet. Hvis du har lyst til at vide mere, kan du læse om det: her. Så kan du jo tænke over om det giver mening for dig, eller om det er for meget lige nu. Det er dig, der bestemmer.

Sletdet.dk

Jeg ved ikke, om du kender hjemmesiden Sletdet.dk? Det er en side, hvor man kan få rådgivning om alt, der handler om ubehagelige oplevelser på nettet og digitale krænkelser. De ved de allermest om lige netop sådan noget her og taler hver dag med børn og unge som har oplevet det samme som dig.

Du kan helt anonymt skrive eller ringe til dem og få hjælp. De er rigtig gode til at guide dig igennem, trin for trin, hvad du skal gøre.

De kan uddybe de trin, jeg har skrevet om ovenfor og hjælpe dig med hvordan, du helt præcis gør.

Hvis du synes, det lyder lidt overvældende at skrive eller ringe til dem, så kan det måske være rart at have en person, du er tryg ved sammen med dig imens?

Du kan se deres hjemmeside her, hvis du har lyst.

 

Du har allerede taget et stort skridt ved at skrive herind. Det er en kæmpe styrke at kunne bede om hjælp, og det viser mig, at du er stærk. Derfor tror jeg også på, at du nu kan tage det næste skridt og enten tale med nogen, du kender om de vil hjælpe dig med at stoppe den, der krænker dig. Eller kontakte SletDet.dk enten alene eller måske sammen med en person, du er tryg ved.

Jeg får lige lyst til at sige til dig igen, at lige meget hvad der er gået forud for at nogen vil afpresse dig for nøgenbilleder, så har du ikke gjort noget forkert. Det den person gør er ulovligt og du har ret til at det stopper.

Du er også altid velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på tlf. 116111, hvis du får brug for det.

De bedste hilsner BørneTelefonen

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat