Kære pige på 13 år.
Tak for dit brev. Det er en forfærdelig oplevelse, du har været ude for. Du har ikke fortalt det til nogen, derfor er det rigtig godt, at du nu har skrevet brev til os og fortalt om voldtægten, og at du har bedt om hjælp til, hvad du skal gøre.
Det, din idrætslærer har gjort mod dig, er både ulovligt og helt uacceptabelt.
Jeg kan godt forstå, at du var rystet og ulykkelig bagefter, og jeg tænker, at du måske stadig har det sådan, for trusler og voldtægt er noget af det værste, man kan komme ud for.
Jeg kan også godt forstå, at det er rigtig svært for dig at tale om. Sådan er der mange i din situation, der har det, og mange skammer sig over, at det gik ud over dem. Jeg ved ikke, om du har det sådan, men i hvert fald skal du huske på, at det ikke er dig, der har gjort noget galt. Det er kun din idrætslærers ansvar, at det gik, som det gik. Han har gjort noget, som han slet ikke må gøre.
Lige nu er det en hemmelighed mellem dig og ham. Men jeg vil sige til dig, at for din egen skyld, er du nødt til at få det sagt til nogen. Det er alt for svært for dig at beholde den hemmelighed, fordi det, der er sket, både påvirker din krop, dine tanker og dine følelser. Det aller vigtigste, der skal ske, når man har været ude for voldtægt, er nemlig at få snakket med nogen om det.
Jeg tænker på, hvad du er bange for, der kan ske, hvis du fortæller det? Er du bange for, at de ikke vil tro på dig? Er du bange for, at der bliver snakket om dig? Er du bange for, at nogen skal tro, det var din skyld?
Jeg kan kun gætte, for jeg kan jo ikke snakke med dig, men måske kan mine spørgsmål gøre, at du selv bliver mere klar over det.
Det kan også være, at du faktisk nu er mere klar til at betro dig til nogen, efter at du har skrevet dit brev? Selv om du skriver, at du ikke rigtig har nogle voksne, du kan snakke med, vil jeg alligevel foreslå, at du prøver at finde en person, som du ved vil lytte til dig. Det kan være en i din familie, det kan være en af dine lærere, det kan være sundhedsplejersken på din skole, det kan være en venindes forældre, eller det kan måske være din læge.
Hvis du ikke synes, du kan tale om det, vil jeg foreslå, at du viser dit brev til den, du betror dig til. Så kan I snakke videre ud fra brevet.
Når du læser mit svar, kan det være, at du tænker, at det kan du ikke. Hvis du har det sådan, synes jeg, at du skal ringe til BørneTelefonen og snakke videre med en rådgiver. Så kan I måske sammen finde ud af, hvordan du kan få det sagt, og hvem du vil sige det til. Vores nummer er 116111. Hos os er du helt anonym.
Jeg sender dig alle mine bedste tanker.
Kærlig hilsen fra
BørneTelefonen
